Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

ANDEN HANDLING

(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen. Peer Gynt går ilsomt og uvillig langs stien, Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde han tilbage.)

PEER GYNT

 
Gå ifra mig!
 

INGRID

(grædende)

 
Efter dette!
Hvor?
 

(vrider hænderene)

 
O, hvad svig!
 

PEER GYNT

 
Unyttig trætte.
Hver får gå sin egen vej.
 

INGRID

 
Brot – og brot igen os binder!
 

PEER GYNT

 
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, —
uden en—!
 

INGRID

 
Hvem er den ene?
 

PEER GYNT

 
Ikke dig.
 

INGRID

 
Hvem er det da?
 

PEER GYNT

 
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faren din!
 

INGRID

 
Kære, vene – !
 

PEER GYNT

 
Ti!
 

INGRID

 
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
 

PEER GYNT

 
Kan og vil.
 

INGRID

 
Lokke først, – og så forskyde!
 

PEER GYNT

 
Og hvad kår har du at byde?
 

INGRID

 
Hægstad gård og mere til.
 

PEER GYNT

 
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
Holder du din moer i stakken?
Svar!
 

INGRID

 
Nej; men – ?
 

PEER GYNT

 
Gik du til presten
nu ivår da?
 

INGRID

 
Nej, men Peer – ?
 

PEER GYNT

 
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?
 

INGRID

 
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet – !
 

PEER GYNT

 
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!
 

INGRID

 
Nej, men —
 

PEER GYNT

 
Hvad er så resten!?
 

(Vil gå.)

INGRID

(træder ivejen)

 
Ved du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?
 

PEER GYNT

 
Får då være.
 

INGRID

 
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig —
 

PEER GYNT

 
Har ej råd.
 

INGRID

(brister i tårer)

 
O, du lokked – !
 

PEER GYNT

 
Du var villig!
 

INGRID

 
Trøstløs var jeg!
 

PEER GYNT

 
Jeg var yr.
 

INGRID

(truende)

 
Ja, men boden blir dig dyr!
 

PEER GYNT

 
Dyrest bod får kaldes billig.
 

INGRID

 
Står du fast ved dit?
 

PEER GYNT

 
Som sten.
 

INGRID

 
Godt; så se da, hvem som vinder!
 

(Går nedover.)

PEER GYNT

(tier en stund; med et skriger han)

 
Djævelen stå i alt, som minder!
Djævelen stå i alle kvinder!
 

INGRID

(drejer hovedet og råber hånligt op)

 
Uden en.
 

PEER GYNT

 
Ja; uden en.
 

(De går hver sin vej.)

(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. ÅSE, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)

ÅSE

(fægter med armene og river sig i håret)

 
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
 

(Vender sig til Solvejg.)

 
Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
Han, som stødt for med løgn og digt; —
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldri har prøvet et dugeligt værk; —
han – ! En kunde både græde og le! —
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manen min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vår velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! Så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
 

(Forfærdet igen.)

 
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Der oppe på haugen – !
 

(Løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til.)

ÅSE

 
Ikke spor at se!
 

MANDEN

(stille)

 
Det er værst for ham.
 

ÅSE

(grædende)

 
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
 

MANDEN

(nikker mildt)

 
Ja, rigtig. Fortabt.
 

ÅSE

 
Nej, snak ikke slig!
Han er glup. Der er ingen ham lig.
 

MANDEN

 
Du dårlige kvinde!
 

ÅSE

 
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra’!
 

MANDEN

(altid dæmpet og med milde øjne)

 
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
 

ÅSE

(angst)

 
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
 

MANDEN

 
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
 

ÅSE

(ivrig)

 
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
 

KONEN

 
Kors, I er gal?
 

MANDEN

 
Hvad siger I, moer?
 

ÅSE

 
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe —
 

MANDEN

 
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
 

ÅSE

(skriger)

 
Kors i Jesu navn!
 

MANDEN

 
Under mestermands hænder,
tør ske, at hans sind sig til anger vender.
 

ÅSE

(fortumlet)

 
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
 

MANDEN

 
Frelse hans sjæl.
 

ÅSE

 
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.
 

MANDEN

 
Hm! – Her er fævej —
 

ÅSE

 
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tilrette!
 

MANDEN

 
Det er kristenpligt.
 

ÅSE

 
Tvi; da er de hedningnger alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre —
 

MANDEN

 
De har kendt ham for godt.
 

ÅSE

 
Han var dem for gild!
 

(Vrider hænderne.)

 
Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!
 

MANDEN

 
Her er spor af mandefod.
 

ÅSE

 
Her må vi lede!
 

MANDEN

 
Under sæteren vor vil vi flokken sprede.
 

(Han og konen går foran.)

SOLVEJG

(til ÅSE)

 
Fortæl mig lidt mere.
 

ÅSE

(tørrer øjnene)

 
Om sønnen min?
 

SOLVEJG

 
Ja; – alting!
 

ÅSE

(smiler og knejser med nakken)

 
Alting? – Træt blev du da!
 

SOLVEJG

 
Før blir I træt af talen at føre,
end jeg af at høre.
 

__________________________

(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent på dagen.)

PEER GYNT

 
Hele sognet er efter i en flok!
De har væbnet sig både med rifle og stok..
Fremst kan en høre Hægstadgubben tude. —
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en smed!
Det er liv! En blir bjørn i hver et led.
 

(Slår om sig og springer ivejret.)

 
Bryde, vælte, stemme fossen imod!
Slå! Rykke furuen op med rod!
Det er liv! Det kan både hærde og højne!
Til helved med alle de vasne løgne!
 

TRE SÆTERJENTER

(løber over bakkerne, skrigende og syngende)

 
Trond i Valdfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore??
 

PEER GYNT

 
Hvem skriger I efter?
 

JENTERNE

 
Efter trold! Efter trold!
 

FØRSTE JENTE

 
Trond! Far med lempe!
 

ANDEN

 
Bård! Far med vold!
 

TREDJE JENTE

 
I sælet står alle koverne tomme!
 

FØRSTE JENTE

 
Vold er lempe.
 

ANDEN JENTE

 
Og lempe er vold!
 

TREDJE JENTE

 
Fattes der gutter, en leger med trold!
 

PEER GYNT

 
Hvor er gutterne da?
 

ALLE TRE

(skoggerleende)

 
De kan ikke komme.
 

FØRSTE JENTE

 
Min kaldte mig både for kærest og frenke.
Nu er han gift med en halvgammel enke.
 

ANDEN JENTE

 
Min mødte en tatertøs nord i lien.
Nu traver de to på fantestien.
 

TREDJE JENTE

 
Min tog løsungen vor afdage.
Nu står hans hoved og griner på en stage.
 

ALLE TRE

 
Trond I Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i arme vore?
 

PEER GYNT

(står med et spring imellem dem)

 
Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut!
 

JENTERNE

 
Er du slig karl, du?
 

PEER GYNT

 
I får dømme tilslut!
 

FØRSTE JENTE

 
Til sælet! Til sælet!
 

ANDEN JENTE

 
Vi har mjød!
 

PEER GYNT

 
Lad den flomme!
 

TREDJE JENTE

 
Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme!
 

ANDEN JENTE

(kysser ham)

 
Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.
 

TREDJE JENTE

(ligeså)

 
Som barneøjne fra svarteste tjernet.
 

PEER GYNT

(danser i flokken)

 
Hugen sturen og tanken kåd.
I øjet latter; i halsen gråd!
 

JENTERNE

(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)

 
Trond i Valsfjerldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
 

(De danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)

__________________________

(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om. Peer Gynt kommer yr og forvildet.)

PEER GYNT

 
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnede port!
Stå! Vil du stå! Det rygger
længer og længer bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt;
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. —
Hvad er det for stammer og rødder,
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden. —
En bændende glohed ring – !
Jeg kan ikke mindesm hvem fanden
der brænedte mig den omkring!
 

(Segner ned.)

 
Flukt over Gjendin-eggen.
Digt og forbannet løgn!
Opover bratteste væggen
med bruden – og drukken et døgn;
jaget af høg og glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; —
løgn og forbandet digt!
 

(Stirrer længe opad.)

 
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl til knæs!
 

(Springer ivejret.)

 
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over seterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins!
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter – !
Jo, kanske jeg svipper derned. —
Hvad nu da? De bruneørne – ?
Jeg mener fanden dem tog! —
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog:
det vokser sig op af gruset; —
se, porten vidåpen står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygdte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivryggen mod sit glas; —
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i kans. —
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; der er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
hurra for den gynske æt!
Hvad er det for ståk og stønn?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råbder på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
 

(Springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende.)

__________________________

(En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.)

DEN GRØNKLÆDTE

(standser og vender sig)

 
Er det sandt?
 

PEER GYNT

(skærer med fingeren over struben)

 
Så sandt, som jeg heder Peer; —
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldri skal jeg dig i håret trække —
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Ikke slå mig heller?
 

PEER GYNT

 
Nej, var det ligt?
Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Er du kongsøn?
 

PEER GYNT

 
Ja.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Jeg er Dovrekongens datter.
 

PEER GYNT

 
Er du det? Se, se; det træffter jo godt.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Inde i Ronden har faer min sin slot.
 

PEER GYNT

 
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Kjender du faer min? Han heder kong Brose.
 

PEER GYNT

 
Kjender du moer min? Hun heder dronning Åse.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
 

PEER GYNT

 
De raport, bare moer min taer på at skælde.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
 

PEER GYNT

 
Moer min kan ride gennem strideste elven.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Har du anden klædning, end fillerne der?
 

PEER GYNT

 
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Jeg går til hverdags i guld og silke.
 

PEER GYNT

 
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Ja, det er et du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
 

PEER GYNT

 
Ja, er det ikke akkurat slig hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos;
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Svart tykkes hvidt, og stygt tykkes vent.
 

PEER GYNT

 
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent!
 

DEN GRØNKLÆDTE

(falder ham om halsen)

 
Ja, Peer, så ser jeg, vi to passer sammen!
 

PEER GYNT

 
Som benet og brogen; som håret og kammen.
 

DEN GRØNKLÆDTE

(råber bort i liden)

 
Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min
 

(en kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager den grønklædte foran sig).

PEER GYNT

 
Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
Rap dig, rap dir, min ganger god!
 

DEN GRØNKLÆDTE

(kjælen)

 
Ak, nylig gik jeg så stur og mod – .
Nej, en ved aldri hvad edr kan hændes!
 

PEER GYNT

(prygler grisen og traver afsted)

 
På ridestellet skal storfolk kendes!
 

__________________________

(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham. Stærk røre i salen.)

HOFTROLDENE

 
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
 

EN TROLDUNGE

 
Må jeg skjære ham i fingeren?
 

EN ANDEN TROLDUNGE

 
Må jeg rive ham i håret?
 

EN TROLDJOMFRU

 
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
 

TROLDHEKS

(med en slev)

 
Skal han lages til sod og sø?
 

EN ANDEN TROLDHEKS

(med retterkniv)

 
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
 

DOVREGUBBEN

 
Isvand i blodet!
 

(Vinker sine fortrolige nærmere sig.)

 
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.
 

(Til Peer Gynt.)

 
Altså, det er min datter, du kræver?
 

PEER GYNT

 
Din datter og riget i medgift, ja.
 

DOVREGUBBEN

 
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.
 

PEER GYNT

 
Det er jeg nøjd med.
 

DOVREGUBBEN

 
Ja, stop, min gut; —
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.
 

PEER GYNT

 
Får eg kaldes for konge, så holder det let.
 

DOVREGUBBEN

 
Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve —
 

(reiser dig i sædet).

DET ÆLDSTE HOFTROLD

(til Peer Gynt)

 
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!
 

DOVREGUBBEN

 
Hva er forskellen mellem trold og mand?
 

PEER GYNT

 
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —
ligeså hos os, hvis bare de turde.
 

DOVREGUBBEN

 
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. —
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»
 

HOFTROLDET

(til Peer Gynt)

 
Øjner du dybden?
 

PEER GYNT

 
Det tykkes mig tåget.
 

DOVREGUBBEN

 
«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.
 

PEER GYNT

(river sig bag øret)

 
Nej, men —
 

DOVREGUBBEN

 
Det må, skal du her vorde herre!
 

PEER GYNT

 
Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre —
 

DOVREGUBBEN

 
Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
 

(Han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke.)

 
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.
 

PEER GYNT

(støder sagerne fra sig)

 
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
 

DOVREGUBBEN

 
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
 

PEER GYNT

(grundende)

 
Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
 

(Føjer sig.)

DOVREGUBBEN

 
Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
 

PEER GYNT

 
En får håbe på vanens magt.
 

DOVREGUBBEN

 
Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
 

PEER GYNT

(vred)

 
Jeg har ingen hale!
 

DOVREGUBBEN

 
Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
 

PEER GYNT

 
Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
 

DOVREGUBBEN

 
Bejl aldri til datter min med bagen bar.
 

PEER GYNT

 
Gøre mennesker til dyr!
 

DOVREGUBBEN

 
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
 

PEER GYNT

(betænksomt)

 
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
 

DOVREGUBBEN

 
Du est en medgørlig fyr.
 

HOFTROLDET

 
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
 

PEER GYNT

(arrig)

 
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
 

DOVREGUBBEN

 
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
 

PEER GYNT

 
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
 

DOVREGUBBEN

 
Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. —
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
 

(Spil og dans.)

HOFTROLDET

 
Hvad tykkes dig?
 

PEER GYNT

 
Tykkes? Hm —
 

DOVREGUBBEN

 
Tal uden frygt!
Hvad ser du?
 

PEER GYNT

 
Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stutthoser tripper en purke dertil.
 

HOFTROLDENE

 
Æd ham!
 

DOVREGUBBEN

 
Husk, han har menneskesanser!
 

TROLDJOMFRUER

 
Hu, riv af ham både øre og øje!
 

DEN GRØNKLEDTE

(grædende)

 
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
 

PEER GYNT

 
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
 

DEN GRØNKLEDTE

 
Tør du bande på det?
 

PEER GYNT

 
Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
 

DOVREGUBBEN

 
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, —
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
 

PEER GYNT

 
Hvad vil du gjøre?
 

DOVREGUBBEN

 
I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden —
 

PEER GYNT

 
Er du drukken?
 

DOVREGUBBEN

(lægger noge skarpe redskaper på bordet)

 
Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør —
 

PEER GYNT

 
Det er galmands snakk!
 

DET ÆLDSTE HOFTROLD

 
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
 

DOVREGUBBEN

 
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
 

PEER GYNT

 
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
 

DOVREGUBBEN

 
Ingensinde, min ven.
 

PEER GYNT

 
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
 

DOVREGUBBEN

 
Hvad vil du udenfor?
 

PEER GYNT

 
Gå min vej.
 

DOVREGUBBEN

 
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
 

PEER GYNT

 
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
 

DOVREGUBBEN

 
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
 

PEER GYNT

 
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; —
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, —
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
 

DOVREGUBBEN

 
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær —
 

PEER GYNT

 
Det er løgn i din hals!
 

DOVREGUBBEN

 
Du må hende ægte.
 

PEER GYNT

 
Tør du sige mig på, at – ?
 

DOVREGUBBEN

 
Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
 

PEER GYNT

(blæser)

 
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
 

DOVREGUBBEN

 
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen —
 

PEER GYNT

 
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Min Peer, du er faer før året hælder.
 

PEER GYNT

 
Luk op; jeg skal ud.
 

DOVREGUBBEN

 
I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
 

PEER GYNT

(tørrer sveden af sig)

 
Gid jeg var vågnet!
 

DOVREGUBBEN

 
Skal han skikkes til kongsgården?
 

PEER GYNT

 
Skik han på sognet!
 

DOVREGUBBEN

 
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort —
 

PEER GYNT

 
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; —
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
 

(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)

DOVREGUBBEN

(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)

 
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
 

TROLDUGERNE

 
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
 

DOVREGUBBEN

 
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
 

(Går.)

PEER GYNT

(jaget af troldungerne)

 
Slip mig, djævelstøj!
 

(Vil op gennem skorstenspiben.)

TROLDUNGERNE

 
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
 

PEER GYNT

 
Au!
 

(Vil ned gennem kælderlemmen.)

TROLDUNGERNE

 
Stæng alle ridser!
 

HOFTROLDET

 
Hvor de morer sig, de små!
 

PEER GYNT

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)

 
Vil du slippe, dit skarn!
 

HOFTROLDET

(slår ham over fingrene)

 
Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!
 

PEER GYNT

 
Et rottehul – !
 

(Løber derhen.)

TROLDUGERENE

 
Nissebroer! Det må du spærre!
 

PEER GYNT

 
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
 

TROLDUNGERENE

 
Flæng ham!
 

PEER GYNT

 
Ak, den der var liden, som en mus!
 

(Løber om.)

TROLDUNGERENE

(myldrere omkring ham)

 
Stæng gærde! Stæng gærde!
 

PEER GYNT

(grædende)

 
Ak; var jeg en lus
 

(han falder).

TROLDUNGERENE

 
Ni i synet på ham!
 

PEER GYNT

(begravet i trolddyngen)

 
Hjælp, moer, jeg dør!
 

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

TROLDUNGERENE

 
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
 

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

__________________________

(Bælmørke.)

(Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)

PEER GYNT

 
Giv svar! Hvem er du?
 

STEMMEN

 
Mig selv.
 

PEER GYNT

 
Af vejen!
 

STEMMEN

 
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
 

PEER GYNT

(vil igennem på et andet sted, men støder imod)

 
Hvem er du?
 

STEMMEN

 
Mig selv. Kan du sige det samme?
 

PEER GYNT

 
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
 

(Slår og hugger.)

 
Hvem er du?
 

STEMMEN

 
Mig selv.
 

PEER GYNT

 
Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?
 

STEMMEN

 
Den store Bøjgen.
 

PEER GYNT

 
Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af veien, Bøjg!
 

STEMMEN

 
Gå undenom, Peer!
 

PEER GYNT

 
Igennem!
 

(Slår og hugger.)

 
Han faldt!
 

(Vil frem, men støder imod.)

 
Hå, ha! Er her fler?
 

STEMMEN

 
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
 

PEER GYNT

(kaster grenen)

 
Værget er troldsmurt; men jeg har næver!
 

(Slår dig igennem.)

STEMMEN

 
Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
 

PEER GYNT

(kommer igjen)

 
Atter og fram, det er lige langt; —
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen. —
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
 

STEMMEN

 
Bøjgen
 

PEER GYNT

(famler omkring)

 
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne!
 

(Skriker.)

 
Slå fra dig!
 

STEMMEN

 
Bøjgen er ikke gal.
 

PEER GYNT

 
Slå!
 

STEMMEN

 
Bøjgen slår ikke.
 

PEER GYNT

 
Kæmp! Du skal!
 

STEMMEN

 
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
 

PEER GYNT

 
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. —
Nu snorker han! Bøjg!
 

STEMMEN

 
Hvad godt?
 

PEER GYNT

 
Brug vold!
 

STEMMEN

 
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
 

PEER GYNT

(bider sig i arme og hænder)

 
Klør og flænger tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
 

(Der høres som vingeslag af store fugle.)

FUGLESKRIG

 
Kommer han, Bøjg?
 

STEMMEN

 
Ja; fod for fod.
 

FUGLESKIG

 
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
 

PEER GYNT

 
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
 

FUGLESKRIG

 
Han vinner!
 

STEMMEN

 
Vi har ham.
 

FUGLESKRIG

 
Systre! Skyd fart!
 

PEER GYNT

 
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.
 

(Synker sammen.)

FUGLESKRIG

 
Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!
 

(Klokkeringning og salmesang høres langt borte.)

BØJGEN

(svinder in til intet og siger i et gisp)

 
Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.
 

__________________________

(Soloppgang. På fjeldet udenfor ÅSEs sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

PEER GYNT

(vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter)

 
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
 

(Spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)

 
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
 

HELGA

 
Det er Solvejg —
 

PEER GYNT

(springer op)

 
Hvor er hun?
 

HELGA

 
Bag sætervæggen
 

SOLVEJG

(skjult)

 
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.
 

PEER GYNT

(standser)

 
Kanske du er ræd, jeg skal ta’e dig i fang?
 

SOLVEJG

 
Skam dig!
 

PEER GYNT

 
Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
 

SOLVEJG

 
Da var det vel, der blev ringet med klokker.
 

PEER GYNT

 
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —
Hvad siger du?
 

HELGA

(grædende)

 
Å, hun taer benene fat!
 

(Løber efter.)

 
Vent!
 

PEER GYNT

(griber hende i armen)

 
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få, —
bare snak godt for mig!
 

HELGA

 
Slip; lad mig gå!
 

PEER GYNT

 
Der har du den.
 

HELGA

 
Slip; der står nistebommen!
 

PEER GYNT

 
Gud nåde dig, hvis du ej – !
 

HELGA

 
Uf, du skræmmer mig!
 

PEER GYNT

(spag; slipper hende)

 
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
 

(Helga løber.)