Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

RELLING. Igår var Molvik stygt på støvlerne, fru Ekdal.

GINA. Så? Igår igen?

RELLING. Hørte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?

GINA. Nej, jeg kan ikke sige det.

RELLING. Det var bra’; for inat var Molvik fæl.

GINA. Er det sandt, Molvik?

MOLVIK. La’ os slå en streg over nattens hændelser. Sligt afhænger jo ikke af mit bedre jeg.

RELLING (til Gregers). Det kommer over ham som en indskydelse; og så må jeg ud med ham på rangel. For kandidat Molvik er dæmonisk, ser De.

GREGERS. Dæmonisk?

RELLING. Molvik er dæmonisk, ja.

GREGERS. Hm.

RELLING. Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. – Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu?

GREGERS. Jeg har holdt ud indtil nu.

RELLING. Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med?

GREGERS. Fordringen? (Forstår ham.) Nå så.

HJALMAR. Har du inkasseret fordringer, Gregers?

GREGERS. Å snak.

RELLING. Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den ideale fordring».

GREGERS. Jeg var ung dengang.

RELLING. De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen – den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe.

GREGERS. Ikke siden heller.

RELLING. Nå, så er De vel ble’t så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke.

GREGERS. Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske.

HJALMAR. Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. – Lidt smør, Gina.

RELLING. Og så et stykke flæsk til Molvik.

MOLVIK. Uh, ikke flæsk! (Det hanker på loftsdøren.)

HJALMAR. Luk op, Hedvig; far vil ud. (Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ind med et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)

EKDAL. God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en.

HJALMAR. Og så har du flådd den før jeg kom – !

EKDAL. Har saltet den også. Det er godt, mørt kød, det kaninkødet; og så er det sødt; smager som sukker. God appetit, mine herrer! (Går ind i sit værelse.)

MOLVIK (rejser sig). Undskyld – ; jeg kan ikke – ; jeg må ned som snarest —

RELLING. Drik sodavand, menneske!

MOLVIK (skynder sig). Uh-uh! (ud gennem gangdøren.)

RELLING (til Hjalmar). Lad os tømme en dram for den gamle jægersmand.

HJALMAR (klinker med ham). For idrætsmanden på gravens bred, ja.

RELLING. For den gråhærdede – . (Drikker.) Ja, sig mig, – er det gråt hår, han har, eller er det hvidt?

HJALMAR. Det er visst så midt imellem; for resten har han nok ikke ret mange hårstrå igen på sin isse.

RELLING. Nå, med forlorent kommer man også igennem verden. Ja, du er da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakre livsopgaven at stræve for —

HJALMAR. Og jeg stræver også, kan du tro.

RELLING. Og så har du din flinke kone, som lunter så lunt ud og ind på filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for dig.

HJALMAR. Ja, Gina – (nikker til hende). Du er en bra ledsagerinde, at ha’ med på livsvejen, du.

GINA. Å sid nu ikke der og ressensér om mig.

RELLING. Og så din Hedvig, du Ekdal?

HJALMAR (bevæget). Barnet, ja! Barnet først og fremst. Hedvig, kom hit til mig. (Stryger hende over håret.) Hvad er det for en dag imorgen, du?

HEDVIG (rusker i ham). Å nej, du skal ikke sige noget, far!

HJALMAR. Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, når jeg tænker på, at det skal bli’ så ringe; bare en liden festlig tilstelning inde på loftet —

HEDVIG. Å men det blir just dejligt, det!

RELLING. Og vent så bare til den mærkelige opfindelsen kommer til verden, Hedvig!

HJALMAR. Ja da – da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre din fremtid. Du skal få det godt så længe du lever. Jeg vil forlange noget for dig, et eller andet. Det skal være den fattige opfinders eneste løn.

HEDVIG (hvisker med armen om hans hals). Å du snille, snille far!

RELLING (til Gregers). Nå, synes De ikke ganske bra’ om det, til en forandring, at sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?

HJALMAR. Ja, disse timer ved bordet sætter jeg virkelig pris på.

GREGERS. Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.

RELLING. Sumpluft?

HJALMAR. Å kom nu ikke med den snak igen!

GINA. Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter såmænd ud hver evige dag.

GREGERS (går fra bordet). Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.

HJALMAR. Stank!

GINA. Ja, hvad synes du, Ekdal!

RELLING. Om forladelse, – det skulde vel ikke være Dem selv, som bringer stanken med der oppe fra gruberne?

GREGERS. Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset.

RELLING (går hen til ham). Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen endnu.

GREGERS. I brystet går jeg med den.

RELLING. Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå’ Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde.

GREGERS. Og hvis jeg gør det alligevel?

RELLING. Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det.

HJALMAR (rejser sig). Nej men, Relling!

GREGERS. Ja, kast De mig bare ud – .

GINA (går imellem dem). Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank. (Det banker på gangdøren.)

HEDVIG. Mor, der er nogen, som banker.

HJALMAR. Se så; nu skal vi ha’ det rend også!

GINA. La’ bare mig – . (Går hen og åtmer dåren, studser, farer sammen og viger tilbage.) Åh! Uf da! (Grosserer Werle, i pelsfrakke, træder et skridt indenfor.)

WERLE. Be’r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset.

GINA (svælger vejret). Ja.

HJALMAR (går nærmere). Vil ikke herr grossereren være så artig – ?

WERLE. Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn.

GREGERS. Ja, hvad godt? Her står jeg.

WERLE. Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse.

GREGERS. I mit værelse – nå – (Vil gå.)

GINA. Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at —

WERLE. Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.

HJALMAR. Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen, Relling. (Hjalmar og Relling går ind til højre; Gina tar Hedvig med sig ud i køkkenet.)

GREGERS (efter et kort ophold). Ja, nu er vi altså under fire øjne.

WERLE. Du lod falde nogen yttringer igår aftes – . Og såsom du nu har lejet dig ind hos Ekdals, så må jeg næsten formode, at du har et eller andet i sinde imod mig.

GREGERS. Jeg har i sinde at åbne Hjalmar Ekdals øjne. Han skal se sin stilling, som den er; – det er det hele.

WERLE. Er det den livsopgaven, du talte om igår?

GREGERS. Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.

WERLE. Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.

GREGERS. Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg tænker ikke på alt det med mor – . Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg går og jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.

WERLE. Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.

GREGERS. Jeg skulde ha trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha’ advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen.

WERLE. Ja, da burde du sandelig ha’ talt.

GREGERS. Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig – både dengang og længe bagefter.

WERLE. Den rædsel er gåt over nu, lader det til.

GREGERS. Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal, både af mig og afandre, det kan aldrig bødes på; men Hjalmar kan jeg fri ud af al den løgn og fortielse, som han her holder på at gå til grunde i.

WERLE. Tror du, at du vilde gøre en god gerning med det?

GREGERS. Det tror jeg da så trøstig.

WERLE. Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde takke dig til for en slig venskabstjeneste?

GREGERS. Ja! Den mand er han.

WERLE. Hm, – vi får se.

GREGERS. Og desuden – skal jeg bli’ ved at leve længer, så må jeg se at finde helsebod for min syge samvittighed.

WERLE. Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har været sygelig lige fra barneårene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers; – den eneste arv, hun efterlod dig.

GREGERS (med et hånsk halvsmil). Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende?

WERLE. Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. – Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige?

GREGERS. Ja; det forsæt holder jeg fast ved.

WERLE. Nå, så kunde jeg jo ha’ sparet min gang her op. For da nytter det vel ikke at spørge dig, om du vil flytte hjem til mig igen?

GREGERS. Nej.

WERLE. Og ind i firmaet går du vel ikke heller?

GREGERS. Nej.

WERLE. Godt. Men da jeg nu agter at indgå nyt ægteskab, så vil boet bli’ skiftet imellem os.

GREGERS (hurtigt) Nej; det ønsker jeg ikke.

WERLE. Du ønsker det ikke?

GREGERS. Nej, jeg tør ikke det for min samvittigheds skyld.

WERLE (lidt efter). Rejser du op til værket igen?

GREGERS. Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste.

WERLE. Men hvad vil du da slå ind på?

GREGERS. Bare løse min livsopgave; ikke noget andet.

WERLE. Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af?

GREGERS. Jeg har lagt lidt op af min løn.

WERLE. Ja hvor længe vil det forslå!

GREGERS. Jeg tænker, det forslår min tid ud.

WERLE. Hvad skal det sige?

GREGERS. Nu svarer jeg ikke på mere.

WERLE. Farvel da, Gregers.

GREGERS. Farvel. (Grosserer Werle går.)

HJALMAR (kikker ind). Nu gik han jo?

GREGERS. Ja. (Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer også, fra køkkenet.)

RELLING. Den frokosten, den gik da i vasken.

GREGERS. Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig.

HJALMAR. Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig?

GREGERS. Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på. (Ud gennem gangdøren.)

GINA. Du skulde ikke gå ud med ham, Ekdal.

RELLING. Nej gør ikke det, du; bliv hvor du er.

HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke). Hvad for noget! Når en ungdomsven føler det behov at åbne sig for mig i enrum – !

RELLING. Men, for fanden, – skønner du da ikke, at fyren er gal, forrykt, forstyrret!

GINA. Ja, der kan du bare høre. Hans mor havde også slige fysiske raptusser iblandt.

HJALMAR. Desto mere trænger han til en vens årvågne øje. (Til Gina.) Lad endelig middagsmaden være færdig i god betids. Farvel så længe. (Går ud gennem gangdøren.)

RELLING. Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne.

GINA. Jøss’, – hvorfor siger De det da?

RELLING (mumler). Å jo, for jeg har nu så mine funderinger.

GINA. Tror De, at unge Werle er rigtig gal?

RELLING. Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen.

GINA. Hvad er det for noget, som fejler ham da?

RELLING. Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber.

GINA. Retskaffenhedsfeber?

HEDVIG. Er det en slags sygdom, det?

RELLING. Jaha; det er en national sygdom; men den optræder kun sporadisk, (nikker tu Gina). Tak for maden! (Han går ud gennem gangdøren.)

GINA (driver i uro hen over gulvet). Uf, den Gregers Werle, – det har altid vær’t en fæl fisk.

HEDVIG (står ved bordet og ser forskende på hende). Dette her synes jeg er underligt.

* * * * *

FJERDE AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. Eftermiddagsbelysning; solen er ved at gå bort; noget senere begynder det at mørkne.)

(Gina står i den åbne gangdør med en liden kasse og en våd glasplade i hånden og taler med nogen udenfor.)

GINA. Ja, ganske bestemt. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. På mandag skal det første dusinet være færdig.– Farvel, farvel! (Man harer nogen gå ned af trapperne. Gina lukker døren, stikker pladen ind i kassen og sætter denne ind i det tildækkede apparat.)

HEDVIG (kommer ind fra køkkenet). Gik de nu?

GINA (rydder op). Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.

HEDVIG. Men kan du skønne, at ikke far er kommet hjem endnu?

GINA. Er du viss på, at han ikke er nede hos Relling?

HEDVIG. Nej, der er han ikke; jeg fløj ned køkkenvejen og spurte nu nylig.

GINA. Og så står vel maden og blir kold for ham også.

HEDVIG Ja tænk, – far, som altid passer så rigtig på at komme hjem til middag!

GINA. Å, nu kommer han snart, skal du se.

HEDVIG. Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble’t så underligt.

GINA (råber). Der er han! (Hjalmar Ekdal kommer ind gennem gangdøren.)

HEDVIG (imod ham). Far! Å nej, slig, som vi har ventet på dig!

GINA (skotter hen). Du blev da svært længe borte, Ekdal.

HJALMAR (uden at se på hende). Jeg blev noget længe, ja. (Han trækker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjælpe ham; han afværger det.)

GINA. Har du kanske spist med Werle?

HJALMAR (hænger frakken op). Nej.

GINA (går mod køkkendøren). Så skal jeg sætte maden ind til dig.

HJALMAR. Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu.

HEDVIG (går nærmere). Er det ikke bra’ med dig, far?

HJALMAR. Bra’? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg.

GINA. Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til.

HJALMAR. Hm; der er mangt og meget, som en mand får vænne sig til i denne verden, (driver nat omkring). Har her været nogen, mens jeg var ude?

GINA. Ikke andre end de to kæresterne.

HJALMAR. Ingen nye bestillinger?

GINA. Nej, idag ikke.

HEDVIG. Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.

HJALMAR. Gid det var så vel; for imorgen tænker jeg at ta’ fat med hele mit alvor.

HEDVIG. Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag imorgen?

HJALMAR. Nå, det er jo sandt – . Ja, så iovermorgen da. Herefter vil jeg gøre al ting selv; jeg vil være ganske alene om hele arbejdet.

GINA. Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen.

HEDVIG. Og så med vildanden, far, – og med alle hønsene og kaninerne og – !

HJALMAR. Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet.

HEDVIG. Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli’ tilstelning —

HJALMAR. Hm, det er sandt. Nå, så fra iovermorgen da. Den fordømte vildanden skulde jeg helst ha’ lyst til at vri’ halsen om på!

HEDVIG (skriger). Vildanden!

GINA. Nu har jeg da aldrig hørt sligt!

HEDVIG (rusker i ham). Nej men, far, – det er jo min vildand!

HJALMAR. Derfor gør jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det, – ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder.

GINA. Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så —

HJALMAR (driver omkring). Der er visse krav – . Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig sige – ideale krav, – visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl.

HEDVIG (går efter ham). Men tænk, vildanden, – den stakkers vildanden!

HJALMAR (standser). Du hører jo, jeg skåner den – for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på – ; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta’ fat på. Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig.

HEDVIG. Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu.

HJALMAR. Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag.

HEDVIG. Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund. Kåben og hatten – ? Å, det ligger inde hos mig selv. Far, – du må da endelig ikke gøre vildanden noget ondt, mens jeg er ude.

HJALMAR. Ikke en fjær skal der ribbes af dens hode. (Trykker hende til sig.) Du og jeg, Hedvig, – vi to – ! Nå, gå bare, du. (Hedvig nikker til forældrene og går ud gennem køkkenet.)

HJALMAR (går omkring uden at se op). Gina.

GINA. Ja?

HJALMAR. Fra imorgen af – eller, lad os sige fra iovermorgen af – kunde jeg ha’ lyst til at føre husholdningsbogen selv.

GINA. Vil du nu føre husholdningsbogen også?

HJALMAR. Ja, eller ta’ rede på indkomsterne i al fald.

GINA. Å gud hjælpe os, det er nok snart bestilt.

HJALMAR. En skulde ikke tro det; for jeg synes, du får pengene til at strække så mærkværdig langt. (Standser og ser på hende.) Hvorledes går det til?

GINA. Det er fordi jeg og Hedvig behøver så lidet.

HJALMAR. Er det sandt, at far blir så rundelig betalt for den arkskrivningen hos grosserer Werle?

GINA. Jeg ved ikke, om det er så rundelig. Jeg kender ikke prisen på sligt noget.

HJALMAR. Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre!

GINA. Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling.

HJALMAR. Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før!

GINA. Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.

HJALMAR. Og så får han det fra grosserer Werle!

GINA. Å ja, grossereren har da nok at ta’ af, han.

HJALMAR. Lad mig få lampen tændt!

GINA (tænder). Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg —

HJALMAR. Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg?

GINA. Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare —

HJALMAR. Hm!

GINA. Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet. Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.

HJALMAR. Jeg synes, du ’skælver så i stemmen.

GINA (sætter skærmen på). Gør jeg?

HJALMAR. Og så ryster du på hænderne. Eller er det ikke så?

GINA (fast). Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gåt og snakket om mig?

HJALMAR. Er det sandt, – kan det være sandt, at – at der var et slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du tjente der i huset?

GINA. Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la’ sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; – og så gik jeg af tjenesten.

HJALMAR. Men siden altså!

GINA. Ja, så kom jeg jo hjem. Og mor – hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble’t enkemand da.

HJALMAR. Nå, og så!

GINA. Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje.

HJALMAR (slår hæuderne sammen). Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!

GINA. Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha’ sagt dig det for længe siden.

HJALMAR. Straks skulde du ha’ sagt mig det; – så havde jeg da vidst, hvad du var for en.

GINA. Men vilde du da ha’ giftet dig med mig alligevel?

HJALMAR. Hvor kan du tænke dig det!

GINA. Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved. Og jeg kunde da ikke gøre mig selv rent ulykkelig —

HJALMAR (går om). Og det er min Hedvigs mor! Og så at vide, at alt, hvad jeg her ser for mine øjne – (sparker til en stol). – hele mit hjem, – det skylder jeg en begunstiget forgænger! Å, denne forføreriske grosserer Werle!

GINA. Angrer du på de fjorten-femten årene, som vi har levet sammen?

HJALMAR (stiller sig foran hende). Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret på den væv af fortielse, som du, ligesom en ædderkop, har spundet mig ind i? Svar mig på det! Har du virkelig ikke gåt her og våndet dig i anger og nag?

GINA. Å snille Ekdal, jeg har havt så rundelig nok med at tænke på huset og alt det daglige bestyret – .

HJALMAR. Du kaster altså aldrig et prøvende blik på din fortid!

GINA. Nej jeg havde, ved gud, næsten glemt disse her gamle intrigerne, du.

HJALMAR. Å denne sløve, følesløse ro! Den har for mig noget så oprørende ved sig. Tænk, – ikke angre engang!

GINA. Men sig mig nu, Ekdal, – hvad havde der ble’t af dig, hvis du ikke havde fåt en slig kone, som jeg?

HJALMAR. En slig – !

GINA. Ja, for jeg har da altid været ligesom lidt mere kontant og suffisant end du. Nå, det forstår sig, jeg er jo også de par år ældre.

HJALMAR. Hvad der var ble’t af mig!

GINA. For du var da på alskens gale veje, den tiden du traf mig først; det kan du vel ikke nægte for.

HJALMAR. Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; – navnlig en mand med mit ildfulde gemyt.

GINA. Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra’ en mand, straks du havde fåt hus og hjem. – Og nu havde vi fåt det så hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg også snart begynde at koste lidt på os både med mad og med klæ’r.

HJALMAR. I fortielsens sump, ja.

GINA. Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde få sin passasje her i huset!

HJALMAR. Også jeg syntes, at hjemmet var godt at være i. Det var en vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den.

GINA (nær ved at græde). Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig!

HJALMAR. Jeg spør, – hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm? Når jeg lå der inde på sofaen og grubled over opfindelsen, da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft. Jeg følte jo nok, at den dag, da jeg havde fåt patentet i mine hænder, – den dag vilde bli min – afskedsdag. Og så var det min drøm, at da skulde du sidde igen som den hedengangne opfinders velhavende enke.

GINA (tørrer tårerne af). Nej, du må ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

HJALMAR. Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt! (Gregers Werle åbner varsomt gangdøren og ser ind.)

GREGERS. Tør jeg komme?

HJALMAR. Ja; kom.

GREGERS (går frem med strålende, fornøjet ansigt og vil række dem hænderne). Nå, I kære mennesker – ! (Ser afveksiende på dem og hvisker til Hjalmar:) Altså ikke sket endnu?

HJALMAR (lydeligt). Det er sket.

GREGERS. Det er?

HJALMAR. Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.

GREGERS. Men også den mest løftede, tænker jeg.

HJALMAR. Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.

GINA. Gud forlade Dem, herr Werle.

GREGERS (i stor forundring). Men jeg forstår ikke dette.

HJALMAR. Hvad forstår du ikke?

GREGERS. Så stort et opgør, – et opgør, som en hel ny livsførelse skal grundes på,—en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse —

HJALMAR. Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.

GREGERS. Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste —

GINA. Nå så. (Tar lampeskærmen af.)

GREGERS. De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til – . Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha ta’t en højere indvielse af det store opgør.

HJALMAR. Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, – sådan på en måde.

GREGERS. For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha’ tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed.

HJALMAR. Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt?

GREGERS. Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du – !

HJALMAR. Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du må jage på mig, Gregers. Der skal tid til, ser du.

GREGERS. Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar. (Relling er kommen ind gennem gangdøren.)

RELLING. Se så; er nu den vildanden på færde igen?

HJALMAR. Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.

RELLING. Grosserer Werles – ? Er det ham, I snakker om?

HJALMAR. Om ham og – os andre.

RELLING (halvhøjt til Gregers). Gid fanden havde Dem!

HJALMAR. Hvad er det, du siger?

RELLING. Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to.

GREGERS. De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt —

GINA (grædefærdig). Så skulde De bare lad’t mig gå for den jeg var da.

RELLING (til Gregers). Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset?

GREGERS. Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab.

RELLING. Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er?

GREGERS. Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble’t.

HJALMAR. Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.

RELLING. Sludder, gutten min! – Med forlov, herr Werle; hvor mange – bare så på en slump – hvor mange sande ægteskaber har De set i Deres liv?

GREGERS. Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.

RELLING. Ikke jeg heller.

GREGERS. Men jeg har set så utallige ægteskaber af den modsatte slags. Og jeg har havt anledning til på nært hold at se, hvad et sligt ægteskab kan bryde ned i et menneskepar.

HJALMAR. En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige.

RELLING. Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la’ være i fred.

HJALMAR. Å, Hedvig! Min stakkers Hedvig!

RELLING. Ja, Hedvig får I værs’go’ se at holde udenfor. I to er voksne mennesker; I får i guds navn kluddre og klusse med jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gøre en ulykke på hende.

HJALMAR. En ulykke!

RELLING. Ja, eller hun kan komme til at gøre en ulykke på sig selv – og kanske på andre med.

GINA. Men hvor kan De da vide sligt, Relling?

HJALMAR. Der er da vel aldrig nogen nær fare for øjnene?

RELLING. Dette her har ikke noget med øjnene at skaffe. Men Hedvig er i en vanskelig alder. Hun kan finde på alt det, som galt er.

GINA. Ja tænk, – det gør hun også! Hun er begyndt at hussere så stygt med varmen ude i køkkenet. Det kalder hun at lege ildebrand. Jeg er mangen gang ræd, hun skal sætte fyr på huset.

RELLING. Ser De bare; jeg vidste det nok.

GREGERS (til Relling). Men hvorledes forklarer De sådant noget?

RELLING (mut). Hun er i stemmeskiftningen, far.

HJALMAR. Så længe barnet har mig – ! Så længe mit hode er oven mulde – ! (Det banker på døren.)

GINA. Hys, Ekdal; der er folk på gangen, (råber). Vær så god! (Fru Sørby, i ydertøj, kommer ind.)

FRU SØRBY. God aften!

GINA (går imod hende). Nej, er det dig, Berta!

FRU SØRBY. Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?

HJALMAR. Nej bevar’s; et sendebud fra det hus. —

FRU SØRBY (til Gina). Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel.

GINA. Så? Rejser du da?

FRU SØRBY. Ja, imorgen tidlig; – op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. (Henkastende til Gregers.) Kan hilse så meget fra ham.

GINA. Nej tænk – !

HJALMAR. Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?

FRU SØRBY. Ja hvad siger De til det, Ekdal?

HJALMAR. Vogt Dem, siger jeg.

GREGERS. Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sørby.

HJALMAR. Gifter han sig med hende!

GINA. Å nej, Berta; blev det da endelig!

RELLING (dirrer lidt i stemmen). Dette her er da vel aldrig sandt?

FRU SØRBY. Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.

RELLING. Vil De gifte Dem nu igen?

FRU SØRBY. Ja, det blir nok til det. Werle har løst kongebrev, og så turer vi brylluppet i al stilhed oppe på værket.

GREGERS. Så får jeg vel ønske Dem til lykke da som en god stedsøn.

FRU SØRBY. Tak skal De ha’, hvis De mener noget med det. Og jeg håber da det, at det skal bli’ til lykke både for Werle og for mig.

RELLING. Det kan De trøstig håbe. Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, – så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde.

FRU SØRBY. Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også.

RELLING. Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.

FRU SØRBY. Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig. Den mand, som det gør, han får ta’ følgerne.

RELLING. Ikveld går jeg ud med Molvik.

FRU SØRBY. Det skulde De ikke, Relling. Gør ikke det; – for min skyld.

RELLING. Der er ikke andet for. (Til Hjalmar.) Vil du være med, så kom.

GINA. Nej tak. Ekdal går ikke med på den slags apartementer.

HJALMAR (arrig, halvhøjt). Å så ti da!

RELLING. Farvel, fru Werle. (Går ud gennem gangdøren.)

GREGERS (til fru Sørby). Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden temmelig nøje.

FRU SØRBY. Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha’ ble’t til noget af hvert imellem os to.

GREGERS. Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.

FRU SØRBY. Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta’t mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.

GREGERS. Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la’ min far få et nys om dette gamle bekendtskab?

FRU SØRBY. De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv.

GREGERS. Så?

FRU SØRBY. Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.

GREGERS. Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg.

FRU SØRBY. Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med.

HJALMAR. Hvad siger du til det, Gina.

GINA. Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden.

FRU SØRBY. Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt dølgsmål på noget for sit vedkommende. Se, det er det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig så åbent som et barn. Det har han aldrig havt lejlighed til før. Han, den sunde livskraftige mand, fik hele sin ungdom og alle sine bedste år igennem ikke høre andet end straffeprækener. Og mangen gang drejed de prækener sig on de mest indbildte forgåelser, – efter hvad jeg har lad’t mig sige.

GINA. Ja, det er rigtignok så sandt, som det er sagt.