Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

FEMTE HANDLING

(Ombord på et skib i Nordsjøen udenfor den norske kyst. Solnedgang. Stormfuldt vejr.)

(Peer Gynt, en kraftig gammel mand med isgråt hår og skæg. Står agter i hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk. Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forut.)

PEER GYNT

(læner armene på rælingen og stirrer ind mot land)

 
Se Hallingskarven i veinterham; —
han brisker sig, gamlen, i kveldsols bram.
Jøklen, bror hans, står bag påskrå;
han har endu den grønne iskåben på.
Folgefonnen, hun er nu så fin, —
ligger som en jomfrui skære lin.
Vær ingen galninger, gamle gutter!
Stå der I står; I er gråstens-nuter.
 

KAPTEJNEN

(råber forud)

 
To mand tilrors, – og lanternen sat!
 

PEER GYNT

 
Det kuler stivt.
 

KAPTEJNEN

 
Vi får storm inat.
 

PEER GYNT

 
Har en fra havet kending af Ronden?
 

KAPTEJNEN

 
Nej, var det ligt; – den ligger bag Fånnen.
 

PEER GYNT

 
Eller Blåhø?
 

KAPTEJNEN

 
Nej; men opp fra riggen
kan en i klarvejr se Galdhøpiggen.
 

PEER GYNT

 
Hvor har vi Hårtejgen?
 

KAPTEJNEN

(peger)

 
Så omtrent.
 

PEER GYNT

 
Javel.
 

KAPTEJNEN

 
Det lader til De er kendt.
 

PEER GYNT

 
Da jeg rejste fra landet, for jeg her forbi,
og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i.
 

(Spytter og stirrer mod kysten.)

 
Derinde, hvor det blåner i skar og kløft, —
hvor fjelddalen svartner, trang, som en grøft, —
og under, langs med den åbne fjord, —
der er det altså menneskene boer.
 

(Ser på kaptejnen.)

 
De bygger spredt her i landet.
 

KAPTEJNEN

 
Ja; der er vidt imellem og langt ifra.
 

PEER GYNT

 
Er vi inde før daggry?
 

KAPTEJNEN

 
Så ved pas,
ifald ikke natten blir altfor hvas.
 

PEER GYNT

 
Det tykner i vest.
 

KAPTEJNEN

 
Det gør så.
 

PEER GYNT

 
Stop!
De kan huske mig på, når vi siden gør op, —
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod mandskapet —
 

KAPTEJNEN

 
Takker!
 

PEER GYNT

 
Det blir kun småt.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; —
fatum og jeg vi er rent på kant.
De ved, hvad jeg har ombord i behold.
Det er slumpen; – resten fòr fanden i vold.
 

KAPTEJNEN

 
Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt
mellem folket hjemme.
 

PEER GYNT

 
Jeg har ingen slægt.
Der er ingen, som venter den rige styggen. —
Nå; så slipper en også for krus på bryggen!
 

KAPTEJNEN

 
Der har vi vejret.
 

PEER GYNT

 
Ja, husk så på, —
er nogen af folkene rigtig trængende,
så ser jeg ikke så nøje på pengene —
 

KAPTEJNEN

 
Det er vakkert. De flestes kår er små;
alle har de kærringer og unger hjemme.
Med hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra mynt,
blev der et gensyn, de sent vilde glemme.
 

PEER GYNT

 
Hvad for noget? Har de kærringer og unger?
Er de gifte?
 

KAPTEJNEN

 
Gifte? Ja, hele flokken.
Men den, som er trangest stillet, er kokken;
hos ham er tilhuse den svarte hunger.
 

PEER GYNT

 
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, når de kommer? Hvad?
 

KAPTEJNEN

 
Ja vel,
på fattigfolks måde.
 

PEER GYNT

 
Og kommer de en kveld,
hvad så?
 

KAPTEJNEN

 
Så tænker jeg kærringen henter
litt godt for en gang skyld —
 

PEER GYNT

 
Og lys i pladen?
 

KAPTEJNEN

 
Kanhænde to; og en dram til maden.
 

PEER GYNT

 
Og så sidder de lunt? Har varme på gruen?
Har ungerene om sig? Der er ståk i stuen;
der er ingen, som hører den anden tilende, —
slig glæde er der på dem – ?
 

KAPTEJNEN

 
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovete før, —
at spede lidt til.
 

PEER GYNT

(slår i rælingen)

 
Nej, om jeg gør!
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud til fromme for andres unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt!
Ingen venter på gamle Peer Gynt.
 

KAPTEJNEN

 
Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres.
 

PEER GYNT

 
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Opgør, så fort De har anker i bunden!!
Min fragt fra Pamama som kahytspassager.
Så brændvin til folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden!
 

KAPTEJNEN

 
Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling; —
men undskyld; nu får vi storm for kuling.
 

(Han går fremover dækket. Det er blevet mørkt; der tændes lys i kahytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer.)

PEER GYNT

 
Holde en ustyrtelig ungeflok hjemme; —
ligge som en glæde i sindene fremme; —
følges af andres tanker på vej – !
Der er aldri nogen, som tænker på mig.
Lys i pladen? Det lys skal slukne.
Jeg vil finde på noget – ! Jeg vil drikke dem drukkne; —
ikke en af de djævler skal gå ædru iland.
Fulde skal de komme til kærringer og unger!
De skal bande; de skal slå i bordet så det runger, —
skræmme dem, der venter, fra vid og forstand!
Kærringer skal skrige og rømme af huset, —
trive ungerene med! Hele glæden i gruset!
 

(Skibet krænger stærkt; han tumler og har møje med at holde sig.)

 
Nå, der var en ordentlig overhaling.
Havet arbejder, som det havde betaling; —
det er endu sig selv her nord under leden; —
sjøen påtvers, lige vrang og vreden —
 

(lytter).

 
Hvad er det for skrig?
 

VAGTEN

(forud)

 
Et vrag i læ!
 

KAPTEJNEN

(midtskibs, kommanderer)

 
Roret hart styrbord! Klods for vinden!
 

STYRMANDEN

 
Er der folk på vraget?
 

VAGTEN

 
Jeg skimter tre!
 

PEER GYNT

 
Fir hækjollen ned —
 

KAPTEJNEN

 
Den blev fyldt forinden.
 

(Går forover.)

PEER GYNT

 
Hvem tænker på sligt?
 

(Til nogle af mandskapet.)

 
Er I folk, så frels!
Hvad fanden, om I får jer en fugtet pels – !
 

BÅDSMANDEN

 
Det er ugørligt i sligt et hav.
 

PEER GYNT

 
De skriger igen! Se, vinden skraler – .
Kokk, tør du prøve? Fort! Jeg betaler —
 

KOKKEN

 
Nej, ikke om tyve pund sterling De gav —
 

PEER GYNT

 
I hunde! I krystersjæle! Kan I glemme,
det er folk, som har kærringer og unger hjemme?
Nu sidder de og venter —
 

BÅDSMANDEN

 
Tolmod er sundt.
 

KAPTEJNEN

 
Bær af for brottet!
 

BÅDSMANDEN

 
Vraget gik rundt.
 

PEER GYNT

 
Der blev stille med et – ?
 

BÅDSMANDEN

 
Var de gifte, som De tænker,
så fik verden ret nu tre nybagte enker.
 

(Ovejret voxer. Peer Gynt går agterover dækket.)

PEER GYNT

 
Der er ingen tro mellem menneskene mer, —
ingen kristendom, slig, som skrevet og sagt er; —
lidt gør de godt, og mindre de beer, —
og har slet ingen agt for de vældige magter. —
I et vejr som inat, er Vorherre farlig.
De bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med elefanter; —
og så lægger de sig ud med ham åbenbarlig!
Jeg er skyldløs; på offerpynten,
kan jeg bevise, jeg stod med mynten.
Man hvad har jeg for det? – Der går jo det ord:
Samvittighedsfred er en dejlig pude.
Å ja, det holder stik på den tørre jord,
men duer s’gu ikke for en snus ombord,
hvor en skikkelig mand er blandt pakket ude.
Tilsjøs får en aldri være sig selv;
en får følge de andre fra dæk til hvælv;
slår hævnens time for bådsmand og kokken,
så stryger jeg sagtens i vasken med flokken; —
ens særlige tarv sættes rent til siden; —
man gælder som en pølse i slagtetiden. —
Fejlen er den, jeg har vært for from.
Og utak har jeg for hele stasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og pøved en stund at spille basen.
Der er tid endnu! Det skal spørges i bygden
at Peer er kommen over havet i højden!
Gården vil jeg vinde med ond eller godt; —
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et slot.
Men ingen får lov at komme ind i stuen!
For porten skal de stå og dreje på luven; —
tigge og trygle, – det kan de frit;
men ingen får en eneste skilling af mit; —
måtte jeg under skæbnens piskeslag hyle,
så findes vel de, jeg igen kan prygle —
 

DEN FREMMEDE PASSAGER

(står i mørket ved siden af Peer Gynt og hilser venligt)

 
Godaften!
 

PEER GYNT

 
Godaften! Hvad – ? Hvem er De?
 

PASSAGEREN

 
Jeg er Deres nedpassager, til tjeneste.
 

PEER GYNT

 
Ja så? Jeg trodde, jeg var den eneste.
 

PASSAGEREN

 
En fejl formodning, som nu er forbi.
 

PEER GYNT

 
Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem —
 

PASSAGEREN

 
Jeg går ikke ud om dagen.
 

PEER GYNT

 
De er kanske syg? De er hvid, som et lagen —
 

PASSAGEREN

 
Nej tak, – jeg befinder mig inderlig vel.
 

PEER GYNT

 
Det stormer hvast.
 

PASSAGEREN

 
Ja, velsignet mand!
 

PEER GYNT

 
Velsignet?
 

PASSAGEREN

 
Havet går højt, som huse.
Ah, ens tænder løber i vand!
Tænk, hvilke vrag det inat vil knuse; —
og tænk, hvilke lig, der vil drive iland!
 

PEER GYNT

 
Bevares vel!
 

PASSAGEREN

 
Har De set en kvalt,
en hængt, – eller druknet?
 

PEER GYNT

 
Nu blir det for galt – !
 

PASSAGEREN

 
Ligene ler. Men latteren er tvungen;
og de fleste har gerne bidt sig i tungen.
 

PEER GYNT

 
Bliv mig fra livet – !
 

PASSAGEREN

 
Et spørsmål kun!
Hvis vi f.ex tørned på grund,
og sank i mørket —
 

PEER GYNT

 
De tror, her er fare?
 

PASSAGEREN

 
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sæt nu, jeg flyder og De går tilbunds —
 

PEER GYNT

 
Å, sludder —
 

PASSAGEREN

 
Det er en mulighed kuns.
Men står man i graven med den ene fod,
blir an blød, og deler ut milde gaver —
 

PEER GYNT

(griber i lommen)

 
Ho, penge!
 

PASSAGEREN

 
Nej; men er De så god
at skænke mig Deres ærede kadaver – ?
 

PEER GYNT

 
Nu går det for vidt!
 

PASSAGEREN

 
Bare liget, forstår De!
Det er for min videnskabs skyld —
 

PEER GYNT

 
Nu går De!
 

PASSAGEREN

 
Men, kære, betænk, – De har fordel af sagen!
Jeg skal få Dem åbnet og lagt for dagen.
Hvad jeg navnlig vil sørge, er sædet for drømmene, —
og forresten gå Dem kritisk efter i sømmene —
 

PEER GYNT

 
Vig fram mig!
 

PASSAGEREN

 
Men, kære, – en druknet krop! —
 

PEER GYNT

 
Bespottelig mand! De ægger uvejret op!
Er det ikke for galt! Vi har storm og regn,
en ustyrtelig sjøgang og alskens tegn
til noget, som kan gøre os et hode kortere; —
og så ter Dem Dem så det kommer desfortere!
 

PASSAGEREN

 
De er nok ikke oplagt til videre forhandling;
men tiden bringer jo så mangen forvandling —
 

(hilser venligt).

 
Vi træffes når De synker, om ikke før;
kanske De da er i bedre humør.
 

(Går ind i kahytten.)

PEER GYNT

 
Uhyggelige karle, disse videnskabsmænd!
Sligt fritænkervæsen —
 

(til bådsmanden, som går forbi).

 
Et ord, min ven!
Passagereren? Hvad er det for et galehuslem?
 

BÅDSMANDEN

 
Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.
 

PEER GYNT

 
Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
 

(Til jungmanden, der kommer fra kahytten.)

 
Hvem gik i kahytsdøren?
 

JUNGMANDEN

 
Skibshunden, herre!
 

(Går forbi.)

VAGTEN

(råber)

 
Land klods forud!
 

PEER GYNT

 
Min kuffert! Min kasse!?
Alt godset på dækket!
 

BÅDSMANDEN

 
Vi har andet at passe.
 

PEER GYNT

 
Det var sludder, kaptejn! Bare løjer og spas; —
det er ganske visst, jeg vil hjælpe kokken —
 

KAPTEJNEN

 
Klyveren sprang!
 

STYRMANDEN

 
Og der strøg fokken!
 

BÅDSMANDEN

(skriger forud)

 
Grundbrot for bougen!
 

KAPTEJNEN

 
Hun går i knas!
 

(Skibet støder. Larm og forvirring.)

(Under land mellem skær og brændinger. Skibet går under. I skodden skimtes jollen med to mænd. En brotsjø fylder den; den kantrer; et skig hørees; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne.)

PEER GYNT

 
Hjælp! Båd fra land! Hjælp! Jeg forgår!
Frels, herre Gud, – som skrevet står!
om hatteskyggen en sørgeflig; —
 

(klamerer sig fast til bådkølen).

KOKKEN

(dukker opp på den anden side)

 
Å, herre Gud, – for mine små,
vær nådig! Lad mig landet nå!
 

(Holder sig i kølen.)

PEER GYNT

 
Slip!
 

KOKKEN

 
Slip!
 

PEER GYNT

 
Jeg slår!
 

KOKKEN

 
Jeg slår igen!
 

PEER GYNT

 
Jeg knuser dig med spark og spænd!
Slip taget! Hvælvet bær ej to!
 

KOKKEN

 
Det ved jeg. Vig!
 

PEER GYNT

 
Vig selv!
 

KOKKEN

 
Jo-jo!
 

(De kæmper; kokken lamslår sin ene hånd; han klynger sig fast med den anden.)

PEER GYNT

 
Den næven væk!
 

KOKKEN

 
Å, snille, – spar!
Husk på de små, jeg hjemme har!
 

PEER GYNT

 
Jeg trænger livet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
 

KOKKEN

 
Slip! De har levet; jeg er ung!
 

PEER GYNT

 
Fort; rap dig; synk; – du blir så tung.
 

KOKKEN

 
Vær nådig! Vig i Herrens navn!
For Dem bær ingen sorg og savn —
 

(skriger og slipper).

 
Jeg drukner – !
 

PEER GYNT

 
I dit nakkehår
jeg holder; læs dit fadervor!
 

KOKKEN

 
Jeg kan ej mindes – ; alt blir svart —
 

PEER GYNT

 
Det væsentligste i en fart – !
 

KOKKEN

 
Giv os idag – !
 

PEER GYNT

 
Spring over, kok;
hvad du har nødig, får du nok.
 

KOKKEN

 
Giv os idag —
 

PEER GYNT

 
Den samme sang!
Det mærkes, du var kok engang —
 

(taget glipper).

KOKKEN

(synkende)

 
Giv os idag vort —
 

(Går under.)

PEER GYNT

 
Amen, gut!
Du var og blev dig selv til slut. —
 

(Svinger sig op på hvælvet.)

 
Hvor der er liv, der er der håb —
 

DEN FREMMEDE PASSAGER

(griber i båden)

 
Godmorgen!
 

PEER GYNT

 
Huj!
 

PASSAGEREN

 
Jeg hørte råb; —
det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg spåde sandt?
 

PEER GYNT

 
Slip! Slip! Her er knapt plads for en!
 

PASSAGEREN

 
Jeg svømmer med det venstre be.
Jeg flyder, får jeg blot med spidsen
af fingeren holde her i ridsen.
Men apropos om liget —
 

PEER GYNT

 
Ti!
 

PASSAGEREN

 
Med resten er det rent forbi —
 

PEER GYNT

 
Hold munden!
 

PASSAGEREN

 
Ganske som De vil.
 

(Taushed.)

PEER GYNT

 
Hvad godt?
 

PASSAGEREN

 
Jeg tier.
 

PEER GYNT

 
Satans spil —
Hvad gør De?
 

PASSAGEREN

 
Venter.
 

PEER GYNT

(river sig å håret)

 
Jeg blir gal!
Hvad er De?
 

PASSAGEREN

 
Venlig!
 

PEER GYNT

 
Videre! Tal!
 

PASSAGEREN

 
Hvad tror De? Ved De ingen anden,
som er mig lig?
 

PEER GYNT

 
Å, jeg ved fanden – !
 

PASSAGEREN

(sagte)

 
Har han for skik at tænde lygten
på livsevs natvej gennem frygten?
 

PEER GYNT

 
Se, se! Når sagen grejdes ud,
se er De vel et lysets bud?
 

PASSAGEREN

 
Ven, – har De en gang blot hvert halvår
tilbunds fornummet angstens alvor?
 

PEER GYNT

 
Ræd blir man jo, når faren truer; —
men Deres ord er sat på skruer —
 

PASSAGEREN

 
Ja, har De blot en gang i livet
havt sejren, som i angst er givet?
 

PEER GYNT

(se på ham)

 
Kom De at åbne mig en dør,
så var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin tid når havet vil en svælge.
 

PASSAGEREN

 
Var kanske sejren mere trolig
i Deres ovnskrig, lun og rolig?
 

PEER GYNT

 
Lad gå; – men Deres snak var gækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
 

PASSAGEREN

 
Hvor jeg er fra, der gælder smil
i højde med pathetisk stil.
 

PEER GYNT

 
Alt har sin tid; for tolder sømmeligt,
som skrevet står, for bisp fordømmeligt.
 

PASSAGEREN

 
Den sværm, som sover i aksens urner,
går ej til hverdags på kothurner.
 

PEER GYNT

 
Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand!
Jeg vil ej dø! Jeg må iland!
 

PASSAGEREN

 
For den sags skyld vær uforsagt; —
man dør ej midt i femte akt.
 

(Glider bort.)

PEER GYNT

 
Der slap det ud af ham tilsidst; —
han var en tråkig moralist.
 

__________________________

(Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd.)

(Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)

PEER GYNT

(ved porten)

 
Her går nok en landmand al kødets vej.
Gud ske lov, at det ikke er mig.
 

(Træder indenfor.)

PRESTEN

(taler ved graven)

 
Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,
og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, —
nu, kjære venner, taler vi et ord
om denne dødes vandring på vor jord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans røst var spag, hans holding var umandig,
sin mening bar han vegt og uvisst frem,
og knapt han rådig var i eget hjem;
i kirken tren han, som han vilde bede
om lov til, andre lig, at tage sæde.
Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en gut; —
og visst I mindes, at til sidste slut
man så ham stødt med højre hånd i lommen.
Den højre hånd i lommen var det egne,
der præged mandens billed i ens sind, —
og dertil denne vridning, den forlegne
tilbaketrukkethed, hvor han kom ind.
Men skønt han helst sin stille vej gad slingre,
og skønt han blev en fremmed mellem os,
så ved I visst, hans dølgsmålsstrev tiltrods, —
den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre. —
Jeg mindes godt for mange herrens år
en morgen; der blev holdt session på Lunde.
Det var i krigens tid. I alles munde
var landets trængsler og dets fremtids kår.
Jeg var tilstede. Midt for bordet sad
kaptejnen mellem lendsmand og sergenter;
og gut for gut blev målt på alle kanter
og skreven ind og tagen til soldat.
Fuld stuen var, og udenfor på tråkken
lød højmælt latter mellem ungdomsflokken
Da råbtes op et navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som sne på bræens bræm.
Han kaldtes nærmere; han nåede bordet; —
den højre hånd var hyllet i en klud; —
han gisped, svælged, snappeded efter ordet, —
men fant ej mæle, trods kaptejnens bud.
Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet,
med tungen svigtende og atter rap,
han mumlet noget om en siged, som glap
og skar i våde fingeren af til skindet.
Der blev i stuen stilhed samme stund.
Man skifted øjekast; man trak på mund;
man stened gutten med de stumme blikke.
Han kente haglen, men han så den ikke.
Da sto kaptejnen op, den gamle, grå; —
han spytted, pegde ud og sagde: gå! —
Og gutten gik. Man ved til begge sider,
så der i midten blev en spidsrodsgang; —
Han vandt tildørs; der satte han på sprang; —
op bar det nu, – op gennem lund og lier,
op gennem røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem fjeldene. —
Et halvår efter var det hid han kom
med moer og spædebarn og fæstekvinde.
Han bygsled jord etsteds på hejen inde,
hvor ødemarken grænser opp mod lomb.
Han gifted sig så fort som gørligt kun;
han tømred hus; han brød den hårde grund;
han kom ivej, hvad mangen agerflek
fortalte, der den bølged gul og kæk; —
ved kirken bar han den højre hånd i lommen, —
mn hjemme tror jeg nok de fingre ni
fik trælle fuldt så sårt, som andres ti. —
En vår blev alting revet bort af flommen.
De slap derfram med livet. Arm og nøgen
han tok på rydningsværket fat påny,
og inden høsten kom, steg atter røgen
ifa en fjeldgård, lagt i bedre ly.
I ly? For flommen, ja – men ej for bræen;
to år derefter lå den under sneen.
Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded grus, —
og før den næste vintersne var føget,
stod rejst for tredje gang hans ringe hus.
Tre sønner havde han, tre raske gutter;
i skole skulde de, og did var langt; —
det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter,
igennem skaret, styrtende og trangt.
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte
som bedst, og der, hvor stien faldt for stygg,
slog manden toug om ham til tag og støtte; —
de andre bar han frem på arm og rygg.
Så sled han år for år; og de blev mænd.
Her var vel skæl at kræve ligt igen.
Tre velstandsherrer i den nye verden
har glemt sin norske faer og skolefærden.
Han var en kortsynt mand. Udover ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet så.
For ham lød meningsløst, som bjelders klingen,
de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå.
Folk, fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af tåger for hans øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;
og fra sessionens dag han bar på dommen,
og visst, som han på kind bar blygsels brand
og sine fire fingre gemt i lommen. —
En brotsling imod landets lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over loven,
så visst, som Glittertindens blanke tjeld
har sky med højre tinderad foroven.
Slet borger var han. Og for stat som kirke
et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv,
i slægtens snevring, hvor han så sit virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Han færd var langspil under spånens dæmper.
Og derfor fred med dig, du stille kæmper,
som sred og faldt i bondens lille krig!
Vi vil ej granske hjerter eller nyrer; —
det er ej hverv for støv, men for dets styrer; —
dog fri og fast det håb jg taler ud:
den mand står knapt som krøbling for sin Gud!
 

(Følget skiller ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage.)

PEER GYNT

 
Se det, det kalder jeg kristendom!
Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt. —
Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt, —
hvad præstens præken drejed sig om, —
er også i og for sig opbyggeligt.
 

(Ser ned i graven.)

 
Var det kanske ham, som hug sig i knogen
den dag jeg lå på storhugst i skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav,
på randen af denne åndsfrændes grav,
så kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min pris og lov. —
Det er rigtigt en vakker kristelig skik,
at kaste et såkaldt erindringsblik
velvilligt over den henfarnes dage.
Jeg har intet imod, min dom at tage
af denne værdige sogneprest.
Nå, der er sagtens en stund tilbage,
før graveren kommer og beer mig til gæst; —
og, som skriften siger: bedst er dog bedst. —
og iligemåde: den tid den sorg, —
endvidre: tag ikke din ligfærd på borg. —
Ja, kirken blir dog den sande trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; —
nu kender jeg dog, hvor godt det gør,
at høre forsikkret af kyndige røster:
slig, som du sår, du engang høster. —
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig både i stort og lidt.
Går lykken imod, så har en dog æren
af sit levnets førsel i samklang med læren. —
Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang;
lad skæbnen længe nok te sig spydig; —
gamle Peer Gynt går sin egen gang
og blir den han er; fattig men dydig
 

(Han går.)

(Bakke med udtørret elveleje. En sammenstyrtet kværn ved elevn; grunden opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård.

Oppe ved gården holdes en auktion. Megen almue samlet. Drik og støj. Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten.)

PEER GYNT

 
Atter og frem, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. —
Tiden tærer og elven skær.
Gå udenom, sa’e Bøjgen; – en får så her.
 

EN SØRGEKLÆDT MAND

 
Nu er der bare skrammel igen.
 

(Får øye på Peer Gynt.)

 
Er her fremmedfolk og? Gud signe, go’e ven!
 

PEER GYNT

 
Godt møde! Her er rigtig lystig idag.
Er her barselgilde eller bryllupslag?
 

DEN SØRGEKLÆDTE

 
Jeg vil heller kalde det hjemkommerøl; —
bruden ligger i et ormebøl.
 

PEER GYNT

 
Ogg ormene rives om trevler og klude.
 

DEN SØRGEKLÆDTE

 
Det er enden på visen; så er den ude.
 

PEER GYNT

 
Alle viser har samme slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut.
 

EN TYVEÅRING

(med en støbeske)

 
Her skal I se, hvad stas jeg har købt!
I den har Peer Gynt sine sølvknapper støbt.
 

EN ANDEN

 
Men jeg da! En skilling for pengeskæppen!
 

EN TREDJE

 
Ingen bedre? Halvfemte for kramkarl-skræppen!
 

PEER GYNT

 
Peer Gynt? Hvem var han?
 

DEN SØRGKLÆDTE

 
Jeg bare ved,
han var svoger til døden og til Aslak smed.
 

EN GRÅKLEDT MAND

 
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
 

DEN SØRGEKLÆDTE

 
Du glemmer, på Hægstad var en stabburdør!
 

DEN GRÅKLÆDTE

 
Ja, sandt; men du var nu aldri kræsen.
 

DEN SØRGEKLÆDTE

 
Bare hun ikke taer døden ved næsen —
 

DEN GRÅKLÆDTE

 
Kom, svoger! En dram, for svogerskabs skyld!
 

DEN SØRGEKLÆDTE

 
Fanden være svoger! Du væver i fyld —
 

DEN GRÅKLÆDTE

 
Å, sludder; blodet er aldri så tyndt,
en kender sig altid i slægt med Peer Gynt.
 

(Trækker afsted med ham.)

PEER GYNT

(sagte)

 
En træffer nok kendinger.
 

EN GUT

(råber efter den sørgekledte)

 
Salig moer
kommer efter dig, Aslak, hvis du svælget fugter.
 

PEER GYNT

(rejser sig)

 
Her gælder nok ikke agronomernes ord:
jo mere en roder, des bedre det lukter.
 

EN GUT

(med et bjørneskind)

 
Se katten på Dove! Ja, bare felden.
Det var den, som jog troldet på julekvelden.
 

EN ANDEN

(en rensdyrskalle)

 
Her er den gilde renbuk, som bar
Peer Gynt ved Gendin over egg og skar.
 

EN TREDJE

(med en hammer, råber til den sørgeklædte)

 
Hej, du Aslak, kender du slæggen?
Var det den, du brugte, da fanden brød væggen?
 

EN FJERDE

(tomhændet)

 
Mads Moen, her er usynlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Inrid i luften.
 

PEER GYNT

 
Brændvin, gutter! Jeg kender mig gammel; —
jeg vil holde auktion over skrab og skrammel!
 

EN GUT

 
Hvad har du at sælge?
 

PEER GYNT

 
Jeg har et slot; —
det ligger i ronden; det er muret godt.
 

GUTTEN

 
En knap er buden!
 

PEER GYNT

 
Du får gå til en dram.
At byde mindre, var synd og skam.
 

EN ANDEN

 
Han er lystig, gamlen!
 

(Flokken stimler om ham.)

PEER GYNT

(råber)

 
Grane, min hest; —
hvem byder?
 

EN I HOBEN

 
Hvor går han?
 

PEER GYNT

 
Langt i vest!
Mod nedgangen, gutter! Den traver kan flyve
så fort, så fort, som Peer Gynt kunde lyve.
 

STEMMER

 
Hvad mere har du?
 

PEER GYNT

 
Både guld og skrab!
Det er købt med forlis; det sælges med tab.
 

EN GUT

 
Råb op!
 

PEER GYNT

 
En drøm om en spændebog!
Den kan I få for en hægtekrog.
 

GUTTEN

 
Fanden med drømme!
 

PEER GYNT

 
Mit kejserdom!
Jeg kaster det i flokken; I kan gramse derom!
 

GUTTEN

 
Følger kronen med?
 

PEER GYNT

 
Af det dejligste strå.
Den vil passe den første, som sætter den på.
Hej, her er mer! Et vindlagt æg!
En galmand gråhår! Profetens skæg!
Alt skal han få, som viser mig hejen
stolpen med påskrift: her går vejen!
 

LENSMANDEN

(som er kommen til)

 
Du bærer dig ad, min mand, så næsten
jeg tror din vej går bent i arresten.
 

PEER GYNT

(med hatten i hånden)

 
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
 

LENDSMANDEN

 
Hvad sludder —
 

PEER GYNT

 
Med forlov! Jeg beer så tyndt!
 

LENSMANDEN

 
Å, der siges, han var en vederstyggelig digter —
 

PEER GYNT

 
En digter – ?
 

LENSMANDEN

 
Ja, – alt, som var sterkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men unskyld, ven – jeg har andre pligter —
 

(går).

PEER GYNT

 
Og hvor er han nu, den merkelige mand?
 

EN ALDRENDE

 
Han for over havet til et fremmed land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt;
nu er han for mange år siden hængt.
 

PEER GYNT

 
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste.
 

(Hilser.)

 
Farvel, – og mangfoldig tak for idag!
 

(Går nogle skridt, men standser igen.)

 
I glade gutter, I væne kvinder,
vil I høre en skrøne til vederlag?
 

FLERE

 
Ja, kan du nogen?
 

PEER GYNT

 
Der er intet til hinder.
 

(Kommer nærmere; der glider ligsom en fremmed mine over ham.)

 
I San Franzisco jeg grov efter guld.
Hele byen var af gøglere fuld.
En kunde gnide på fiol med tærene;
en anden kunde danse spansk halling på knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde vers
mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers.
Til gøgler-stævnet kom også fanden;
vilde prøve sin lykke, som så mangen anden.
Hans fag var det: på en skuffende vis
at kunde grynte som en virkelig gris.
Hans personlighed trak, skønt han var ej kendt.
Huset var fuldt og forventningen spændt.
Frem trådte han i kappe med svajende flinger.
man muss sich drappiren, som tydskeren siger.
Men ind under kappen, – hvad ingen vidste, —
havde han forstået en gris at liste.
Og nu begyndte da præstationen.
Fanden, han kneb; og grisen gav tonen.
Det hele blev holdt som en fantasi
over grise-tilværelsen, bunden og fri;
til slutning et hvin, som ved slagterens stik;
hvorpå kunsteren bukked ærbødigt, og gik.
Emne blev af fagmænd drøftet og dømt;
stemningen blev både lastet og berømt;
nogle fandt røstens udtryk for tyndt;
andre fandt dødsskriget alt for studeret;
men alle var enig om: qva grynt
var præsentationen yderst outreret.
Se det fik fanden, fordi han var dum
og ikke beregnet sit publikum.
 

(Han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden.)

__________________________

(Pinseaften. – Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads, en hytte med rensdyyrhorn over dørgavlen.)

(Peer Gynt kryber i holtet og sanker jordløg.)

PEER GYNT

 
Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste?
Alt skal en prøve å vælge det bedste.
Jeg har så gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige til Nebukadnezar.
Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien.
Den gamle gutten fik ty til sin moer igen.
Der står jo også; af jord est du kommen.
Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen.
Fylde den med jordløg? Det lidet moner;
jeg vil være listig og sætte doner.
Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste,
og får dog mellem vilddyr regnes for den første.
Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske,
så kryber jeg under et vindfældt træ;
som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver
og risper i barken med store bogstaver:
Hver hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr,
kejser over alle de andre dyr.
Kejser?
 

(Ler invendig.)

 
Du gamle spåmands-gøg!
Du er ingen kejser; du er en løg.
Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
 

(Tager en løg og plukker svøb for svøb af.)

 
Der ligger det ydre, forrevne lag;
det er havsnødsmanden på jollens vrag.
Her er passager—svøbet, skralt og tyndt;
har dog i smagen en snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi guldgraver-jeget;
saften er væl, – om det nogen har ejet.
Dette grovskind her med den hårde flig,
det er pelsværksjægeren ved Hudsons-vik.
Det indenfor ligner en krone; – ja tak!
Det kaster vi væk uden videre snak.
Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Og her er profeten, færsk og saftig.
Her stinker, som skrevet står, af løgne,
så en ærlig man kan få vand i øjne.
Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er herren, der leved i fryd og gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte strenger; —
svart kan ligne både prest og neger.
 

(Plukker flere på engang.)

 
Det var en ustyrtelig mængde lag!
Kommer ikke kærnen snart for en dag?
 

(Plukker hele løgen op.)

 
Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre
er altsammen lag, – bare mindre og mindre. —
Naturen er vittig!
 

(Kaster restene fra sig.)

 
Fanden måtte gruble!
Går en i tanker, kan en letvindt snuble.
Nå, jeg kan forresten ad faren flire; —
for jeg ligger bundfast på alle fire.
 

(Klør sig i nakken.)

 
Underligt stel, det hele røre!
Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre.
Men griber en til, sætte Mikkel på spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
 

(Hen er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:)

 
Denne stuen? På moen! Hå!
 

(Gnider øjnene.)

 
Det er plent
som jeg engang skulde det bygværk kendt.
Rensdyrskallen, som spriker over gavlen!
En havfrue, skabt som en fisk fra navlen!
Løgn! Ingen havfrue! – Nagler, – planker, —
lås, som lukker for nissebuk-tanker!
 

SOLVEJG

(synger i stuen)

 
Nu er her stellet til Pinsekveld.
Kære gutten min, langt borte,
Kommer du vel?
Har du tungt at hente,
så und dig frist;
jeg skal nok vente;
jeg lovet så sidst.
 

PEER GYNT

(rejser sig stille og dødbleg)

 
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en som har gemt. —
O, alvor! – Og aldri kan det leges om!
O, angst! – Her var mit kejserdom!
 

(Løber ind over skogstien.)

__________________________

(Natt. Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.)

(Peer Gynt løber over moen.)

PEER GYNT

 
Aske, skodde, støv for vinden,
her er nok at bygge af!
Stank og råddenskab for inden;
alt ihob en kalket grav.
Digt og drøm og dødfødt viden
lægger fod om pyramiden;
over den skal værket højne
svig med trappetrinn af løgne.
Flugt for alvor, sky for anger,
som et skilt på toppen pranger,
fylder domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
 

(Lytter.)

 
Hvad for gråd af barnerøster?
Gråd, men halvt på vej til sang.
Og for foden triller nøster!
 

(Sparker.)

 
Væk! I gør mig stien trang!
 

NØSTERNE

(på jorden)

 
Vi er tanker;
du skulde tænkt os;
pusselanker
du skulde skænkt os!
 

PEER GYNT

(går udenom)

 
Livet har jeg skænkt til en;
det blev fusk og skæve ben!!
 

NØSTERNE

 
Tilvejrs vi skulde
som skakende røster,
og her må vi rulle
som grågarns-nøster.
 

PEER GYNT

(snubler)

 
Nøste! Dit fordømte drog!
Spænder du for faer din korg?
 

(Flygter.)

VISNE BLADE

(flyver for viden)

 
Vi er et løsen;
du skulde stillet os!!
Se, hvor døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædet os
i alle bugter;
vi fik aldri spredt os
som krans om frugter.
 

PEER GYNT

 
Fåfængt var dog ej jer fødsel,
læg jer stilt og tjen til gødsel.
 

SUSING I LUFTEN

 
Vi er sange;
du skulde dunget os!
Tusende gange
har du knuget og tvunget os.
I din hjertegrube
har vi ligget og ventet;
vi blev aldri hentet.
Gift i din strube!
 

PEER GYNT

 
Gift i dig, dit dumme stev!
Fik jeg tid til vers og væv?
 

(Skyder snarvej.)

DUGGDRÅBER

(drysser fra grenene)

 
Vi er tårer
der ej blev fældte.
Isbrod, som sårer,
kunde vi smelte.
Nu sidder brodden
i bringen lodden;
såret er lukket;
vor magt er slukket.
 

PEER GYNT

 
Tak; – jeg græd i Rondesvalen, —
fik dog lige fuldt på halen!
 

BRÆKKENDE STRÅ

 
Vi er værker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
På yderste dagen
vi kommer i flok
og melder sagen, —
så får du nok!
 

PEER GYNT

 
Kæltringstreger! Tør I skrive
mig tilbogs det negative?
 

(Haster afsted.)

ÅSES STEMME

(langt borte)

 
Tvi, for en skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, gut; —
stygt har den æltet mig. —
Galt har du kørt mig.
Peer, hvor er slottet?
Fanden har forført dig
med kæppen i kottet!
 

PEER GYNT

 
Bedst, en stakkar vær sig skynder.
Skal en bære fandens synder,
må en snart i bakken segne; —
de er tunge nok, ens egne.
 

(Løber.)

__________________________

(Et andet strøg på moen.)

PEER GYNT

(synger)

 
En graver! En graver! Hvor er I, hunde?
En sang af brægende klokkermunde;
om hatteskyggen en sørgeflig; —
jeg har mange døde; jeg skal følge lig!
 

(KNAPPESTØPEREN, med redskapskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.)

KNAPPESTØPEREN

 
Godt møde, gubbe!
 

PEER GYNT

 
God kveld, min ven!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Karlen har hastværk. Hvor skal han hen?
 

PEER GYNT

 
Til gravøl.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Ja så? Lidt skralt jeg ser; —
med forlov, – du heder vel ikke Peer?
 

PEER GYNT

 
Peer Gynt, som man siger.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Det kalder jeg held!
Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld
 

PEER GYNT

 
Skal du det? Hvad vil du?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Her kan du se;
Jeg er knappestøperen. Du skal i min ske.
 

PEER GYNT

 
Smeltes?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Her er den, skuret og tom.
Din grav er gravet, din kiste bestilt.
I skrotten skal ormene leve gildt; —
men jeg har ordre til, uden dvælen,
på Mesterens vegne at hente sjælen.
 

PEER GYNT

 
Ugørligt! Sådant foruden varsel – !
 

KNAPPESTØPEREN

 
Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel
i stilhed at vælge dagen til festen,
uden ringeste varsel for hædersgæsten.
 

PEER GYNT

 
Ja, riktig. Det rundt i min hjerne løber.
Du er jo – ?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Det hørte du; – knappestøberen.
 

PEER GYNT

 
Forstår! Kært barn har mange navne.
Ja så da, Peer; det er der du skal havne!
Men dette, go’e karl, er uredelig færd!
Jeg ved, jeg er mildere medfart værd; —
jeg er ikke så gal, som I kanske tror, —
har øvet adskilligt godt her på jord; —
i værste fald kan jeg kaldes en flynder, —
men sletikke nogen særdeles synder.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Nej, det er jo netop knuden, mand;
du er ingen synder i højere forstand;
se, derfor slipper du pinsels-veen,
og kommer, som andre, i støbeskeen.
 

PEER GYNT

 
Kald det, hvad du vil, – ske eller pøl;
mungåt og bjor er beggeto øl.
Vig, Satan
 

KNAPPESTØPEREN

 
Du er da aldri så grov
at tænke, jeg traver på en hestehov?
 

PEER GYNT

 
På hestehov eller ræveklør, —
pak dig; og pas dig for hvad du gør!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Min ven, du er i en stor vildfarelse.
Begge har vi hast, og til tidsbesparelse
skal jeg forklare dig sagens grund.
Du er, som jeg har af din egen mund,
ikke nogen såkaldt storartet synder, —
ja knappets en middels —
 

PEER GYNT

 
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt —
 

KNAPPESTØPEREN

 
Vent nu lidt; —
men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt —
 

PEER GYNT

 
Det gør jeg jo heller ikke fordring på.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Altså midt imellem, og så som så.
En synder af det rigtig storladne slags
træffes ikke langs alfarvej nutildags;
der skal mere til, end at traske i dynd;
der kræves både kraft og alvor til en synd.
 

PEER GYNT

 
Ja, det er s’gu rigtig, hvad du der bemærker;
en skal bude på, som de gamle bersærker.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Du derimod, ven, du tog synden let.
 

PEER GYNT

 
Bare udenpå, ven, som et søleskvet.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i sølen —
 

PEER GYNT

 
Og følgelig, ven, kan jeg gå som jeg kom?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om.
 

PEER GYNT

 
Hvad er det for kneb I har fundet på
herhjemme, mens jeg i utlandet lå?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Skikken er gammel, som Slangens skabelse,
og beregnet på at hindre verdifortabelse.
Du kender jo håndværket, – ved vel, at tidt
kan en støbning arte sig, rent ud sagt skidt;
stundom blir knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde du så?
 

PEER GYNT

 
Jeg slang skrabet væk.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse,
så længe han åtte i skæppe og sæk.
Men, Mester, der du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som råstoff kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet til en blinkende knap
på verdensvesten; men hæmpen glap;
og derfor skal du i vraggods-kassen,
for, som det heder, at gå over i massen.
 

PEER GYNT

 
Du mener da vel aldri, at få mig gydt,
sammen med Peer og Pål, til noget nyt?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Jo, så min sæl mener jeg så.
Det har vi gjort med ikke så få.
På Kongsberg gør de det samme med penge,
hvis præg er slidt ved at rulle for længe.
 

PEER GYNT

 
Men dette er jo liderligt gnieri!
Kære min ven, lad mig slippe fri; —
en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling, —
hvad er det for en mand i din mesters stilling?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Å, såsom og eftersom ånden er i en,
så har en jo altid metalværdien.
 

PEER GYNT

 
Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør
gør jeg motstand mod dette! Alt andet før!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig —
 

PEER GYNT

 
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt; —
men af selvet slipper jeg ikke en døjt.
Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven!
Sæt mig en tidlang hos ham med hoven; —
et hundre år, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi pinen er jo dog kun moralsk,
og altså vel ikke så pyramidalsk.
Det er en overgang, som skrevet står,
og som ræven sagde; – man venter; der slår
en forløsningens stund; man træder tilbage,
og håber imidlertid på bedre dage. —
Men dette andet, – at skulle gå op
som et fnug i en uvedkommendes krop, —
dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør, —
det sætter min inderste sjæl i oprør!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Men, kære Peer, det trænges dog ej
for småting at tage så volsomt på vej.
Dig selv har du aldri været før; —
hvad skiller det så, om tilgavns du dør?
 

PEER GYNT

 
Har jeg ikke vært – ? Jeg må næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i nyrenrne inde,
så vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Det er ikke muligt. Her har jeg mine ordre.
Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit livs bestemmele trods.
I støbeskeen med ham som mislykket gods.
 

PEER GYNT

 
Hvilket vås! Der må menes en anden person.
Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom så med det gode, og spild ikke tiden!
 

PEER GYNT

 
Nej, om jeg gør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du får tage dig ivare, min gode mand!
Husk på det ansvar, som følge kan —
 

KNAPPESTØPEREN

 
Jeg har skriftligt for mig —
 

PEER GYNT

 
Men und mig dog frist!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Hvad skal du med den?
 

PEER GYNT

 
Jeg vil få bevist,
at jeg var mig selv gennem hele livet,
og derom er det jo dog vi har kivet.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Bevist? Med hvad?
 

PEER GYNT

 
Med vidner og attester.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester.
 

PEER GYNT

 
Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg!
Kære mand, lad mig låne mig selv på borg;
jeg er snart her igen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man på.
Ja; er vi enige?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Nå da, lad gå.
Men husk, ved næste korsvej vi mødes.
 

(PEER GYNT løber.)

__________________________

(Længere borte på moen.)

PEER GYNT

(i fuld fart)

 
Tid er penge, som skrevet står.
Den, som nu vidste, hvor korsvejen går; —
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende jern.
Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkelig her i skogen.
Verden er fuskværk! Stellet er slet,
når en mand skal bevise sin soleklare ret!
 

(En gammel kroget gubbe med stav i hånden og pose på nakken trasker foran ham.)

GUBBEN

(sandser)

 
Kære, vakkre, – en skilling til en husvild kall.
 

PEER GYNT

 
Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden —
 

GUBBEN

 
Prins Peer! A nej; så vi træffes skal – ?
 

PEER GYNT

 
Hvem er du?
 

GUBBEN

 
Han minds ikke gamlen i Ronden?
 

PEER GYNT

 
Du er da vel aldri – ?
 

GUBBEN

 
Dovregubben, faer!
 

PEER GYNT

 
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
 

DOVREGUBBEN

 
Å, jeg er kommen så rent på knæerne – !
 

PEER GYNT

 
Ødelagt?
 

DOVREGUBBEN

 
Plyndret for rub og stub.
Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub.
 

PEER GYNT

 
Hurra! Sligt vidne vokser ikke på træerne!
 

DOVREGUBBEN

 
Herr prinsen er også bleven grå siden sidst.
 

PEER GYNT

 
Kære svigerfaer, årene gnager og tærer.
Nå; streg over alle private affærer, —
og, for alting, ingen familjetvist.
Jeg var dengang en galning —
 

DOVREGUBBEN

 
Å ja; å ja; —
prinsen var ung. Og hvad gør en ikke da?
Men klog var prinsen, at han vraged sin brud;
dermed har han spart sig både harmen og skammen;
for siden er hun så rent skejet ud —
 

PEER GYNT

 
Se, se!
 

DOVREGUBBEN

 
Hun gik nu for koldt vand og lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
 

PEER GYNT

 
Hvilken Trond?
 

DOVREGUBBEN

 
Han i Valfjeldet.
 

PEER GYNT

 
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked sæterjenterne fra.
 

DOVREGUBBEN

 
Men dattersøn er bleven både fed og stor,
og har gilde børn over hele landet —
 

PEER GYNT

 
Ja, kære mand, spar de mange ord; —
der ligger mig på hjerte noget ganske andet. —
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig stilling,
og ønsker et vidnesbyrd eller en attest; —
se, dermed kunde svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gøre udvej til en drikkeskilling —
 

DOVREGUBBEN

 
A nej; kan jeg være prinsen til nytte?
Så kanske jeg får et skudsmål i bytte?
 

PEER GYNT

 
Med glæde. Jeg er noget i betryk for kontanter,
og må spinke og spare på alle kanter.
Men hør nu, hvad det gælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som frier i Ronden hin kveld —
 

DOVREGUBBEN

 
Bevares, herr prins!!
 

PEER GYNT

 
Ikke dette med prinsen!
Men nok. I vilde med magt og vold
kverve mit syn med et snit i lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt til trold.
Hvad gjorde jeg så? Jeg satte mig imod, —
svor, jeg vilde stå på min egen fod;
jeg forsaged både elskov og magt og ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne kendsgerning, ser I, skal I sverge på til thinge —
 

DOVREGUBBEN

 
Nej, om jeg kan!
 

PEER GYNT

 
Hvad er det for snak?
 

DOVREGUBBEN

 
Han vil da vel ikke til løgn mig tvinge?
Han husker da vel, han i troldbrogen trak,
og smagte på mjøden – ?
 

PEER GYNT

 
Ja, I lokked forførende; —
men jeg satte mig bestemt imod det afgørende.
Og netop det skal en kende sin mand på.
Det er slutningsverset det kommer an på.
 

DOVREGUBBEN

 
Men slutningen, Peer, blev jo stik imod.
 

PEER GYNT

 
Hvad er dette for væv?
 

DOVREGUBBEN

 
Da du Ronden forlod,
så skrev du dig bag øret mit valgsprogs-mærke.
 

PEER GYNT

 
Hvilket?
 

DOVREGUBBEN

 
Ordet, – det kløvende, stærke.
 

PEER GYNT

 
Ordet?
 

DOVREGUBBEN

 
Som skiller mellem menneskenes flok
og troldenes: trold, vær dig selv nok!
 

PEER GYNT

(viger et skridt)

 
Nok!
 

DOVREGUBBEN

 
Og af alle livsens kræfter
har du jo siden levet derefter.
 

PEER GYNT

 
Jeg! Peer Gynt?
 

DOVREGUBBEN

(græder)

 
Det er utaknemmeligt!
Som trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Order, jeg lærte dig, har sat dig istand
til at svinge dig tilvejrs som en holden mand; —
og så kommer du her og kaster på nakken
af mig og af ordet, du skylder hele takken.
 

PEER GYNT

 
Nok! Et bergtrold! En egoist!
Dette her må være sludder; det er ganske visst!
 

DOVREGUBBEN

(trækker frem en bunke gamle blade)

 
Du mener nok ikk, vi holder aviser?
Vent; her skal du se med rødt på sort,
hvor «Bloksberg-posten» dig lover og priser;
og det samme har «Heklefjelds-tiende» gjort
alt fra den vinter, du rejste bort. —
Vil du læse dem, Peer? Du kan gerne få lov.
Her står noget med underskrift «Hingstehov».
Og her: «Om det troldeligt-nationale»
Skribenten drager den sandhed frem,
at det lidt kommer an på horn og hale,
bare en for resten af huden har en rem.
«Vort nok», så slutter han, «gier troldets stempel
til manden», – og så nævner han dig, som exempel.
 

PEER GYNT

 
Et bergtrold? Jeg?
 

DOVREGUBBEN

 
Ja, den sagen er klar.
 

PEER GYNT

 
Kunde ligeså gerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig ro?
Spart slid og møje og mange par sko?
Peer Gynt – et trold? – Det er væv! Det er snak!
Farvel! Der har du en skilling til tobak.
 

DOVREGUBBEN

 
nej, snille prins Peer!
 

PEER GYNT

 
Slip! Du er gal,
eller går i barndom. Søg et hospital.
 

DOVREGUBBEN

 
Å, det er netop det, som jeg søger.
Men dattersøns afkom, som jeg før har sagt,
har fået her i landet slig svare magt;
og de siger, jeg bare er til i bøger.
Det heder jo, værst er ens egne frænder;
jeg stakkar, får føle, det ord er sandt.
Det er hårdt at gælde for digt og tant —
 

PEER GYNT

 
Kære mand, der er flere, det uheld hænder.
 

DOVREGUBBEN

 
Og vi selv har slet ingen hjælpekasse,
ingen spareskillingsgris eller fattigbok; —
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
 

PEER GYNT

 
Nej, der gjaldt det fandens: vær dig selv nok!
 

DOVREGUBBEN

 
Å, prinsen kan da ikke klage på ordet.
Og hvis han på en eller anden boug —
 

PEER GYNT

 
Min mand, du er rent på det gale sporet;
jeg står selv, som man siger, på en nøgen houg —
 

DOVREGUBBEN

 
Det er da ikke muligt? Er prinsen fant?
 

PEER GYNT

 
Tilbunds. Mit prinselige jeg står i pant.
Og det er jer skyld, I forbandede trold!
Der ser man, hvad dårligt selskab kan volde.
 

DOVREGUBBEN

 
Så dratted da håbet af pinden ned igen!
Farvel! Det blir bedst, jeg til byen mig fægter —
 

PEER GYNT

 
Hvad vil du der?
 

DOVREGUBBEN

 
Jeg vil gå til komedien.
De søger i bladet nationale subjekter —
 

PEER GYNT

 
Lykke på rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, går jeg samme vej.
Jeg skriver en farce, både gal og grundig:
den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»
 

(Løber bortover vejen; Dovregubben råber efter ham.)

__________________________

(Ved en korsvej.)

PEER GYNT

 
Nu gælder det, Peer, som det aldri har gældt!
Dette dovriske nok, det har dommen fældt.
Skuden er vrag; en får flyde på stumperne!
Alt andet; kun ikke mellem vraggods-klumperne!
 

KNAPPESTØPEREN

(ved korsvejen)

 
Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten?
 

PEER GYNT

 
Hav vi korsvej her? Det var fort bestilt!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Jeg kan se på dit ansigt, som på et skilt,
hvad seddelen siger, før jeg har læst den.
 

PEER GYNT

 
Jeg blev ked af det rend; – en kan gå sig vild —
 

KNAPPESTØPEREN

 
Ja; og desuden, hvad fører det til?
 

PEER GYNT

 
Sandt nok; på skogen ved nattetid —
 

KNAPPESTØPEREN

 
Der trasker dog en gamling. Skal vi kalde ham hid?
 

PEER GYNT

 
Nej; lad ham gå. Hen er drukken, kære!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Men kanske han kunde —
 

PEER GYNT

 
Hys; nej, – lad være!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Ja, taer vi så fat?
 

PEER GYNT

 
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Et underlig spørgsmål, især i munden
på en mand, der nylig —
 

PEER GYNT

 
Svar kort og godt.
 

KNAPPESTØPEREN

 
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, på dig er sagtens den forklaring spildt;
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters mening til udhængsskilt.
 

PEER GYNT

 
Men den, som nu aldri at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Det skal han ane.
 

PEER GYNT

 
Men hvor ofte slår ikke anelser klik, —
og så går man ad undas midt på sin bane.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Tilvisse, Peer Gynt; i anelsens mangel
har fyren med hoven sin beste angel.
 

PEER GYNT

 
Dette her er en yderlig filtret affære. —
Hør; jeg gør afkald på, mig selv at være;—
det tør kanske falde svært at få det bevist.
Jeg betragter den del af sagen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her så ensom på moen,
følte jeg et tryk av samvittigheds-skoen;
jeg sagde til mig selv: du er dog en synder —
 

KNAPPESTØPEREN

 
Nu lader det jo, som du forfra begyder —
 

PEER GYNT

 
Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i gerning, men i lyster og ord.
I udlandet har jeg levet forbistret —
 

KNAPPESTØPEREN

 
Kan være; men måtte jeg så se registeret?
 

PEER GYNT

 
Ja, und mig blot frist; jeg vil søge presten,
og skrifte i en fart og bringe dig attesten.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Ja, bringer du den, så er det jo klart,
at du blir for støbeske-historien spart.
Men orderen, Peer —
 

PEER GYNT

 
Papiret er gammelt;
det hidhører visst fra et ældre datum; —
det var engang jeg leved så slapt og vammelt,
og spilled profet og trodde på fatum.
Ja, får jeg så prøve?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Men – !
 

PEER GYNT

 
Kære, snille, —
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i distriktet er jo luften så gæv; —
den lægger til befolkningens alder en alen.
Husk på, hvad Justedals-presten skrev:
««det er sjelden, at nogen død her i dalen.»
 

KNAPPESTØPEREN

 
Til næste korsvej; men så ikke længer.
 

PEER GYNT

 
En prest, om jeg så skal gribe han med tænger!
 

(Han løber.)

__________________________

(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget.)

PEER GYNT

 
Den tør være nyttig til mange ting,
sa’e Esben, han tog op en skæreving.
Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld
skulde fri en af klemmen den sidste kveld?
Nå, sagen blir riktignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra asken i ilden; —
men der er jo et ord, som har hævdens dåb, —
der siges: så længe der er liv, er der håb.
 

(En mager person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefængernet over skulderen løber langsefter bakken.)

PEER GYNT

 
Hvem der? En prest med fuglegarn!
Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn!
God aften, herr pastor! Stien er fæl —
 

DEN MAGRE

 
Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl?
 

PEER GYNT

 
Aha; der er en som skal til himle?
 

DEN MAGRE

 
Nej; jeg håber, han er på en anden vej.
 

PEER GYNT

 
Herr pastor, får jeg slå følge et stykke?
 

DEN MAGRE

 
Ret gerne; selskab er efter mit tykke.
 

PEER GYNT

 
Jeg har noget på hjerte —
 

DEN MAGRE

 
Heraus! Læg an!
 

PEER GYNT

 
De ser her for Dem en skikkelig mand.
Statens lov har jeg redeligt holdt;
har aldri siddet i jern og bolt; —
dog stundom taber man fodefæste
og snubler —
 

DEN MAGRE

 
Ak ja; det hænder de bedste.
 

PEER GYNT

 
Se, disse småting —
 

DEN MAGRE

 
Kun småting?
 

PEER GYNT

 
Ja; synder en gros har jeg holdt mig ifra.
 

DEN MAGRE

 
Ja, kære mand, lad mig så i ro;
jeg er ikke den , De synes at tro. —
De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem?
 

PEER GYNT

 
Et mærkeligt udviklet neglesystem.
 

DEN MAGRE

 
Og nu da? De skotter mod foden ned?
 

PEER GYNT

(peger)

 
Er den hoven naturlig?
 

DEN MAGRE

 
Det smigrer jeg mig med.
 

PEER GYNT

(letter på hatten)

 
Jeg skulde svoret på, De var en prest;
og så har jeg den ære – . Nå, bedst er bedst; —
står salsdøren åben, – sky køkkenvejen;
kan du træffe kongen, – gå udenom lakejen.
 

DEN MAGRE

 
Et håndtryk! De synes mig fordomsfri.
Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i?
Ja, De må ikke bede om magt eller penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe, om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; —
det er gået så rent tilagters med omsætningen;
ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ
en enkelt —
 

PEER GYNT

 
Har slægten så merkeligt forbedret sig?
 

DEN MAGRE

 
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; —
de fleste kommer i støbeske.
 

PEER GYNT

 
Nå ja, – den ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den anleding, jeg kom.
 

DEN MAGRE

 
Tal frit!
 

PEER GYNT

 
Hvis der ikke var ubeskedent,
så ønsked jeg gerne —
 

DEN MAGRE

 
Et tilholdsted? Hvad?
 

PEER GYNT

 
De har gættet min bøn forinden jeg bad.
Bedriften går jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det så nøje —
 

DEN MAGRE

 
Men, kære —
 

PEER GYNT

 
Mine fordringer er ikke høje.
Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed;
kun en venlig omgang efter sted og omstændighed. —
 

DEN MAGRE

 
Varmt værelse?
 

PEER GYNT

 
Ikke for varmt; – og helst
adgang til at gå på igen frank og frelst, —
ret til, som man siger, at træde tilbage,
når der byder sig en lejlighed til bedre dage.
 

DEN MAGRE

 
Min kære ven, det gør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker
af lignende indhold mig godtfolk skikker,
når de skal bort fra sin jordiske dont.
 

PEER GYNT

 
Men når jeg betænker min forrige vandel,
så er jeg en adgangsberettiget mand —
 

DEN MAGRE

 
Det var jo kun småting —
 

PEER GYNT

 
I en viss forstand; —
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel —
 

DEN MAGRE

 
Der er dem, som drev handel med viljer og sind,
men gjorde det våset, og slap altså ikke ind.
 

PEER GYNT

 
Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina.
 

DEN MAGRE

 
Atter bedemandsstil! SLigt gør vi kun grin af.
Der er folk, som skiber ud fælere figurer
i prækener, i kunster og literaturer, —
de må dog stå udenfor —
 

PEER GYNT

 
Ja, men ved
De hvad, – jeg har gået og spillet profet!
 

DEN MAGRE

 
I udlandet? Humbug! De fleste seen
ins blaue slutter i støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem til,
så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil.
 

PEER GYNT

 
Jo, hør nu; i havsnød, – jeg sad på et hvæl, —
og der står jo: den druknende griber efter sivet, —
endvidere står der: man er nærmest sig selv, —
og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet.
 

DEN MAGRE

 
Jeg var tilfreds, De en kokkepige
havde halvvejs skilt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en halvvejs—snak,
med respekt at sige? Hvem mener De, gider
ødsle det dyre brændsel, i tider
som disse, på sådant stemningsløst rak?
Ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen;
og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. —
Hør, læreste ven, slå ud den tand;
og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Hem kost og bolig?
Tænk efter; De er en fornuftig mand.
Ja. mindet beholdt De; den sats er sand; —
men udsigten over erindringens land
blev, både for hjerte og for forstand,
hvad svensken kalder «bra lite rolig».
De har intete hverken til at hyle eller smile over;
intet til at juble eller fortvile over;
intet, som kan gøre Dem kold eller hed;
bare sådant noget til at ærgre Dem med.
 

PEER GYNT

 
Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå
hvor skoen trykker, når en ikke har den på.
 

DEN MAGRE

 
Det er sandt; jeg har, – den og den være lov, —
kun for en umage støvle behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte støvler;
det minder mig om, at jeg må afsted, —
jeg skal hente en steg, som jeg håber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler —
 

PEER GYNT

 
Og trude man spørge, hvad synde-foer
har mæsket den karl?
 

DEN MAGRE

 
Så vidt jeg tror
har han været sig selv om natten som om dagen;
og det er igrunden dog hovedsagen.
 

PEER GYNT

 
Sig selv? Sogner det slags folk under Dem?
 

DEN MAGRE

 
Som det falder sig; porten står ialfald på klem.
Husk på, man kan være på to slags vis
sig selv; være vrangen eller retten af kjolen.
De ved, man har nylig fundet på i Paris
at gøre portræter vad hjælp af solen.
Enten kan man direkte billeder give,
eller også de såkaldte negative.
De sidste får omvendt lys og skygge,
og synes for almindelig øjne stygge;
men ligheden hviler dog også i dem,
og det gælder ikke andet, end at få den frem.
Har nu en sjæl sig fotograferet
i sit levnets førsel ad negativ vej,
så blir ikke pladen derfor kasseret, —
man skikker den ganske simpelt til mig.
Jeg taet den da for mig til fortsat behandling;
og ved passende midler sker en forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med svovel og med lignende ingredienser,
til billedet kommer, som pladen skulde give, —
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud, —
så nytter hverken svovel eller kali-lud.
 

PEER GYNT

 
Altså, til Dem må man komme som en ravn,
for at gå som en rype? Tør jeg spørge, hvad navn
står der under det negative kontrafej,
som De nu skal føre over på positiv vej?
 

DEN MAGRE

 
Der strår Peter Gynt.
 

PEER GYNT

 
Peter Gynt! Ja så?
Er herr Gynt sig selv?
 

DEN MAGRE

 
Ja, det bander han på.
 

PEER GYNT

 
Nå, troværdig er han, den samme herr Peter.
 

DEN MAGRE

 
De kender han kanske?
 

PEER GYNT

 
Å-ja, som det heder;—
man kender så mange.
 

DEN MAGRE

 
Min tid er knap;
hvor så De ham sidst?
 

PEER GYNT

 
Det var nede på Kap.
 

DEN MAGRE

 
Di Buona Speranza?
 

PEER GYNT

 
Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.
 

DEN MAGRE

 
Så må jeg derned på stående fod.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod;—
der findes nogle slemme missionærer fra Stavanger.
 

(Han farer sydover.)

PEER GYNT

 
Den dumme hund! Der sætter han på sprang
med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang.
Det var mig en fryd at narre det asen.
Slig karl gør seg kostbar og spiller basen!
Han har rigtig noget at gøre sig bred af!
Håndtværket skal han nok ikke bli fed af;—
snart ryger han af pinden med hele stasen.—
Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadelen;
jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adelen.
 

(et stjerneskud skimtes; han nikker efter det)

 
Hils fra Peer Gynt, broer stjernerap!
Lyse, slukne og forgå i et gab —
 

(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne, stilt en stund, da skriger han):

 
Er der ingen, ingen i hele vrimlen—,
ingen i afgrunden, ingen i himlen – !
 

(Kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.)

 
Så usigelig fattig kan en sjæl da gå
tilbage til intet i det tågede grå.
Du dejlige jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit græs til ingen nytte
Du dejlige sol, du har sløset med
dine lysende stænk i en folketom hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme;—
ejeren, siger de, var aldri hjemme.
Dejlige sol og dejlige jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min moer.
Ånden er karrig og naturen ødsel.
Det er dyrbart at bøde med livet for sin fødsel.—
Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde;
jeg vil endu en gang se solen rinde,
stirre mig træt på det lovede land,
se at få snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;»
og bagefter, – siden – ! Lad det gå, som det kan.
 

KIRKEFOLK

(synger på skogstien)

 
Velsignede morgen
da Gudsrigets tunger
traf jorden som flammende stål!
Fra jorden mod borgen
nu arvingen sjunger
på Gudrigets tungemål.
 

PEER GYNT

(kryber sammen i skræk)

 
Aldri se dig! Der er ørk og øde.—
Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde.
 

(Vil liste ind mellem buskerne, men støder på korsvejen.)

KAPPESTØPEREN

 
God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegisteret?
 

PEER GYNT

 
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg årked?
 

KAPPESTØPEREN

 
Og du ingen traf?
 

PEER GYNT

 
Ingen uden en rejsende fotograf.
 

KNAPPESTØPEREN

 
Ja, fristen er ude.
 

PEER GYNT

 
Alting er ude.
Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Det er ottesangs-klokken —
 

PEER GYNT

(peger)

 
Hvad er det, som skinner?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Bare lys i en stue.
 

PEER GYNT

 
Hvad er det for sus?
 

KNAPPESTØPEREN

 
Vare sang af en kvinde.
 

PEER GYNT

 
Ja, der – der finder
jeg synderegisteret.
 

KNAPPESTØBEREN

(griber i ham)

 
Beskik dit hus!
 

(De er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.)

PEER GYNT

 
Beskikke mit hus? Der er det! Gå!
Pak dig! Var skeen så stor som en kiste,—
du kan tro, den rummed ikke mig og min liste!
 

KNAPPESTØPEREN

 
Til tredje korsvejen, Peer; men så!
 

PEER GYNT

(nærmere mod huset)

 
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
 

(Standser.)

 
Nej! – Som en vild uendelig klage
er det at gå ind, gå hjem og tilbage.
 

(Går nogle skridt; men standser igen.)

 
Udenom, sa’e bøjgen!
 

(Hører sand i stuen.)

 
Nej; denne gang
Tvers igennem, var vejen aldri så trang!
 

(Han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg ud i døren, kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank og mild.)

PEER GYNT

(kaster sig ned på dørstokken)

 
Har du dom for en synder, så tal den ud!)
 

SOLVEJG

 
Der er han! Der er han! Lovet være Gud!
 

(Famler efter ham.)

PEER GYNT

 
Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!
 

SOLVEJG

 
Intet har du syndet, min eneste gut!
 

(Famler igjen og finder ham.)

KNAPPESTØBEREN

(bag huset)

 
Registret, Peer Gynt?
 

PEER GYNT

 
Skrig ud min brøde!
 

SOLVEJG

(sætter sig hos ham)

 
Livet har du gjort mig til en dejlig sang.
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde!
 

PEER GYNT

 
Så er jeg fortabt!
 

SOLVEJG

 
Der er en, som råder.
 

PEER GYNT

(ler)

 
Nævn dem.
 

PEER GYNT

 
Nævn dem? Hejsan! Ja visst!
Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?
 

SOLVEJG

 
Været?
 

PEER GYNT

 
Med bestemmelsens mærke på sin pande;
været, som han sprang i Guds tanke frem!
Kan du sige mig det? Hvis ikke må jeg hjem,—
gå under i de tågede lande.
 

SOLVEJG

(smiler)

 
O, den gåden er let.
 

PEER GYNT

 
Så sig, hvad du ved!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande?
 

SOLVEJG

(smiler)

 
I min tro, i mit håb og i min kærlighed.
 

PEER GYNT

(studser tilbage)

 
Hvad siger du – ? Ti! Det er gøglende ord.
Til gutten derinde er selv du moer!
 

SOLVEJG

 
Det er jeg, da; men hvem er hans fader?
Det er han, som for moderens bøn forlader.
 

PEER GYNT

(et skær af lys går over ham, han skriger)

 
Min moder; min hustru, uskyldig kvinde! —
O, gem mig, gem mig derinde!
 

(Han klynger sig fast og skuler ansigtet i hendes skød. Langs stilhed. Solen rinder.)

SOLVEJG

(synger sagte)

 
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.—
Gutten har siddet på sin moders fang.
De to har leget hele livsdagen land.
Gutten har hvilet ved sin moders bryst
hele livsdagen land. Gud signe, min lyst!
Gutten har ligget til mit hjerte tæt
hele livsdagen land. Nu er han så træt.
Sov du, dyreste gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge!
 

KNAPPESTØBERENS STEMME

(bag huset)

 
Vi træffes på sidste korsvejen, Peer
og så får vi se, om – ; jeg sier ikke mer.
 

SOLVEJG

(synger højere i dagglansen)

 
Jeg skal vugge dig, jeg skal våge;—
sov og drøm du, gutten min!