Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

ANDEN AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der – skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.)

(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.)

GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun): Hedvig!

HEDVIG (hører det ikke).

GINA (højere). Hedvig!

HEDVIG (tar hænderne fra og ser op). Ja, mor?

GINA. Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.

HEDVIG. Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!

GINA. Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne.

HEDVIG (lukker bogen). Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.

GINA (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet). Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag?

HEDVIG. Det var 1 krone og 65 øre.

GINA. Det er rigtig. (Noterer.) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost, – lad mig se – (noterer.) – og så var det til skinke – hm – (summerer.) Ja, der har vi straks —

HEDVIG. Og så kommer øllet til.

GINA. Ja, det forstår sig. (Noterer.) Det løber op; men det må jo til.

HEDVIG. Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.

GINA. Nej; og det var jo bra’. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne.

HEDVIG. Tænk, – blev det så meget!

GINA. Akkurat otte kroner og femti. (Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.)

HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle?

GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham. (Lidt efter.) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre.

HEDVIG. Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be’ fru Sørby om noget godt til mig.

GINA. Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro.

HEDVIG (tegner fremdeles). Lidt sulten er jeg næsten også. (Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.)

GINA. Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.

EKDAL. De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem – hm.

HEDVIG. Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?

EKDAL. Hele pakken her. Vil du bare se.

GINA. Det var jo bra’.

HEDVIG. Og i lommen har du også en pakke.

EKDAL. Så? Snak; det er ikke noget. (Sætter stokken fra sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina. (Trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.) Hys! (Kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren forsigtigt for.) He-he! De sover såmænd alle i hob. Og hun Selv har lagt sig i kurven. He-he!

HEDVIG. Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?

EKDAL. Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (Går mod den øverste dør til venstre). Jeg finder vel fyrstikker?

GINA. Fyrstikkerne står på kommoden. (Ekdal går ind i sit værelse.)

HEDVIG. Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen.

GINA. Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling.

HEDVIG. Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration.

GINA. Det også, ja (Kort taushed.)

HEDVIG. Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?

GINA. Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det.

HEDVIG. Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor?

GINA. Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort.

HEDVIG. Men det behøves ikke ikveld.

GINA. Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.

HEDVIG. Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang.

GINA (ser over til hende). Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne?

HEDVIG. Ja, for så blir her mere fornøjeligt.

GINA (tænker hen for sig). Å ja, der er noget i det. (Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.)

GINA (vender sig halvt på stolen). Skal bedstefar ha’ noget i køkkenet?

EKDAL. Skulde så, ja. Bliv bare siddende. (Går ud.)

GINA. Han roder da vel ikke med gløderne derude? (Venter en stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til. (Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende vand.)

HEDVIG. Henter du varmt vand, bedstefar?

EKDAL. Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så er blækket ble’t jørmet som en grød, – hm.

GINA. Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind.

EKDAL. Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, – hm. (Han går ind i sit værelse, Gina og Hedvig ser på hinanden.)

GINA (sagte). Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra?

HEDVIG. Han har visst fåt af Gråberg.

GINA. Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig.

HEDVIG. Så må han ha’ fåt sig en flaske på borg et steds.

GINA. Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget. (Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en grå filthat, kommer ind frå højre.)

GINA (kaster sytøjet og rejser sig). Nej men, Ekdal, er du alt der igen!

HEDVIG (samtidigt, springer op). Tænk, at du kommer nu, far!

HJALMAR (sætter hatten fra sig). Ja, nu gik nok de fleste.

HEDVIG. Så tidlig?

HJALMAR. Ja, det var jo et middagsselskab. (Vil trække yderfrakken af.)

GINA. Lad mig hjælpe dig.

HEDVIG. Jeg også. (De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen.)

HEDVIG. Var der mange der, far?

HJALMAR. Å nej, ikke mange. Vi var så en 12-14 personer til bords.

GINA. Og du fik vel snakke med dem alle sammen?

HJALMAR. Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la’ beslag på mig.

GINA. Er Gregers lige styg endnu?

HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. – Er ikke den gamle kommet hjem?

HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver.

HJALMAR. Sa’ han noget?

GINA. Nej, hvad skulde han sige?

HJALMAR. Nævnte han ikke noget om – ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.

GINA. Nej, nej, det er ikke værdt —

HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa’ han, at han ikke vilde ha’ mig ind?

GINA. Han vil nok ikke ha’ nogen ind i kveld —

HEDVIG (gør tegn). Hm-

GINA (mærker det ikke). – han har været her og hentet sig varmt vand —

HJALMAR. Aha, sidder han og – ?

GINA. Ja, han gør nok det.

HJALMAR. Herre gud, – min stakkers gamle hvidhårede far – ! Ja, lad ham så bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. (Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse.)

EKDAL. Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som snakked.

HJALMAR. Jeg kom nu netop.

EKDAL. Du så mig nok ikke, du?

HJALMAR. Nej; men de sa’, du var gåt igennem – ; og så vilde jeg følge dig.

EKDAL. Hm, snilt af dig, Hjalmar.– Hvad var det for nogen, alle de folk?

HJALMAR. Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre – så og så; jeg ved ikke —

EKDAL (nikker). Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer.

GINA. Ja, det er nok svært fint i det huset nu.

HEDVIG. Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op?

HJALMAR. Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha’ mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til.

EKDAL. Fik de dig ikke til det, du?

GINA. Det kunde du da gerne ha’ gjort.

HJALMAR. Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver, (spadserer om på gulvet). Jeg gør det i al fald ikke.

EKDAL. Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han.

HJALMAR. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem så værs’go’ gøre nytte for al den gode mad, de får.

GINA. Men det sa’ du da vel ikke?

HJALMAR (nynner). Hå-hå-hå – ; de fik såmænd høre noget af hvert.

EKDAL. Og det var til kammerherrerne selv!

HJALMAR. Det er ikke frit for det. (Henkastende.) Siden kom vi i en liden dispyt om Tokayervin.

EKDAL. Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.

HJALMAR (standser). Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt.

GINA. Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal.

EKDAL. Og det gav de sig til at disputere om?

HJALMAR. De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine – blev der sagt.

GINA. Nej, hvad du kan finde på!

EKDAL. He-he! Og det fik de på sin tallerken?

HJALMAR. Lige op i øjnene fik de det.

EKDAL. Du, Gina, han sa’ det lige op i øjnene på kammerherrerne.

GINA. Nej, tænk, lige op i øjnene.

HJALMAR. Ja, men jeg vil ikke ha’, at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!

EKDAL. Men lige op i øjnene —

HEDVIG (indsmigrende). Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far!

HJALMAR. Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; – lidt trang i armhullerne kanske – ; hjælp mig, Hedvig, (trækker kjolen af). Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina?

GINA. Her er den. (Bringer jakken og hjælper ham.)

HJALMAR. Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.

GINA (lægger den hen). Det skal nok bli’ besørget.

HJALMAR (atrækker sig). Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og ledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse. Synes ikke du det, Hedvig?

HEDVIG. Jo, far!

HJALMAR. Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender – ; se her! Hvad?

HEDVIG. Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det store krøllede håret.

HJALMAR. Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket.

HEDVIG. Ja, for det er så storkrøllet.

HJALMAR. Egentlig lokket.

HEDVIG (lidt efter, trækker ham i jakken). Far!

HJALMAR. Nå, hvad er det?

HEDVIG. Å, du ved godt, hvad det er.

HJALMAR. Nej visst ved jeg ikke, nej.

HEDVIG (ler og klynker). Å jo, far: nu skal du ikke pine mig længer!

HJALMAR. Men hvad er det da?

HEDVIG (rusker i ham). Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig.

HJALMAR. Å – nej tænk, at jeg skulde glemme det!

HEDVIG. Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne?

HJALMAR. Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig. (Går hen og søger i kjolelommerne.)

HEDVIG (hopper og klapper i hænderne). Å mor, mor!

GINA. Ser du; når du bare gir tid, så —

HJALMAR. (med et papir) – Se, her har vi den.

HEDVIG. Det der? Det er jo bare et papir.

HJALMAR. Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står «Menu»; det betyder spiseseddel.

HEDVIG. Har du ikke noget andet?

HJALMAR. Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der,

HEDVIG. (svælger gråden). Tak. (Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.)

HJALMAR (driver om på gulvet). Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste, – straks skal en se sure miner. Nå, en vænner. Sig til det også. (Standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der ind i aften, far?

EKDAL. Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven.

HJALMAR. Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den.

EKDAL. Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen små grejer til —

HJALMAR. Nogen forbedringer, ja.

EKDAL. Men de må gøres, du.

HJALMAR. Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.

EKDAL. Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først; – må nok renske den også. Hm. (Han går ind i sit værelse.)

GINA (smiler til Hjalmar). Renske piben, du.

HJALMAR. Å ja, ja, Gina, lad ham bare – ; den stakkers skibbrudne gubbe. – Ja, de forbedringerne, – dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen.

GINA. Imorgen får du nok ikke tid, Ekdal.

HEDVIG (indfaldende). Å jo visst, mor!

GINA. – for husk på de kopierne, som skal retuseres; her har nu været så mange bud efter dem.

HJALMAR. Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli’ færdige. Er her kanske kommet nye bestillinger også?

GINA. Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to portrætterne, som du ved.

HJALMAR. Ikke noget andet? Å nej, når man ikke griber sig an, så —

GINA. Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne alt det jeg årker, synes jeg.

HJALMAR. Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjælper til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller?

GINA. Nej, endnu ikke.

HJALMAR. Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så – . Man må ta’ sig rigtig sammen, Gina!

HEDVIG (går imod ham). Skal jeg ikke ta’ fløjten til dig, far?

HJALMAR. Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden (driver om). Jo, jeg skal såmænd arbejde imorgen; det skal ikke mangle på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til —

GINA. Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så, jeg mente.

HEDVIG. Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl?

HJALMAR. Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig. – (Standser.) Øl? – Var det øl, du talte om?

HEDVIG (livlig). Ja, far; dejlig friskt øl.

HJALMAR. Nå, – når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske.

GINA. Ja, gør det; så skal vi ha’ det hyggeligt. (Hedvig løber mod køkkendøren.)

HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser på hende, griber hende om hodet og trykker hende op til sig). Hedvig! Hedvig!

HEDVIG (glad og i tårer). Å du snille far!

HJALMAR. Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta’t for mig ved den rige mands bord, – siddet og svælget ved det bugnende taffel – ! Og så kunde jeg endda – !

GINA (sidder ved bordet). Å snak, snak, Ekdal.

HJALMAR. Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel.

HEDVIG (slår armene om ham). Og vi holder så umådelig af dig, far!

HJALMAR. Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så – herre gud – husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes hær. Nå! (Tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten. (Hedvig løber til reolen og henter den.)

HJALMAR. Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig – å! (Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans, men i et langsomt elegisk tempo og med følsomt foredrag.)

HJALMAR (afbryder melodien, rækker Gina den venstre hånd og siger bevæget): Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Gina. Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. (Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren.)

GINA (rejser sig). Hys, Ekdal, – jeg tror der kommer nogen.

HJALMAR (lægger fløjten i reolen). Se så igen! (Gina går hen og åbner døren.)

GREGERS WERLE (ude i gangen). Om forladelse —

GINA (viger lidt tilbage). Å!

GREGERS. – er det ikke her, fotograf Ekdal bor?

GINA. Jo, det er.

HJALMAR (går hen imod døren). Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da.

GREGERS (kommer ind). Jeg sa’ dig jo, at jeg vilde se op til dig.

HJALMAR. Men ikveld – ? Er du gåt fra selskabet?

GREGERS. Både fra selskabet og fra familjehjemmet. – God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?

GINA. Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen.

GREGERS. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

HJALMAR. Er du gåt fra huset, siger du?

GREGERS. Ja, jeg er flyttet hen på et hotel.

HJALMAR. Ja så. Nå, siden du er kommen, så ta’ af dig og slå dig ned.

GREGERS. Tak. (Trækker yderfrakken af. Han er nu omklædt, i en simpel grå klædesdragt af landligt suit.)

HJALMAR. Her, i sofaen. Gør dig det mageligt. (Gregers sælter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet.)

GREGERS (ser sig omkring). Så her er det altså du holder til, Hjalmar. Her bor du altså.

HJALMAR. Dette her er atelieret, som du vel ser —

GINA. Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst her ude.

HJALMAR. Vi bodde bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum —

GINA. Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud.

GREGERS (til Hjalmar). Se, se, – du har logerende også.

HJALMAR. Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (Til Hedvig.) Men det var det øllet, du.

HEDVIG (nikker og går ud i kokkenet).

GREGERS. Det er altså din datter?

HJALMAR. Ja, det er Hedvig.

GREGERS. Og hun er jo eneste barn?

HJALMAR. Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og – (sænker stemmen) hun er også vor dybeste sorg, Gregers.

GREGERS. Hvad er det, du siger!

HJALMAR. Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet.

GREGERS. Blir blind!

HJALMAR. Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra’ en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt.

GREGERS. Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det?

HJALMAR (sukker). Arveligt, rimeligvis.

GREGERS (studsende). Arveligt?

GINA. Ekdals mor havde også svagt syn.

HJALMAR. Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.

GREGERS. Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?

HJALMAR. Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (Overvældet.) Å, det er så knusende svært for mig, Gregers. (Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet.)

HJALMAR (stryger hende over hodet). Tak, tak, Hedvig.

HEDVIG (lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret).

HJALMAR. Nej. Ikke smørrebrød nu. (Ser hen.) Ja, kanske Gregers tar et stykke?

GREGERS (afværgende). Nej, nej tak.

HJALMAR (fremdeles vemodig). Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha’ en skalk, så var det bra’. Og så la’ det være tilstrækkelig smør på, du.

HEDVIG (nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen).

GREGERS (som har fulgt hende med øjnene). Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.

GINA. Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.

GREGERS. Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?

GINA. Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen.

GREGERS. Temmelig stor for sin alder da.

GINA. Ja, hun er skudt svært op i det sidste året.

GREGERS. På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv blir. – Hvor længe er det nu De har været gift?

GINA. Nu har vi været gift i – ; jaha, snart i femten år.

GREGERS. Nej, tænk, er det så længe!

GINA (blir opmærksom; ser på ham). Ja det er det da rigtignok.

HJALMAR. Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (Slår over.) Det må ha’ været lange år for dig der oppe på værket, det, Gregers.

GREGERS. De var lange så længe jeg leved dem; – nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble’t af. (Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben, men med sin gammeldagse uniformshue på hodet; hans gang er lidt ustø.)

EKDAL. Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her-hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR (går imod ham). Far, her er nogen. Gregers Werle – . Jeg ved ikke, om du kan huske ham.

EKDAL (ser på Gregers, som har rejst sig). Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig?

HJALMAR. Ingen ting; det er til mig, han kommer.

EKDAL. Nå, så der er ikke noget på færde?

HJALMAR. Nej visst ikke, nej.

EKDAL (svinger med armen). Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men —

GREGERS (går hen til ham). Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, løjtnant Ekdal.

EKDAL. Jagttomterne?

GREGERS. Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket.

EKDAL. Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden.

GREGERS. Den gang var De slig en vældig jæger.

EKDAL. Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så – (Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet.)

HJALMAR. Sæt dig nu, far, og få dig et glas øl. Vær så god, Gregers. (Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers sætter sig på stolen nærmest ved ham, Hjalmar på den anden side af Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig står hos sin far.)

GREGERS. Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL. Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni.

GREGERS (ser deltagende på ham). Og nu jager De aldrig mere.

EKDAL. Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da. For skogen, ser De, – skogen, skogen – ! (Drikker.) Står skogen bra’ deroppe nu?

GREGERS. Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud.

EKDAL. Hugget ud? (Sagtere og ligesom ræd.) Det er farlig gerning, det. Det dra’r efter sig. Der er hævn i skogen.

HJALMAR (fylder i hans glas). Vær så god – , lidt til, far.

GREGERS. Hvorledes kan en mand som De, – slig en friluftsmand, – leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge?

EKDAL (ler småt og skotter til Hjalmar). Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde.

GREGERS. Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og på vidder, mellem dyr og fugl – ?

EKDAL (smiler). Hjalmar, skal vi vise ham det?

HJALMAR (hurtig og lidt forlegen). Å nej, nej, far; ikke i aften.

GREGERS. Hvad vil han vise mig?

HJALMAR. Å, det er bare noget sådant – ; du kan få se det en anden gang.

GREGERS (fortsætter til den gamle). Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen. De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op.

EKDAL (stirrer forbauset på ham). Har jeg ingen verdens ting, som – !

GREGERS. Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er —

EKDAL (slår i bordet). Hjalmar, nu skal han se det!

HJALMAR. Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt —

EKDAL. Snak; det er jo månelyst, (rejser sig). Han skal se det, siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom så og hjælp mig, Hjalmar!

HEDVIG. Å ja, gør det, far!

HJALMAR (rejser sig). Ja-ja da.

GREGERS (til Gina). Hvad er det for noget?

GINA. Å, De må såmænd ikke tro, det er noget videre rart. (Ekdal og Hjalmar er gåt hen til bagvæggen og skyder hver sin halvdør til siden; Hedvig hjælper den gamle; Gregers blir stående ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr. Gennem døråbningen ses et stort, langstrakt, uregelmæssigt loftsrum med krinkelkroge og et par fritstående skorstenspiber. Der er tag – glugger, hvorigjennem et klart månelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre ligger i dyb skygge.)

EKDAL (til Gregers). Må gerne komme belt hen, De.

GREGERS (går hen til dem). Hvad er det så egentlig?

EKDAL. De kan jo se efter. Hm.

HJALMAR (noget forlegen). Dette her hører far til, skønner du.

GREGERS (ved døren, ser ind i loftsrummet). De holder jo høns, løjtnant Ekdal!

EKDAL. Skulde mene det, at vi holder høns. De er fløjet op nu. Men De skulde bare se de høns ved dagsens lys, De!

HEDVIG. Og så er der —

EKDAL. Hys-hys; ikke sig noget endnu.

GREGERS. Og duer har De også, ser jeg.

EKDAL. Å jo; kunde nok være, det, at vi har duer! De har rugekasserne sine der oppe under tagskægget, de; for duerne vil helst ligge højt, kan De skønne.

HJALMAR. Det er ikke almindelige duer alle sammen.

EKDAL. Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom så her! Kan De se den bingen der borte ved væggen?

GREGERS. Ja; hvad bruger De den til?

EKDAL. Der ligger kaninerne om natten, far.

GREGERS. Nå; så De har kaniner også?

EKDAL. Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner! Han spør, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem her; så ja; og se så der ned. Ser De ikke der en kurv med strå i?

GREGERS. To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.

EKDAL. Hm-«en fugl»

GREGERS. Er det ikke en and?

EKDAL (stødt). Jo, begribeligvis er det en and.

HJALMAR. Men hvad slags and, tror du?

HEDVIG. Det er ikke nogen simpel and —

EKDAL. Hys!

GREGERS. Og en tyrkisk and er det heller ikke.

EKDAL. Nej, herr Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand.

GREGERS. Nej, er det virkelig? En vild and?

EKDAL. Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa’, – det er vildanden, det. Det er vor vildand, far.

HEDVIG. Min vildand. For jeg ejer den.

GREGERS. Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?

EKDAL. De kan da vel forstå, at hun har et traug med vand til at plaske i.

HJALMAR. Friskt vand hver anden dag.

GINA (vender sig mod Hjalmar). Men, snille Ekdal, nu blir her så isende koldt, du.

EKDAL. Hm, lad os så lukke da. Er ikke værdt vi forstyrrer dem i natteroen heller. Ta’ i, du Hedvig. (Hjalmar og Hedvig skyver loftsdøren sammen.)

EKDAL. En anden gang kan De få se hende rigtig. (Sætter sig i lænestolen ved ovnen.) Å, de er svært mærkværdige, de vildænderne, kan De tro.

GREGERS. Men hvorledes fik De fanget den, løjtnant Ekdal?

EKDAL. Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen, som vi kan takke for den.

GREGERS (studser lidt). Den mand skulde da vel aldrig være min far?

EKDAL. Jo så sandelig. Akkurat Deres far. Hm.

HJALMAR. Det var da løjerligt, at du kunde gætte det, Gregers.

GREGERS. Du fortalte jo før, at du skyldte far så mangt og mangfoldigt; og så tænkte jeg som så —

GINA. Men vi har da ikke fåt anden af grossereren selv —

EKDAL. Det er Håken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina. (Til Gregers.) Han var ude i båd, skønner De; og så skød han på hende. Men han ser nu så kleint, far Deres. Hm; så blev hun bare skamskudt.

GREGERS. Nå så; hun fik sig et par haggel i kroppen.

HJALMAR. Ja, hun fik sådan en to-tre stykker.

HEDVIG. Hun fik det under vingen, og så kunde hun ikke flyve.

GREGERS. Nå, så dukked hun vel til bunds da?

EKDAL (søvnig, med tykt mæle). Kan vide det. Gør altid så vildænderne. Stikker til bunds – så dybt de kan vinde, far; – bider sig fast i tang og i tarre – og i alt det fandenskab, som der nede find’s. Og så kommer de aldrig op igen.

GREGERS. Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.

EKDAL. Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.– Og den hunden – den dukked efter og hented anden op igen.

GREGERS (vendt til Hjalmar). Os så fik I den her?

HJALMAR. Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den —

EKDAL (halvt i søvne). Hm – ja, Pettersen – den torsken —

HJALMAR (taler sagtere). På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.

GREGERS. Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel.

HJALMAR. Ja, så utrolig vel, du. Den er ble’t fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på.

GREGERS. Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav – . Men jeg tør nok ikke bli’ længer; for jeg tror, din far sover.

HJALMAR. Å, for den sags skyld —

GREGERS. Men, det er sandt, – du sa’, du havde et værelse at leje ud, – et ledigt værelse?

HJALMAR. Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen – ?

GREGERS. Kan jeg få det værelset?

HJALMAR. Du?

GINA. Nej men De, herr Werle —

GREGERS. Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig.

HJALMAR. Ja, med den største fornøjelse —

GINA. Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det.

HJALMAR. Men, Gina, hvor kan du da sige det?

GINA. Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og —

GREGERS. Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal.

HJALMAR. Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller.

GINA. Men husk på de to, som bor nedenunder.

GREGERS. Hvad er det for to?

GINA. Å, det er en, som har været huslærer —

HJALMAR. Det er en kandidat Molvik.

GINA. – og så er det en doktor, som heder Relling.

GREGERS. Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal.

GINA. Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner. De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om naetterne, og da er de ikke altid så —

GREGERS. Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden —

GINA. Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel.

GREGERS. De vil nok svært nødig ha’ mig ind i huset, fru Ekdal.