Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

GREGERS. Hvis fruerne vil ind på de enemærker, så er det bedst jeg går.

FRU SØRBY. De kan gerne bli’ for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere. Men jeg vilde, De skulde ha’ rede på, at jeg ikke har faret med fortielser eller nogen slags underfundighed. Det kan kanske synes, at det er en svært stor lykke, jeg gør; og det er det jo også på en måde. Men jeg mener alligevel, at jeg ikke tar imod mere end jeg gir. Jeg skal visst aldrig svigte ham. Og tjene og nytte ham som ingen anden, det kan jeg nu, da han snart blir hjaelpeløs.

HJALMAR. Blir han hjælpeløs?

GREGERS (til fru Sørby). Ja, ja, tal nu ikke om det her.

FRU SØRBY. Det nytter ikke at skjule det længer, så gerne han end vil. Han blir blind.

HJALMAR (studser). Blir han blind? Det var da besynderligt. Blir han blind, han også?

GINA. Det blir jo så mange.

FRU SØRBY. Og en kan vel tænke sig, hvad det vil sige for en forretningsmand. Nå, jeg skal prøve på at bruge mine øjne for ham så godt jeg kan. Men nu tør jeg ikke bli’ længer; jeg er så opkavet i denne tid. – Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg.

GREGERS. Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for.

FRU SØRBY. Ja så – , jeg synes da ikke, at han før i tiden —

GINA. Jo, Berta, nu behøver ikke Ekdal at ta’ nogen tingen fra grosserer Werle.

HJALMAR (langsomt og med vægt). Vil De hilse Deres tilkommende mand fra mig og sige, at jeg i den nærmeste fremtid agter at gå til bogholder Gråberg —

GREGERS. Hvad! Kan du ville det?

HJALMAR. – gå til bogholder Gråberg, siger jeg, og forlange en konto over det beløb, jeg skylder hans principal. Jeg vil betale denne æresgæld – ; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.

GINA. Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.

HJALMAR. Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent på min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine åndskræfter oppe under denne anstrængende beskæftigelse, det er ønsket om at bli’ en pinlig gældsbyrde kvit. Derfor gør jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigøre mig for Deres vordende ægtefælles pekuniære udlæg.

FRU SØRBY. Her er nok sket et eller andet her i huset.

HJALMAR. Ja, det er det.

FRU SØRBY. Nå, så farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med dig om, Gina; men det får være til en anden gang. Farvel. (Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina følger fru Sørby til døren.)

HJALMAR. Ikke ud over tærskelen, Gina! (Fru Sørby går; Gina lukker efter hende.)

HJALMAR. Se så, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gældspost fra hånden.

GREGERS. Snart i al fald.

HJALMAR. Jeg tror, min holdning må kaldes korrekt.

GREGERS. Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.

HJALMAR. I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri’ og vånde mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.

GREGERS (lægger hånden på hans skulder). Kære Hjalmar, – var det så ikke godt, at jeg kom?

HJALMAR. Jo.

GREGERS. At du fik fuld klarhed over alle forhold, – var ikke det godt?

HJALMAR (lidt utålmodig). Jo visst var det godt. Men der er én ting, som oprører min retfærdighedsfølelse.

GREGERS. Og hvad er det for noget?

HJALMAR. Det er dette her, at – ; ja, jeg ved ikke, om jeg tør yttre mig så uforbeholdent om din far.

GREGERS. Tag ikke noget som helst hensyn til mig.

HJALMAR. Nå vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget så oprørende at tænke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som realiserer det sande ægteskab.

GREGERS. Nej men hvor kan du da sige sligt!

HJALMAR. Jo visst blir det så. Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget på fuld fortrolighed, bygget på hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg så må udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem.

GREGERS. Nå ja, hvad så?

HJALMAR. Ja, men så er det der jo alt sammen. Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa’, hørte til, for at grunde det sande ægteskab.

GREGERS. Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to – ? Nå, du forstår mig nok.

HJALMAR. Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget, som sårer og krænker min retsbevidsthed. Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til.

GINA. Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige.

GREGERS. Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål.

HJALMAR. Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind.

GINA. Å det er kanske ikke så sikkert.

HJALMAR. Det er utvilsomt. Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning.

GREGERS. Desværre, han har forblindet mange.

HJALMAR. Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne.

GINA. Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.

HJALMAR. Det er tjenligt at fordybe sig i tilværelsens natsider en gang imellem. (Hedvig, i hat og kåbe, kommer glad og forpustet ind gennem gangdøren.)

GINA. Er du alt der igen?

HEDVIG. Ja, jeg vilde ikke gå længer. Og det var godt; for nu mødte jeg nogen i porten.

HJALMAR. Det var vel denne fru Sørby.

HEDVIG. Ja.

HJALMAR (går op og ned). Jeg vil håbe, du skal ha’ set hende for sidste gang. (Taushed. Hedvig ser forknyt snart på den ene snart på den anden som for at udforske stemningen.)

HEDVIG (nærmer sig indsmigrende). Far.

HJALMAR. Nå, – hvad er det, Hedvig?

HEDVIG. Fru Sørby havde noget med til mig.

HJALMAR (standser). Til dig?

HEDVIG. Ja. Det er noget, som skal være til imorgen.

GINA. Berta har altid havt en liden ting til dig på den dagen.

HJALMAR. Hvad er det for noget?

HEDVIG. Nej, det kan du ikke få vide nu; for mor skal gi’ mig det på sengen imorgen tidlig.

HJALMAR. Å, alt dette maskepi, som jeg skal holdes udenfor!

HEDVIG (skynder sig). Nej, du kan gerne få se det. Det er et stort brev. (Tar brevet op af kåbelommen).

HJALMAR. Et brev også?

HEDVIG. Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, – et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så står der «frøken» udenpå det. (Læser.) «Frøken Hedvig Ekdal». Tænk, – det er mig.

HJALMAR. Lad mig se det brev.

HEDVIG (rækker ham det). Der kan du se.

HJALMAR. Det er grosserer Werles hånd.

GINA. Er du viss på det, Ekdal?

HJALMAR. Se selv.

GINA. Å tror du, jeg skønner mig på sligt?

HJALMAR. Hedvig, må jeg åbne brevet – og læse det?

HEDVIG. Ja det må du gerne, hvis du vil.

GINA. Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen.

HEDVIG (sagte). Å kan du ikke la’ ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen.

HJALMAR. Jeg må altså åbne det?

HEDVIG. Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er.

HJALMAR. Godt. (Åbner brevet, tar et papir ud, læser det igennem og synes forvirret.) Hvad er da dette her – ?

GINA. Hvad står der for noget da?

HEDVIG. Å ja, far, – sig det!

HJALMAR. Vær stille. (Læser det en gang til igennem; er bleven bleg, men siger behersket): Det er et gavebrev, Hedvig.

HEDVIG. Nej, tænk! Hvad får jeg da?

HJALMAR. Læs selv.

HEDVIG (går hen og læser en stund ved lampen).

HJALMAR (halvhøjt, knytter hænderne). Øjnene! Øjnene, – og så det brevet!

HEDVIG (afbryder læsningen). Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha’ det.

HJALMAR (tar brevet fra hende). Du Gina, – kan du forstå dette her?

GINA. Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.

HJALMAR. Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig på kontoret —

GREGERS. Aha!

HEDVIG. Hundrede kroner, mor! Det læste jeg.

GINA. Det blir jo godt for bedstefar.

HJALMAR. – hundrede kroner, så længe han har det nødig, – det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne.

GINA. Nå, så er da han forsørget, stakkers.

HJALMAR. Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig.

HEDVIG. På mig! Alt sammen?

HJALMAR. Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?

GINA. Ja, jeg hører det nok.

HEDVIG. Tænk – alle de penge, jeg får! (Rusker i ham.) Far, far, er du da ikke glad – ?

HJALMAR (undviger hende). Glad! (Går om på gulvet.) Å, hvilke fjernsyn, hvilke perspektiver der ruller op for mig! Hedvig er det; hun er det, han betenker så rigelig!

GINA. Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag —

HEDVIG. Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi’ alle pengene til dig og mor.

HJALMAR. Til mor, ja! Der har vi det.

GREGERS. Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.

HJALMAR. Tror du, det skulde være en snare nu igen?

GREGERS. Da han var her imorges, sa’ han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig.

HJALMAR. Ikke den mand – !

GREGERS. Du skal få se det, sa’ han.

HJALMAR. Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge – !

HEDVIG. Men, mor, hvad er det da for noget?

GINA. Gå ud og tag af dig tøjet. (Hedvig går grædefærdig ud gennem køkkendøren.)

GREGERS. Ja, Hjalmar, – nu vil det vise sig, hvem der har ret, han eller jeg.

HJALMAR (river langsomt papiret tvers over, lægger begge stykkerne på bordet og siger): Her er mit svar.

GREGERS. Det vented jeg.

HJALMAR (går hen til Gina, som står ved ovnen, og siger dæmpet): Og nu ingen fortielse mere. Hvis forholdet mellem dig og ham blev belt forbi, da du – kom til at holde af mig, som du kalder det, – hvorfor satte han os da i stand til at gifte os?

GINA. Han tænkte vel, han skulde få sin gang her i huset.

HJALMAR. Bare det? Var han ikke ræd for en viss mulighed?

GINA. Jeg skønner ikke, hvad du mener.

HJALMAR. Jeg vil vide, om dit barn har ret til at leve under mit tag.

GINA (retter sig ivejret; øjnene lyner). Og det spør’ du om!

HJALMAR. Du skal svare mig på dette ene: Hører Hedvig mig til – eller – ? Nå!

GINA (ser på ham med kold trods). Jeg ved ikke.

HJALMAR (dirrer let). Du ved det ikke!

GINA. Hvor kan jeg vide det? En slig en, som jeg er —

HJALMAR (stille, vender sig fra hende). Så har jeg ikke mere at gøre her i huset.

GREGERS. Betænk dig på dette, Hjalmar!

HJALMAR (tar sin yderfrakke på). Her er ingen ting at betænke for en mand, som jeg.

GREGERS. Jo, her er så usigelig meget at betænke. Sammen må I tre være, hvis du skal vinde frem til den store tilgivelsens offerstemning.

HJALMAR. Did vil jeg ikke. Aldrig, aldrig! Min hat! (Tar hatten.) Hjemmet er styrtet i grus omkring mig. (Brister i gråd.) Gregers, jeg har ikke noget barn!

HEDVIG (som har åbnet køkkendøren). Hvad er det du siger! (Hen til ham.) Far, far!

GINA. Se så!

HJALMAR. Kom ikke nær mig, Hedvig! Gå langt bort. Jeg taler ikke at se dig. Å, de øjnene – ! Farvel. (Vil imod døren.)

HEDVIG (hænger sig fast i ham og skriger højt). Nej da! Nej da! Gå ikke ifra mig!

GINA (råber). Se på barnet, Ekdal! Se på barnet!

HJALMAR. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; – væk fra alt dette! (Han river sig løs fra Hedvig og går ud gennem gangdøren.)

HEDVIG (med fortvilede øjne). Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen!

GINA. Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen.

HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen). Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.

GREGERS. Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?

GINA. Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel.

HEDVIG (ligger i sofaen). Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen!

GINA. Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. (Tar ydentøjet på.) Kanske han er gåt indom til Relling. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det?

HEDVIG (græder krampagtigt). Ja, jeg skal la’ det være; når bare far kommer igen.

GREGERS (til Gina, som vil gå). Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende?

GINA. Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet. (Går ud gennem gangdøren.)

HEDVIG (sætter sig oprejst og tørrer tårerne af). Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere?

GREGERS. De skal ikke spørge om det, forinden De er ble’t stor og voksen.

HEDVIG (hikster). Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. – Jeg skønner nok, hvad det er. Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.

GREGERS (urolig). Hvorledes skulde det gå til?

HEDVIG. Mor kan jo ha’ fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om.

GREGERS. Nå, men om så var —

HEDVIG. Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere. Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den.

GREGERS (afledende). Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig.

HEDVIG. Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri’ halsen om på den!

GREGERS. Å det gør han da visst ikke.

HEDVIG. Nej, men han sa’ det. Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er.

GREGERS (ser på hende). Plejer De læse aftenbøn?

HEDVIG. Jaha.

GREGERS. Hvem har vænnet Dem til det?

HEDVIG. Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa’ han, at’ han sad med døden i hænderne.

GREGERS. Nå ja?

HEDVIG. Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble’t ved med det.

GREGERS. Og nu bér De for vildanden også?

HEDVIG. Jeg syntes, det var bedst at ta’ vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen.

GREGERS. Læser De kanske morgenbøn også?

HEDVIG. Nej det gør jeg da rigtignok ikke.

GREGERS. Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?

HEDVIG. Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget videre at være ræd for.

GREGERS. Og den vildanden, som De holder så inderlig af, den vilde Deres far vri’ halsen om på.

HEDVIG. Nej, han sa’, det var bedst for ham, om han gjorde det; men han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af far.

GREGERS (lidt nærmere). Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?

HEDVIG (rejser sig). Vildanden!

GREGERS. Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden?

HEDVIG. Tror De, det vilde hjælpe?

GREGERS. Prøv det, Hedvig.

HEDVIG (sagte, med lysende øjne). Ja, jeg vil prøve det.

GREGERS. Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?

HEDVIG. Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig.

GREGERS. Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!

HEDVIG. Hvorfor ikke det?

GREGERS. Hun forstår os ikke.

HEDVIG. Vildanden? Jeg vil prøve det imorgen tidlig? (Gina kommer ind gennem gangdøren.)

HEDVIG (imod hende). Traf du ham, mor?

GINA. Nej; men jeg hørte, han havde været indom og fåt Relling med sig.

GREGERS. Er De viss på det?

GINA. Ja, portkonen sa’ det. Molvik var også gåt med, sa’ hun.

GREGERS. Og det nu, da hans sind trænger så hårdt til at kæmpe i ensomhed – !

GINA (tar tøjet af). Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har trukket ham hen! Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke.

HEDVIG (kæmper med gråden). Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!

GREGERS. Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De få se, hvorledes han kommer. Sov så trøstig på det, Hedvig. God nat. (Han går ud gennem gangdøren.)

HEDVIG (kaster sig hulkende om Ginas hals). Mor, mor!

GINA (klapper hende på ryggen og sukker): Ak ja; Relling havde ret, han. Så går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen.

* * * * *

FEMTE AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind; der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.)

(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)

GINA (standser). Nå?

HEDVIG. Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling —

GINA. Ser du bare!

HEDVIG. – for portkonen sa’, hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat.

GINA. Det var nok det, jeg tænkte.

HEDVIG. Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til os.

GINA. I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham. (Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer frem i døren til sit værelse.)

EKDAL. Du Hjalmar – . Er ikke Hjalmar hjemme?

GINA. Nej, han er nok gåt ud.

EKDAL. Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg. (Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går derind; hun lukker efter ham.)

HEDVIG (halvhøjt). Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os.

GINA. Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen.

HEDVIG. Ja men – (Gregers kommer ind gennem gangdøren.)

GREGERS. Nå? Har De så fåt spurlag på ham?

GINA. Han skal nok være nede hos Relling, siger de.

GREGERS. Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?

GINA. Han har nok det.

GREGERS. Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor – !

GINA. Ja De må så sige. (Relling kommer ind fra gangen.)

HEDVIG (imod ham). Er far hos Dem?

GINA (samtidigt). Er han der?

RELLING. Ja visst er han så.

HEDVIG. Og De, som ikke siger os til!

RELLING. Ja, jeg er et bæst. Men først så havde jeg det andre bæstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at – .

GINA. Hvad siger Ekdal idag?

RELLING. Han siger ingen verdens ting.

HEDVIG. Snakker han slet ikke?

RELLING. Ikke et levendes ord.

GREGERS. Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.

GINA. Men hvad tar han sig da til?

RELLING. Han ligger på sofaen og snorker.

GINA. Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.

HEDVIG. Sover han? Kan han sove?

RELLING. Ja, det lader s’gu’ til det.

GREGERS. Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham —

GINA. Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om nætterne.

HEDVIG. Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor.

GINA. Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De ha’, Relling. Nu må jeg først få gjort huset lidt rensligt og pent, og så – . Kom og hjælp mig, Hedvig. (Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.)

GREGERS (vender sig til Relling). Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i Hjalmar Ekdal?

RELLING. Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig rørelse i ham.

GREGERS. Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag – ? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar – ?

RELLING. Å, personlighed – han! Hvis han nogensinde har havt ansats til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så er både rødderne og trævlerne ble’t grundigt exstirperet allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.

GREGERS. Det skulde dog være mærkeligt – med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt.

RELLING. Af de to forskruede, hysteriske tante – frøkenerne, mener De?

GREGERS. Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la’ den ideale fordring i glemmebogen; – ja, nu skal De vel til at gøre nar igen.

RELLING. Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble’t holdt for et lys —

GREGERS. Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?

RELLING. Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage.

GREGERS. Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner.

RELLING. Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble’t student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker —

GREGERS (harmfuld). Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?

RELLING. Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for.

GREGERS. Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.

RELLING. Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De.

GREGERS. Det har De ret i.

RELLING. Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, – altid går De og ørsker i tilbedelses – delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer.

GREGERS. Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.

RELLING. Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset.

GREGERS. Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham?

RELLING. Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.

GREGERS. Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?

RELLING. Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.

GREGERS. Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?

RELLING. Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham.

GREGERS. Livsøgnen? Jeg hørte ikke rigtig – ?

RELLING. Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.

GREGERS. Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med?

RELLING. Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.

GREGERS. Er han da ikke dæmonisk?

RELLING. Hvad fan’ vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv.

GREGERS. Løjtnant Ekdal? Hvad han?

RELLING. Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.

GREGERS. Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer.

RELLING. Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.

GREGERS. Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?

RELLING. Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.

GREGERS. Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!

RELLING. Det turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme, (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen). Nå, lille vildand – mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen. (Går ud gennem gangdøren.)

GREGERS (nærmer sig Hedvig). Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.

HEDVIG. Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.

GREGERS. Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke.

HEDVIG. Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt.

GREGERS. Underligt?

HEDVIG. Ja jeg ved ikke – . Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre.

GREGERS. Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem.

HEDVIG. Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så —

GREGERS. Å, havde De så sandt fat opladt øje for det, som gir livet værd, – havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem. Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig. (Han går ud gennem gangdøren.) (Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet; idet samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og åbner på klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.)

EKDAL. Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.

HEDVIG. Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?

EKDAL. Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig.

HEDVIG. Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne?

EKDAL. Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?

HEDVIG. Ja men vildanden da?

EKDAL. Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.

HEDVIG. Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder.

EKDAL. Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.

HEDVIG. Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; – jeg mener ikke med min vildand men med andre?

EKDAL. Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal i de skydes mod fjæren, ser du, – ikke med fjæren.

HEDVIG. Dør de da, bedstefar?

EKDAL. Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm. (Går ind i sit værelse.)

HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol ned fra hylden og ser på den). (Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.)

HEDVIG (lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig).

GINA. Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.

HEDVIG (går fra reolen). Jeg vilde bare rydde lidt.

GINA. Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta’ brettet med, når jeg går ned til ham. (Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i atelieret.) (Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.)

GINA (blir stående med kosten i hånden og ser på ham). Å, nej da, Ekdal, – kommer du alligevel?

HJALMAR (træder ind og svarer med dump røst): Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund.

GINA. Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss’ da, – hvorledes er det, du ser ud!

HJALMAR. Ser ud?

GINA. Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst.

HEDVIG (i køkkendøren). Mor, Skal jeg ikke – ? (Ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham.) Å far, far!

HJALMAR (vender sig bort og slår ud med hånden). Væk, væk, væk! (Til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg!

GINA (halvhøjt). Gå ind i dagligstuen, Hedvig. (Hedvig går stille derind.)

HJALMAR (travlt, trækker bordskuffen ud). Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?

GINA. Hvilke bøger?

HJALMAR. Mine videnskabelige værker, naturligvis, – de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.

GINA (søger i reolen). Er det disse her, som ikke er nogen perm på?

HJALMAR. Ja visst er det så.

GINA (lægger en bunke hæfter på bordet). Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?

HJALMAR. Behøves ingen opskæring for mig. (Kort taushed.)

GINA. Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?

HJALMAR (roder mellem bøgerne). Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.

GINA. Ja-ja.

HJALMAR (hæftigt). For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen!

GINA. Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.

HJALMAR. Bevis – !

GINA. Jeg synes, du skulde bevise.

HJALMAR. Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav – ; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav —

GINA. Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham, stakker?

HJALMAR. Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter – . Hm – . (Nølende.) Er der ingen, som har fundet min hat på trapperne?

GINA. Nej. Har du mistet hatten?

HJALMAR. Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.

GINA. Jøss’, hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?

HJALMAR. Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder?

GINA. Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal. (Går ud i køkkenet.)

HJALMAR (taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens han tømmer bordskuffen). Du er en skurk, Relling! – En kæltring er du! – Ah, skændige forfører! Kunde jeg så sandt få nogen til at snigmyrde dig! (Han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det hurtigt fra sig i det Gina kommer.)

GINA (sætter et dækket kaffebret på bordet). Her er en tår varmt, om du kunde ha’ lyst. Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til.

HJALMAR (skotter til brettet). Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. – Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine vigtige papirer? (Åbner stuedøren, men viger tilbage.) Der er hun også!

GINA. Ja, herre gud, et steds må da barnet være.