Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

HJALMAR. Gå ud. (Han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.)

HJALMAR (med hånden på dørvrideren, siger til Gina): I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, ønsker jeg at forskånes for uvedkommende. (Går ind i stuen.)

HEDVIG (med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende): Er det mig?

GINA. Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej, – gå heller ind i kammerset til dig selv. (Taler til Hjalmar, idet hun går ind til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved, hvor al tingen ligger.

HEDVIG (står et øjeblik urørlig, i angst og rådviidhed, bider laeberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun krampagtigt hænderne og siger sagte): Vildanden!

(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter sig.)

(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.)

HJALMAR (kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer, som han lægger på bordet). Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende ting, jeg får at slæbe med mig.

GINA (følger efter med vadsækken). Men så la’ alt det andre ligge så længe; og ta’ bare med dig en skjorte og et par underbukser.

HJALMAR. Puh, – disse anstrængende forberedelser – ! (Trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen.)

GINA. Og så står kaffien og blir kold også.

HJALMAR. Hm. (Drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en.)

GINA (tørrer stoleryggene af). Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne.

HJALMAR. Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?

GINA. Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg.

HJALMAR. Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi’ afkald på.

GINA (støver af i reolen). Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?

HJALMAR. Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pistolen!

GINA. Vil du ha’ den pigstolen med dig?

HJALMAR. Ja. Min ladte pistol.

GINA (søger efter den). Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind.

HJALMAR. Er han på loftet?

GINA. Ja visst er han på loftet?

HJALMAR. Hm, – den ensomme gubbe. (Han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker kaffekoppen ud.)

GINA. Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha’ flyttet der ind.

HJALMAR. Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som – ! Aldrig, – aldrig!

GINA. Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.

HJALMAR. Aldrig indenfor disse mure!

GINA. Nå, men nede hos Relling og Molvik da?

HJALMAR. Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem. – Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, – gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig.

GINA. Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.

HJALMAR. Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må Skaffes tilveje. (Tar et andet stykke smørrebrød.) Der må gøres anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller. (Søger efter noget på brettet.)

GINA. Hvad er det du ser efter?

HJALMAR. Smør.

GINA. Smør skal straks komme. (Går ud i køkkenet.)

HJALMAR (råber efter hende). Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.

GINA (bringer en smørskål). Se her; det skal være nykærnet. (Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker en stund i taushed.)

HJALMAR. Vilde jeg, uden at bli’ overhængt af nogen – af nogen som helst, – kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?

GINA. Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.

HJALMAR. For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart.

GINA. Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre.

HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig). Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede forhold. Jeg må område mig; jeg må ha’ pusterum; jeg kan ikke bære alle byrderne på en eneste dag.

GINA. Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.

HJALMAR (flytter på grossererens brev). Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.

GINA. Ja jeg har ikke rørt det.

HJALMAR. Mig kommer jo den papirlap ikke ved —

GINA. Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig.

HJALMAR. – men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let —

GINA. Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal.

HJALMAR. Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug af det.

GINA (sukker). Ja, stakkers gamle far —

HJALMAR. For en sikkerheds skyld – . Hvor finder jeg noget klister?

GINA (går til reolen). Her står klisterpotten.

HJALMAR. Og så en pensel.

GINA. Her er penselen også. (Bringer ham sagerne.)

HJALMAR (tar en saks). Bare en papirstrimmel på bagsiden – . (Klipper og klistrer.) Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det er ble’t tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig! (Gregers Werle kommer ind fra gangen.)

GREGERS (lidt forundret). Hvad, – sidder du her, Hjalmar?

HJALMAR (rejser sig hurtigt). Jeg var sunken ned af mathed.

GREGERS. Du har dog spist frokost, ser jeg.

HJALMAR. Også legemet gør stundom sine krav gældende.

GREGERS. Hvad har du så bestemt dig til?

HJALMAR. For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke.

GINA (lidt utålmodig). Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken?

HJALMAR (efter et ærgerligt sideblik mod Gregers). Pak, – og gør i stand!

GINA (tar vadsækken). Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da. (Går ind i stuen og trækker døren til efter sig.)

GREGERS (efter en kort taushed). Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’ enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå frå hus og hjem?

HJALMAR (driver urolig omkring). Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’ det godt og trygt og fredeligt omkring mig.

GREGERS. Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her er fast grund at bygge på, – og begynd så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen at leve for.

HJALMAR. Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med den.

GREGERS. Så?

HJALMAR. Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag —

GREGERS. Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.

HJALMAR. Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.

GREGERS. Relling?

HJALMAR. Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotograflen.

GREGERS. Aha, – det var Relling!

HJALMAR. Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den, – trode på den med barnesindets hele magt og styrke. – Ja, det vil sige, – jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den.

GREGERS. Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig!

HJALMAR. Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv.

GREGERS. Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig?

HJALMAR (uden at svare). Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.

GREGERS. Siger du, at det bare var en indbildning!

HJALMAR. Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil – ; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.

GREGERS. Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (Lytter.) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.

HJALMAR. Vildanden skræpper. Far er på loftet.

GREGERS. Er han det! (Giæde lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig!

HJALMAR. Å hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.

GREGERS. Hedvig kender visselig ikke til svig.

HJALMAR. Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha’ siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha’ ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.

GREGERS. Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!

HJALMAR. Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra mig, hvad tid og time de lyster.

GREGERS. Aldrig i verden går Hedvig fra dig.

HJALMAR. Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder – ? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta’ hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! – Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget belt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.

GREGERS. Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.

HJALMAR. Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente —

GREGERS (hurtigt). Ja, hvad da, tror du?

HJALMAR. Hvis jeg så spurte’hende: Hedvig, er du villig til at gi’ slip på livet for mig? (Ler spotsk.) Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik! (Et pistolskud høres inde på loftet.)

GREGERS (højt, i glæde). Hjalmar!

HJALMAR. Se så; nu går han på jagt også.

GINA (kommer ind). Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet alene.

HJALMAR. Jeg vil se ind —

GREGERS (levende, grebet). Bi lidt! Ved du, hvad det var?

HJALMAR. Ja visst ved jeg det.

GREGERS. Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!

HJALMAR. Hvilket vidnesbyrd?

GREGERS. Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.

HJALMAR. Skyde vildanden!

GINA. Nej, tænk – !

HJALMAR. Hvad skulde det til?

GREGERS. Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.

HJALMAR (blødt, bevæget). Å, det barn!

GINA. Ja, hvad hun kan finde på!

GREGERS. Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke hun kunde leve den foruden.

GINA (kæmper med gråden). Der kan du selv se, Ekdal.

HJALMAR. Gina, hvor er hun henne?

GINA (snøfter). Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.

HJALMAR (går hen, river køkkendøren op og siger): Hedvig, – kom! Kom ind til mig! (Ser sig om.) Nej, her er hun ikke.

GINA. Så er hun i det lille kammerset sit da.

HJALMAR (udenfor). Nej, her er hun heller ikke. (Kommer ind.) Hun må være gåt ud.

GINA. Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.

HJALMAR. Å gid hun bare snart vilde komme hjem, – så jeg rigtig kan få sagt hende – . Nu skal alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.

GREGERS (stille). Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske. (Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.)

HJALMAR (forbauset). Far! Er du der!

GINA. Var det i kammerset far skød?

EKDAL (harmfuld, nærmer sig). Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?

HJALMAR (spændt, forvirret). Det var altså ikke dig, som skød på loftet?

EKDAL. Skød jeg? Hm!

GREGERS (råber til Hjalmar). Hun har selv skudt vildanden, du!

HJALMAR. Hvad er dette her! (Skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt.) Hedvig!

GINA (løber mod døren). Jøss’, hvad er det!

HJALMAR (går ind). Hun ligger på gulvet!

GREGERS. Ligger Hedvig! (Ind til Hjalmar.)

GINA (samtidigt). Hedvig! (Ind på loftet.) Nej, nej, nej!

EKDAL. Hå-hå; går hun også på skytteri! (Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt mellem fingrene.)

HJALMAR (forstyrret). Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp!

GINA (løber ud på gangen og råber ned): Relling! Relling! Doktor Relling; fly’herop så fort De kan! (Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.)

EKDAL (stille). Skogen hævner.

HJALMAR (på knæ ved hende). Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig – : ja, ja, ja.

GINA (som er kommen ind igen). Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen – (Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.)

RELLING. Hvad er her på færde?

GINA. De siger, Hedvig har skudt sig.

HJALMAR. Kom her og hjælp!

RELLING. Skudt sig! (Han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.)

HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op på ham). Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?

RELLING. Hvorledes gik det til?

HJALMAR. Å, hvad ved jeg – !

GINA. Hun vilde skyde vildanden.

RELLING. Vildanden?

HJALMAR. Pistolen må være gåt af.

RELLING. Hm. Ja så.

EKDAL. Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. (Går ind på loftet og lukker efter sig.)

HJALMAR. Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting?

RELLING. Kuglen er gåt ind i brystet.

HJALMAR. Ja, men hun kommer sig da!

RELLING. Du ser vel, at Hedvig ikke lever.

GINA (brister i grad). Å barnet, barnet!

GREGERS (hæst). På havsens bund – .

HJALMAR (springer op). Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!

RELLING. Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.

HJALMAR. Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. (Hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende – ! (Knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der oppe – ! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!

GINA. Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.

MOLVIK. Barnet er ikke dødt; det sover.

RELLING. Sludder.

HJALMAR (blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig). Der ligger hun så stiv og stille.

RELLING (soger at løse pistolen). Den sidder så fast, så fast.

GINA. Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la’ pigstolen sidde.

HJALMAR. Hun skal få den med sig.

GINA. Ja, la’ hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta’ i med, Ekdal. (Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)

HJALMAR (mens de bærer). Å, Gina, Gina, holder du dette ud!

GINA. Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg.

MOLVIK (strækker armene ud og mumler): Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive —

RELLING (hvisker). Hold kæft, menneske; du er jo fuld. (Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.)

RELLING (går hen til Gregers og siger): Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud.

GREGERS (som har stat skrækslagen, i krampaytige rykninger). Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.

RELLING. Forladningen har svi’d kjolelivet. Hun må ha’ trykket pistolen lige imod brystet og fyret af.

GREGERS. Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham?

RELLING. Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?

GREGERS. Skulde ikke den vare og vokse for livet!

RELLING. Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema.

GREGERS. Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!

RELLING. Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!

GREGERS. Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve.

RELLING. Å, livet kunde være ganske bra’ alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring.

GREGERS (ser frem for sig). I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.

RELLING. Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse?

GREGERS (i færd med at gå). At være den trettende mand tilbords.

RELLING. Å fan’ tro det.