Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

TREDJE HANDLING

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT

(hugger på en stor furu med krigede grene)

 
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.
 

(Hugger igjen.)

 
Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldri så stærk. —
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ – !
 

(Bryder med engang tvert af.)

 
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. —
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. —
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. —
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.
 

(Hugger en stund ilsomt.)

 
Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nære dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén
vil du mure dig hus, må du brydte sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. —
 

(Øksen synker; han ser frem for sig.)

 
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmed folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.
 

(Ler i harme.)

 
Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!
 

(Hugger hvast.)

 
En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte
 

(ser opad træet).

 
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter ehele sin længde; —
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
 

(Giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse.)

 
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.
 

(Dukker bag træet og kiger frem.)

 
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter – ?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud. —
Der setter han på sprang med næven i en klud.
 

(Rejser sig.)

 
Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg – ! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. —
Men hugge – ? For altid skille sig ved – ?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med, —
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
 

(Ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen.)

__________________________

(En stue nede hos ÅSE. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. ÅSE og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

(render til den ene side)

 
Kari, hør her!
 

KONEN

 
Hvad godt?
 

ÅSE

(på den anden side)

 
Hør her – !
Hvor ligger – ? Hvor finder jeg – ? Svar mig; hvor er – ?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?
 

KONEN

 
I nøglehullet
 

ÅSE

 
Hvad er det som ramler?
 

KONEN

 
Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.
 

ÅSE

(grædende)

 
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
 

(Sætter sig på sengekanten.)

 
Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten; —
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.
 

KONEN

 
Her i stuen får I dog sidde til jer død.
 

ÅSE

 
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!
 

KONEN

 
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.
 

ÅSE

 
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!
 

KONEN

 
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.
 

ÅSE

 
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten
 

(farer op).

 
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?
 

KONEN

 
Der, blant det andre skrammel
 

ÅSE

(roder om)

 
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
«Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!
 

KONEN

 
Jeg mener, det trængs
 

ÅSE

 
Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —
 

(glad).

 
To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
 

KONEN

 
Ja, rigtig har de det.
 

ÅSE

 
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —
den, han har på, er så slidt og tyndt.
 

KONEN

 
Men kors, moer Åse, det er visst synd!
 

ÅSE

 
Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.
 

__________________________

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT

(ler imellemstunder)

 
Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. —
De kommer med mørke; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pussler, i asken vi rager,
gjennem piben vi russler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?
 

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG

 
Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.
 

PEER GYNT

 
Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!
 

SOLVEJG

 
Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.
 

PEER GYNT

 
Men faer din?
 

SOLVEJG

 
På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.
 

PEER GYNT

 
Solvejg, du vene, —
for at komme til mig?
 

SOLVEJG

 
Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.
 

(I gråd.)

 
Værst var det at slippe min lille syster; —
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; —
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, – alle!
 

PEER GYNT

 
Og kende du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.
 

SOLVEJG

 
Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?
 

PEER GYNT

 
Og ved du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
 

SOLVEJG

 
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem
 

PEER GYNT

 
Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt —
 

SOLVEJG

 
Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse,
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.
 

PEER GYNT

 
Og ved du det visst? For alle dine dage?
 

SOLVEJG

 
Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.
 

PEER GYNT

 
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.
 

(Han lukker opp; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

PEER GYNT

 
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
 

(Han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

KVINDEN

 
Godkveld, Peer rapfod!
 

PEER GYNT

 
Hvad godt? Hvem der?
 

KVINDEN

 
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.
 

PEER GYNT

 
Så? Det er mer, end jeg ved.
 

KVINDEN

 
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.
 

PEER GYNT

(vil gå)

 
Jeg har bråhast —
 

KVINDEN

 
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
 

PEER GYNT

 
I mistaer jer, moer!
 

KVINDEN

 
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.
 

PEER GYNT

 
Jeg lovte – ? Hvad fanden er det for snak?
 

KVINDEN

 
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt – ?
 

PEER GYNT

 
Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
 

KVINDEN

 
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
 

(Til ungen.)

 
Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.
 

PEER GYNT

 
Faer? Er du drukken? Kalder dum ham – ?
 

KVINDEN

 
Du kan da vel kende grisen på skidet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?
 

PEER GYNT

 
Vil du bilde mig ind – ?
 

KVINDEN

 
Vil du vrigle dig bort —
 

PEER GYNT

 
Den langbente ungen – !
 

KVINDEN

 
Han er vokset fort.
 

PEER GYNT

 
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud – ?
 

KVINDEN

 
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
 

(Grædende.)

 
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så ven, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet; —
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
 

PEER GYNT

 
Vig fra mig, din troldheks!
 

KVINDEN

 
Ja, se om jeg gør!
 

PEER GYNT

 
Jeg skal slå dig i skallen – !
 

KVINDEN

 
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl, —
blir du kælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, —
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!
 

PEER GYNT

 
Din helvedes mare!
 

KVINDEN

 
Men der er s’gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fandt!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
 

UNGEN

(spytter på ham)

 
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!
 

KVINDEN

(kysser ungen)

 
Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din opp af dage når du engang vokser op!
 

PEER GYNT

(stamper)

 
Gid I var så langt – !
 

KVINDEN

 
Som vi nu er nær?
 

PEER GYNT

(knuger hænderne)

 
Og alt dette – !
 

KVINDEN

 
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!
 

PEER GYNT

 
Værst for en anden! —
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
 

KVINDEN

 
Å ja; det svir til de skyldfri, sa’e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
 

(Hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)

PEER GYNT

(efter en lang taushed)

 
Gå udenom, sa’e Bøjgen. En får så her. —
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. —
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Neb det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøy ude af syne. —
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
krævbe, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strake arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, —
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. —
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt —
 

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen).

 
Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge – ?
 

(Kaster øksen fra sig).

 
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
 

SOLVEJG

(i døren)

 
Kommer du?
 

PEER GYNT

(halvhøjt)

 
Udenom!
 

SOLVEJG

 
Hvad?
 

PEER GYNT

 
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
 

SOLVEJG

 
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
 

PEER GYNT

 
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
 

SOLVEJG

 
Men ikke for langt, du!
 

PEER GYNT

 
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.
 

SOLVEJG

(nikker efter ham)

 
Ja, vente!
 

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

__________________________

(ÅSEs stue. Aften. En stokild brænder og lyser på skorsteinen. Katten på en stol ved sengefoden. ÅSE ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

ÅSE

 
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Å, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
 

PEER GYNT

 
Godkveld!
 

ÅSE

 
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.
 

PEER GYNT

 
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se hernede.
 

ÅSE

 
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!
 

PEER GYNT

 
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
 

ÅSE

 
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
 

PEER GYNT

(vrider på sig og går oppover gulvet)

 
Se så! Fra det tuge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri – !
Er du kold på fødder og hænder?
 

ÅSE

 
Ja, Peer; det er snart forbi. —
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, ladd den bli gild,
Å nej, der er sandt —
 

PEER GYNT

 
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.
 

ÅSE

 
Ja, ja
 

(ser uroligt om i stuen).

 
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt
 

PEER GYNT

(med et vrid)

 
Jeg ved, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
 

ÅSE

 
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimlig nok, du var yr!
 

PEER GYNT

 
Ja, ja; lad den rægelen fare.
Lad dare den hele dag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden-en anden dag.
 

(Sætter sig på sengekanten.)

 
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, —
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast, —
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?
 

ÅSE

 
Den bær sig så stygt om natten;
du ved, hvad det varsel, du!
 

PEER GYNT

(afbøjende)

 
Hvad er her for nyt i bygden?
 

ÅSE

(smilende)

 
De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden —
 

PEER GYNT

(hurtigt)

 
Mads Moen, slår han sig tilfreds?
 

ÅSE

 
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; —
du, Peer, vidste kanske råd —
 

PEER GYNT

 
Men smeden, hvor er han havnet?
 

ÅSE

 
Å ti med den sidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du ved —
 

PEER GYNT

 
Nej, nu vil vi sammen snakke, —
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skake,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut!
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengetok
og bredte over mig felden,
og sang både stev og lok?
 

ÅSE

 
Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart for.
Felden var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.
 

PEER GYNT

 
Ja, men det allerbedste, —
moer, kan du minds det med? —
det var dog de glupe heste —
 

ÅSE

 
Ja, mener du ikke jeg vet – ?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol —
 

PEER GYNT

 
Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.
 

ÅSE

 
Der fremme i dumpen jeg kneiste —
 

PEER GYNT

 
Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, —
du var dog en kærlig sjæl – !
Hvad ynker du for?
 

ÅSE

 
For ryggen;
det volder den hårde fjæl.
 

PEER GYNT

 
Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.
 

ÅSE

(urolig)

 
Nej, Peer, jeg vil flytte!
 

PEER GYNT

 
Flytte?
 

ÅSE

 
Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.
 

PEER GYNT

 
Du snakker! Bred over dig felden.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok
 

ÅSE

 
Hent heller postillen i kottet;
jeg er urolig tilsinds.
 

PEER GYNT

 
I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos kongen og prins.
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo —
 

ÅSE

 
Men, snille Peer, er jeg buden?
 

PEER GYNT

 
Ja, det er vi begge to.
 

(Kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)

 
Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!
 

ÅSE

 
Kære Peer, hvad er det som ringer – ?
 

PEER GYNT

 
De blanke dumbjelder, moer!
 

ÅSE

 
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
 

PEER GYNT

 
Nu kører vi over en fjord.
 

ÅSE

 
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?
 

PEER GYNT

 
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.
 

ÅSE

 
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?
 

PEER GYNT

 
Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre du danser?
 

ÅSE

 
Ja.
 

PEER GYNT

 
Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.
 

ÅSE

 
Hilser han?
 

PEER GYNT

 
Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.
 

ÅSE

 
Vin! Har han også kager?
 

PEER GYNT

 
Jada! Et smækfuldr fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.
 

ÅSE

 
Å kors; kommer vi to sammen?
 

PEER GYNT

 
Så tidt og så jævnt du vil.
 

ÅSE

 
Å nei da, Peer, for en gammen
du kjører mig, stakkar til!
 

PEER GYNT

(smækker med pisken)

 
Hyp; vil du rappe dig, Svarten!
 

ÅSE

 
Kære Peer, du kører vel ret?
 

PEER GYNT

(smækker igjen)

 
Her er brede vejen.
 

ÅSE

 
Den farten
den gør mig låk og træt.
 

PEER GYNT

 
Der ser je slottet sig højne;
om lidt så er kørslen slut.
 

ÅSE

 
Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!
 

PEER GYNT

 
Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porte de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skjældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. —
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit
 

(med dyp stemme).

 
«Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!»
 

(Ler højt og vender sig om til moderen.)

 
Ja,var det ikke det jeg vidste?
Nu blev der en anden dans
 

(angst).

 
Hvorfor ser du, om øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans – !
 

(går op til hovedgærdet).

 
Du skal ikke likke og glane! —
Snak, moer; det er mig, din gut!
 

(Føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han snoren bort på stolen pg siger dempet:)

 
Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.
 

(Lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)

 
Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! —
Men nu får du takke tilbage —
 

(trykker kinden mod hendes mund).

 
Se så, det var tak for skyds.
 

HUSMANDSKONE

 
Hvad? Peer! Nå, så er vi over
den tungeste sorg og nød!
Herregud, hvor godt hun sover —
eller er hun – ?
 

PEER GYNT

 
Hys, hun er død.
 

(Kari græder ved liget. Peer Gynt gåt længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)

PEER GYNT

 
Får moer med ære begravet.
Jeg får friste at fare herfra.
 

KONEN

 
Skal du langvejs fare?
 

PEER GYNT

 
Mod havet.
 

KONEN

 
Så langt!
 

PEER GYNT

 
Og lenger endda
 

(han går).