Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

VILDANDEN

PERSONERNE

Grosserer Werle, værksejer o. s. v.

Gregers Werle, hans søn.

Gamle Ekdal.

Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf.

Gina Ekdal, Hjalmars hustru.

Hedvig, deres datter, 14 år.

Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde.

Relling, læge.

Molvik, forhenværende teolog.

Bogholder Gråberg.

Pettersen, grossererens tjener.

Lejetjener Jensen.

En blegfed herre.

En tyndhåret herre.

En nærsynt herre.

Sex andre herrer, middagsgæster hos grossereren.

Flere lejetjenere.

__________________________

(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal.)

FØRSTE AKT

(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)

(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to-tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så atter summende samtale.)

PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over). Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.

LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem). Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?

PETTERSEN. Fan’ véd.

JENSEN. For han har nok vær’t en svær buk i sine dage.

PETTERSEN. Kanske det.

JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.

PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår.

JENSEN. Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.

PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.

EN LEJETJENER (i døren til den anden stue). De, Pettersen, her er en gammel fyr, som —

PETTERSEN (mumler). Hvad fan’, kommer her nu nogen! (Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)

PETTERSEN (går imod ham). Jøss’, – hvad vil De her inde?

EKDAL (i døren). Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.

PETTERSEN. Kontoret er stængt for en time siden, og —

EKDAL. Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (Peger mod tapetdøren.) Har gå’t den vejen før.

PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. (Åbner døren.) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.

EKDAL. Ved det nok, – hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (Mumier sagte.) Torsk! (Han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.)

JENSEN. Hører han også til kantorfolkene?

PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær’t en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal.

JENSEN. Ja, han så ud som noget af hvert.

PETTERSEN. Ja da; han har vær’t løjtnant, kan De tænke.

JENSEN. Å fan’, – har han vær’t løjtnant!

PETTERSEN. Ja gu’ har han så. Men så slog han sig nok på skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha’ gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

JENSEN. Han kan da ikke ha’ stort at spandere for, han.

PETTERSEN. Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.

JENSEN. Har han spillet bankerot da?

PETTERSEN. Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.

JENSEN. På fæstningen!

PETTERSEN. Eller kanske det var i bodsfængslet – (lytter).Hys, nu går de fra bordet. (Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)

FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren). Pettersen, vil De la’ kaffeen servere inde i musiksalen.

PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. (Hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.)

EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret). Puh, – den dinér – det var et drøjt stykke arbejde!

DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.

DEN FEDE HERRE. Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!

EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.

DEN FEDE HERRE. Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.

DEN TYNDHÅREDE (dæmpet). Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.

DEN FEDE HERRE. Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.

(De ler og går ind i stuen.)

GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt). Jeg tror ikke nogen la’ mærke til det, Gregers.

GREGERS (ser på ham). Hvilket?

WERLE. La’ ikke du heller mærke til det?

GREGERS. Hvad skulde jeg lægge mærke til?

WERLE. Vi var tretten til bords.

GREGERS. Så? Var vi tretten?

WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal). Vi er ellers altid vant til at være tolv. (Til de øvrige.) Vær så artig, mine herrer! (Han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)

HJALMAR (som har hørt samtalen). Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be’ min eneste og bedste ven—

HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.

GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen.—Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten—sytten år.

HJALMAR. Er det så længe siden?

GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble’t fyldig og svær.

HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.

GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.

HJALMAR (i dystrere tone). Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.

GREGERS (sagtere). Hvorledes går det din far nu?

HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du.– Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.

GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det,– havt god anledning til at gruble over mangt og meget.– Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.

(Han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.)

HJALMAR (blødt). Du skal dog ha’ tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har noget imod mig.

GREGERS (forundret). Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha’ noget imod dig?

HJALMAR. I de første årene havde du det dog.

GREGERS. Hvilke første år?

HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble’t trukket med ind i disse her—å, disse her skrækkelige historierne!

GREGERS. Og derfor skulde jeg ha’ noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?

HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.

GREGERS (studser). Far! Ja så. Hm.—Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig,—ikke med et eneste ord.

HJALMAR. Ja.

GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?

HJALMAR. Din far sa’, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.

GREGERS (ser hen for sig). Nej, nej, kanske han kunde ha’ ret i det.—Men sig mig nu, Hjalmar,—finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?

HJALMAR (sukker let). Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far,—skammen og skændselen, Gregers—

GREGERS (rystet). Ja vel, ja. Ja vel.

HJALMAR. Jeg kunde jo ikke tænke på at bli’ ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg—

GREGERS. Hm—

HJALMAR. Nå, så syntes jeg det var bedst—sådan med et ryk, ser du– at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig—

GREGERS. Gjorde far?

HJALMAR. Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta’ penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

GREGERS. Og alt det har far kostet?

HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.

GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha’ glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far—!

HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske—ved du ikke det heller?

GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.—(Ryster ham i armen.) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig—og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel—i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed—

HJALMAR. Samvittighed—?

GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.—Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?

HJALMAR. Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra’ en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.

GREGERS (lidt forundret). Nej, det er hun da vel ikke.

HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig—; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

GREGERS. Gina?

HJALMAR. Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?

GREGERS. Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke—

HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?

GREGERS (ser på ham). Er det Gina Hansen—?

HJALMAR. Ja, naturligvis er det Gina Hansen.

GREGERS. —som styred huset for os det sidste år mor lå syg?

HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS (som har rejst sig). Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at—(går om på gulvet). Jo, bi lidt;—kanske dog alligevel—når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (Sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar—; dette her er morsomt—; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina—med din hustru?

HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom—; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa’ hun op og flytted. Det var året før din mor døde,—eller kanske det var samme år.

GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?

HJALMAR. Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.

GREGERS. Og det var du kanske så heldig at komme over?

HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der,—ser du,—der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

GREGERS. Og så blev det til forlovelse?

HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden—; hm—

GREGERS (rejser sig og driver lidt om). Sig mig,—da du var ble’t forlovet—var det da, at far lod dig—; jeg mener, – var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?

HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

GREGERS. Det passed da vidunderlig godt sammen.

HJALMAR (fornøjet, rejser sig). Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?

GREGERS. Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.

HJALMAR (bevæget). Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.

FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen). Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.

WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene). Jeg tror næsten, De har ret i det.

(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsesenterbrætter.)

FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue). Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha’ et glas punsch, så må han umage sig her ind.

DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby). Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?

FRU SØRBY. Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.

DEN TYNDHÅREDE HERRE. Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?

FRU SØRBY. Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.

DEN TYNDHÅREDE. Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke?

FRU SØRBY. Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.

(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.)

WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord). Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?

HJALMAR. Det er bare et album, herr grosserer.

FRU SØRBY. Å, De kunde da fundet på noget bedre.

PETTERSEN. Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.

DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden). Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?

FRU SØRBY. Ja nok; lad os det.

GÆSTERNE. Bravo, bravo! (Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)

GREGERS. Far, vil du ikke vente lidt?

WERLE (standser). Hvad er det?

GREGERS. Jeg må tale et ord med dig.

WERLE. Kan ikke det vente til vi blir alene?

GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.

WERLE (kommer nærmere). Hvad skal det sige. (Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra musiksalen.)

GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la’ den familje så ynkeligt forkomme.

WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.

GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.

WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.

GREGERS (sagte). Var han virkelig den eneste skyldige.

WERLE. Hvem ellers, mener du!

GREGERS. Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb —

WERLE. Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, – dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.

GREGERS. Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig.

WERLE. Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.

GREGERS. Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.

WERLE. Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du opi disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikre dig, Gregers, – her i byen er de historier glemt for længe siden – for mit vedkommende.

GREGERS. Men den ulykkelige ekdalske familje da!

WERLE. Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig opigen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke og folkesnak —

GREGERS. Mistanke – ? Nå så, ja.

WERLE. Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd —

GREGERS (uden at se på ham). Hm; tviler ikke på det.

WERLE. Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.

GREGERS (smiler koldt). Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.

WERLE (studser). Hvad mener du med det?

GREGERS (med tilkæmpet mod). Har du bogført, hvad det kosted dig at la’ Hjalmar Ekdal lære fotografering?

WERLE. Jeg? Hvorledes bogført?

GREGERS. Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til at etablere sig.

WERLE. Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok.

GREGERS. Har du bogført nogen af de udgifter?

WERLE. Hvorfor spør’ du om det?

GREGERS. Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, – den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn, – var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig!

WERLE. Ja, hvor pokker, – hvor kan jeg efter så mange års forløb – ?

GREGERS. Du skrev mig den gang et brev til, – et forretningsbrev naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.

WERLE. Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.

GREGERS. Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværende husjomfru.

WERLE (ler spotsk, men tvungent). Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.

GREGERS. Det gjorde jeg heller ikke. Men – (sænker stemmen). Her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende.

WERLE. Hvad mener du med det? (Bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig!

GREGERS (sagte, men fast). Jo, jeg sigter til dig.

WERLE. Og det vover du – ! Det understar du dig – ! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen – ; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!

GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.

WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant?

GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.

WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, – I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig.

GREGERS. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde.

WERLE. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle – Og så går du og bærer på en slig mistanke, – går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta’ dig noget nyttigere til.

GREGERS. Ja, det turde nok være på tiden.

WERLE. Så vilde kanske også dit sind bli’ lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.

GREGERS. Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.

WERLE. Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli’ uafhængig, din egen herre i et og alt.

GREGERS. Så? Og på hvad måde – ?

WERLE. Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks – hm —

GREGERS. Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.

WERLE. Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.

GREGERS. Jeg! I dit firma? Som kompagnon?

WERLE. Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.

GREGERS. Vilde du?

WERLE. Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli’ noget svage.

GREGERS. Det har de jo altid været.

WERLE. Ikke som nu. Og så desuden, – omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe – i al fald for en tid.

GREGERS. Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.

WERLE. Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden.

GREGERS. Sådan i det ydre, mener du vel?

WERLE. Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte kunne la’ sig gøre? Hvad?

GREGERS (ser på ham med kolde øjne). Her stikker noget under.

WERLE. Hvorledes det?

GREGERS. Der må være noget, som du har brug for mig til.

WERLE. I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.

GREGERS. Ja, man siger jo så.

WERLE. Jeg vilde gerne ha’ dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha’ nogen om mig. —

GREGERS. Du har jo fru Sørby.

WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble’t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; – og det kan jeg så sårt trænge til.

GREGERS. Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.

WERLE. Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli’ ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det.

GREGERS. Å, når en mand gir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.

WERLE. Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, – selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og bagvaskelse og sligt noget – ? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse —

GREGERS (afbryder ham). Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?

WERLE. Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?

GREGERS. Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?

WERLE. Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?

GREGERS. Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.

WERLE. Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde —

GREGERS. Jeg er ikke overspændt.

WERLE. Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. Det er mig Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.

GREGERS. (ser ufravendt på ham). Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bruge mig til.

WERLE. Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!

GREGERS. Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; – ikke på to mands hånd i al fald. (Ler kort.) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!

WERLE. Hvor tør du tale i den tone!

GREGERS. Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta’ sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen – på pietetens vinger – er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.

WERLE. Gregers, – jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.

GREGERS (sagte). Jeg har set dig på for nært hold.

WERLE. Du har set mig med din mors øjne. (Sænker stemmen lidt.) Men du skulde huske på, at de øjne var – omtåget en gang iblandt.

GREGERS (bævende). Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær’ skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse – ! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer – å!

WERLE (trækker på skuldrene). Ord til andet, som om jeg hørte din mor.

GREGERS (uden at agte på ham). – og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget, – lever under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (Et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.

WERLE. Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.

GREGERS (bukker behersket). Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.

WERLE. Går du! Ud af huset?

GREGERS. Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.

WERLE. Hvad er det for en opgave?

GREGERS. Du vilde bare le, ifald du hørte det.

WERLE. En ensom mand ler ikke så let, Gregers.

GREGERS (peger ud mod baggrunden). Se, far, – der leger kammerherrerne blindebuk med fru Sørby. – God nat og far vel. (Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)

WERLE (mumler hånligt efter Gregers). He – ! Stakker, – og så siger han, at han ikke er overspændt!