Текст книги "Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке"

GINA. Nej kors; hvor kan De da tro det?

HJALMAR. Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (Til Gregers.) Men sig mig, tænker du altså at bli’ her i byen for det første?

GREGERS (tar sin overfrakke på). Ja, nu tænker jeg at bli’ her.

HJALMAR. Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta’ dig til?

GREGERS. Ja – , vidste jeg bare det, du – da var jeg ikke så ilde faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers – . «Gregers» – og så «Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du?

HJALMAR. Å, det synes jeg slet ikke.

GREGERS. Huf! Isch! Jeg kunde ha’ lyst til at spytte på den fyren, som heder sligt noget. Men når en nu engang har det kors på sig at være Gregers Werle her i verden, således som jeg er det —

HJALMAR (ler). Ha-ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du så være for noget?

GREGERS. Kunde jeg vælge, så vilde jeg aller helst være en flink hund.

GINA. En hund!

HEDVIG (uvilkårligt). Å nej da!

GREGERS. Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet.

HJALMAR. Nej, ved du hvad, Gregers, – dette her skønner jeg ikke et ord af.

GREGERS. Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså – så flytter jeg ind. (Til Gina.) De skal ikke få noget bryderi af mig; for jeg gør al ting selv. (til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen. – Godnat, fru Ekdal. (Nikker til Hedvig.) Godnat!

GINA. Godnat, herr Werle.

HEDVIG. Godnat.

HJALMAR (som har tændt et lys). Bi lidt; jeg må lyse dig; der er visst mørkt på trapperne. (Gregers og Hjalmar går ud gennem gangdøren.)

GINA (ser hen for sig, med sytøjet i fanget). Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde være en hund?

HEDVIG. Jeg skal sige dig en ting, mor, – jeg tror, at han mente noget andet med det.

GINA. Hvad skulde det være for noget?

HEDVIG. Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget andet, end det han sa’ – hele tiden.

GINA. Tror du det? Ja underlig var det.

HJALMAR (kommer tilbage). Lampen brændte endnu. (Slukker lyset og sætter det fra sig.) Ah, endelig kan man da få sig en bid mad i livet. (Begynder at spise smørrebrød.) Nå, ser du det, Gina, – når man bare er om sig, så —

GINA. Hvorledes om sig?

HJALMAR. Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk, – til et menneske som Gregers, – en gammel god ven.

GINA. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.

HEDVIG. Å mor, du skal se, det blir så morsomt!

HJALMAR. Du er da også besynderlig. Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA. Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så – . Men hvad tror du, grossereren vil sige?

HJALMAR. Gamle Werle? Det rager da ikke ham.

GINA. Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR. Ja, det kan gerne være, men —

GINA. Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag ved —

HJALMAR. Så lad ham tro det længe nok! Grosserer Werle har gjort overmåde meget for mig; gud bevar’s, – det erkender jeg. Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gøre mig afhængig af ham.

GINA. Men, snille Ekdal, det kan komme til at gå ud over gamle – far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten, han har hos Gråberg.

HJALMAR. Jeg havde nær sagt: gid det var så vel! Er det ikke noget ydmygende for en mand, som jeg, at se sin gråhærdede far gå som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, tænker jeg. (Tar et nyt stykke smørrebrød.) Har jeg så Sandt en opgave i livet, så skal jeg også udføre den!

HEDVIG. Å ja far! Gør det!

GINA. Hys; væk ham bare ikke!

HJALMAR (sagtere). Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da – . Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Og det må den mand være, som har en opgave i livet, (henne ved lænestolen, bevæget). Stakkers gamle hvidhårede far. – Lid på din Hjalmar, du. – Han har brede skuldre, han; – kraftfulde skuldre i al fald. – Du skal nok en vakker dag vågne op og – . (Til Gina.) Tror du det kanske ikke?

GINA (rejser sig). Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs.

HJALMAR. Ja, lad os det. (De tar varligt fat på den gamle.)

* * * * *

TREDJE AKT

(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind gennem det store vindu i skråtaget; forhænget er fratrukket.)

(Hjalmar sidder ved bordet beskæftiget med at retouchere et fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter kommer Gina i hat og kåbe ind gennem gangdøren; hun har en lågkurv på armen.)

HJALMAR. Er du alt der igen, Gina?

GINA. Å ja, en får nok rappe sig. (Sætter kurven på en stol og tar tøjet af.)

HJALMAR. Så du indom til Gregers?

GINA. Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer.

HJALMAR. Nå da?

GINA. Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble’t fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at —

HJALMAR. Å nej da.

GINA. Men så kommer det bedste; for så skal han nu slukke, og så slår han alt vaskevandet ind i ovnen, så gulvet driver over af det værste svineri.

HJALMAR. Det var da kedeligt.

GINA. Jeg har nu fåt portkonen op til at skure efter ham, den grisen; men der blir ikke værendes der inde før i eftermiddag.

HJALMAR. Hvor har han så gjort af sig imens?

GINA. Han gik ud lidt, sa’ han.

HJALMAR. Jeg var også inde hos ham et øjeblik – efter du var gåt.

GINA. Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.

HJALMAR. Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen – ; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset.

GINA. Jeg får jo se at finde lidt.

HJALMAR. Men lad det endelig ikke bli’ for knapt. For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling på trappen, ser du, og så måtte jeg jo —

GINA. Nå, skal vi ha’ de to også?

HJALMAR. Herre gud, – et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til.

GAMLE EKDAL (åbner sin dør og ser ind). Hør her, du Hjalmar – (bemærker Gina). Nå så.

GINA. Er det noget, som bedstefar vil ha’?

EKDAL. Å nej; det kan være det samme. Hm! (Går ind igen.)

GINA (tar kurven). Pas endelig godt på ham, så han ikke går ud.

HJALMAR. Ja, ja, det skal jeg nok. – Hør du, Gina; lidt sildesalat vilde være svært bra’; for Relling og Molvik har nok været ude på rangel inat.

GINA. Bare de ikke kommer for snart over mig, så —

HJALMAR. Nej visst ikke; gi’ du dig tid.

GINA. Ja ja da; og så kan jo du få arbejde lidt imens.

HJALMAR. Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg årker!

GINA. For så har du det fra hånden, ser du. (Hun går med kurven ud i køkkenet.)

HJALMAR (sidder en stund og pensler på fotografiet; det går trægt og med ulyst).

EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger dæmpet): Har du det travlt, du?

HJALMAR. Ja, jeg sidder jo her og stræver med disse billederne —

EKDAL. Ja ja, gud bevar’s – når du har det så travlt, så – . Hm! (Går ind igen; døren blir stående åben.)

HJALMAR (fortsætter en stund i taushed; derpå lægger han penselen fra sig og går hen til døren). Har du det travlt, far?

EKDAL (brummer indenfor). Når du har det travlt, så har jeg det også travlt. Hm!

HJALMAR. Ja ja da. (Går til sit arbejde igen.)

EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i døren). Hm; ser du, Hjalmar, så svært travlt har jeg det jo ikke.

HJALMAR. Jeg synes du sad og skrev.

EKDAL. For fanden, kan ikke han, Gråberg, vente en dags tid eller to? Det står da ikke om livet ved jeg.

HJALMAR. Nej; og du er da ikke nogen træl heller.

EKDAL. Og så var det dette her andet derinde —

HJALMAR. Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke op for dig?

EKDAL. Vilde rigtig ikke være af vejen.

HJALMAR (rejser sig). For så havde vi det fra hånden.

EKDAL. Just så, ja. Skal jo være færdig til imorgen tidlig. For det er jo imorgen? Hm?

HJALMAR. Ja visst er det imorgen. (Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdør til side. Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer flyver frem og tilbage, andre går og kurrer på stilladserne; hønsene kagler en gang imellem længere inde på loftet.)

HJALMAR. Nå, så får du gå ivej da, far.

EKDAL (går indenfor). Kommer ikke du med?

HJALMAR. Jo, ved du hvad, – jeg tror næsten – (ser Gina i køkkendøren). Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg må arbejde. – Men så var det mekanismen – (Han trækker i en snor; indefra glider ned et forhæng, hvis nedre del består af en stribe gammel sejldug, resten, oventil, af et stykke udspændt fiskegarn. Loftsgulvet er således ikke længer synligt.)

HJALMAR (går hen til bordet). Se så; nu kan jeg da vel få sidde i fred en stund.

GINA. Skulde han nu der ind og grassere igen?

HJALMAR. Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam Eriksen? (Sætter sig.) Er det noget, du vil? Du sa’ jo —

GINA. Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her?

HJALMAR. Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen så tidlig?

GINA. Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen.

HJALMAR. Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!

GINA. Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.

HJALMAR. Nå, så er det jo bra’. Ja, så spiser vi her.

GINA. Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til.

HJALMAR. Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan!

GINA. For så er du fri siden, ser du. (Går ud i køkkenet igen.) (Kort ophold.)

EKDAL (i loftsdøren, indenfor garnet). Hjalmar!

HJALMAR. Nå?

EKDAL. Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

HJALMAR. Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

EKDAL. Hm-hm-hm. (Går fra døren igen.)

HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig halvt). (Hedvig kommer ind fra køkkenet.)

HJALMAR (sætter sig hurtig ned igen). Hvad er det du vil?

HEDVIG. Jeg vilde bare ind til dig, far.

HJALMAR (lidt efter). Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske?

HEDVIG. Nej slet ikke det.

HJALMAR. Hvad tar mor sig til derude nu?

HEDVIG. Å, mor står midt oppe i sildesalaten, hun (går hen til bordet). Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjælpe dig med, far?

HJALMAR. Å nej. Det er bedst, jeg bli’r alene om det alt sammen, – så længe kræfterne slår til. Det har ingen nød, Hedvig; når bare din far må få beholde sin helse, så —

HEDVIG. Å nej, far; nu skal du ikke snakke så stygt. (Hun går lidt omkring:, standser ved døråbningen og ser ind i loftsrummet.)

HJALMAR. Hvad er det, han tar sig for, du?

HEDVIG. Det skal visst bli’ en ny vej op til vandtrauget.

HJALMAR. Aldrig i verden klarer han det på egen hånd! Og så skal jeg være fordømt til at sidde her – !

HEDVIG (går hen til ham). Lad mig få penselen, far; jeg kan nok.

HJALMAR. Å snak; du bare fordærver øjnene med det.

HEDVIG. Langt ifra. Kom her med penselen.

HJALMAR (rejser sig). Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

HEDVIG. Pyt, hvad skulde det så gøre? (Tar penselen.) Se så. (Sætter sig.) Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR. Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha’ noget ansvar; du må selv ta’ ansvaret på dig, – det siger jeg dig.

HEDVIG (retoucherer). Ja ja, det skal jeg nok.

HJALMAR. Du er svært flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstår du. (Han smyger sig gennem kanten af forhænget ind på loftet. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal høres at disputere derinde.)

HJALMAR (kommer frem indenfor garnet). Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. (Vender sig indover.) Jo, nu skal du bare se, far. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det! Hedvig (har hentet det forlangte værktøj fra reolen og stikker det ind til ham)

HJALMAR. Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du. (Går fra døråbningen; de snedkrer og passiarer derinde.)

HEDVIG (blir stående og ser på dem. En stund efter banker det på gangdøren; hun lægger ikke mærke til det).

GREGERS WERLE (barhodet og uden overtøj, kommer ind og standser lidt ved døren). Hm – !

HEDVIG (vender sig og går imod ham). God morgen. Vær så god, kom nærmere.

GREGERS. Tak. (Ser mod loftet.) De lader til at ha’ arbejdsfolk i huset.

HEDVIG. Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.

GREGERS. Nej, nej, gør ikke det; jeg vil heller vente lidt. (Sætter sig i sofaen.)

HEDVIG. Her er så uryddigt – (vil ta’ fotografierne bort).

GREGERS. Å lad bare ligge. Er det billeder, som skal gøres i stand?

HEDVIG. Ja, det er lidt, jeg skulde hjælpe far med.

GREGERS. Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.

HEDVIG. Å nej. (Hun flytter sagerne hen til sig og sætter sig til at arbejde; Gregers ser imens på hende i taushed.)

GREGERS. Har vildanden sovet godt i nat?

HEDVIG. Jo tak, jeg tror visst det.

GREGERS (vendt mod loftsrummet). Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igår i måneskin.

HEDVIG. Ja, det kan være så svært forskelligt. Om morgenen ser det anderledes ud end om eftermiddagen; og når det regner, ser det anderledes ud, end når det er godt vejr.

GREGERS. Har De lagt mærke til det?

HEDVIG. Ja, for det ser en jo.

GREGERS. Holder De også gerne til der inde hos vildanden?

HEDVIG. Ja, når det lar sig gøre, så —

GREGERS. Men De har sagtens ikke så megen fritid; De går vel på skolen.

HEDVIG. Nej, ikke nu længer; for far er ræd, jeg skal fordærve øjnene.

GREGERS. Nå, så læser han altså selv med Dem.

HEDVIG. Far har lovet, at han vilde læse med mig; men han har ikke fåt tid til det endnu.

GREGERS. Men er der da ikke nogen anden, som hjælper Dem lidt?

HEDVIG. Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig, rigtig – sådan —

GREGERS. Er han fuld da?

HEDVIG. Han er visst det.

GREGERS. Nå, så har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er det vel som en verden for sig selv, der, – kan jeg tænke?

HEDVIG. Så rent for sig selv. Og så er der så mange underlige ting.

GREGERS. Så?

HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder.

GREGERS. Aha!

HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer.

GREGERS. Tiden er altså gåt istå derinde – hos vildanden.

HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.

GREGERS. Og de bøgerne læser De vel i?

HEDVIG. Å ja, når jeg kan komme til. Men de fleste er på engelsk; og det skønner jeg ikke. Men så ser jeg på billederne. – Der er en svært stor bog, som heder «Harrysons History of London»; den er visst 100 år gammel; og den er der så umådelig mange billeder i. Foran står afbildet døden med et timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er fælt. Men så er der alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og store skibe, som sejler på havet.

GREGERS. Men sig mig, hvor har De fåt alle de rare sagerne fra?

HEDVIG. Å her har engang bodd en gammel sjøkaptejn, og han har ført dem hjem. De kaldte ham «den fly vendes Hollænderen». Og det er underligt; for det var ikke nogen Hollænder.

GREGERS. Ikke det?

HEDVIG. Nej. Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble’t stående efter ham.

GREGERS. Hør, sig mig nu, – når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv?

HEDVIG. Nej da! Jeg vil altid bli’ her hjemme og hjælpe far og mor.

GREGERS. Med at gøre fotografier istand?

HEDVIG. Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg lære at gravere slige billeder, som de, der står i de engelske bøgerne.

GREGERS. Hm; hvad siger Deres far til det?

HEDVIG. Jeg tror ikke far liker det; for far er så underlig i sligt. Tænk, han snakker om, at jeg skal lære kurvfletning og stråfletning! Men det synes jeg da ikke kan være noget.

GREGERS. Å nej, det synes ikke jeg heller.

HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha’ gjort den nye kurven til vildanden.

GREGERS. Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det.

HEDVIG. Ja; for det er min vildand.

GREGERS. Ja, det er jo det.

HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil.

GREGERS. Så; hvad bruger de den da til?

HEDVIG. Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget.

GREGERS. Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde.

HEDVIG. Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker.

GREGERS. Har ingen familje ligesom kaninerne. —

HEDVIG. Nej. Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller.

GREGERS. Og så har hun været på havsens bund.

HEDVIG (ser flygtig hen på ham, undertrykker et smil og spør): Hvorfor siger De havsens bund?

GREGERS. Hvad skulde jeg ellers sige?

HEDVIG. De kunde sige havets bund – eller havbunden.

GREGERS. Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund?

HEDVIG. Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund.

GREGERS. Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.

HEDVIG. Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt.

GREGERS. Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

HEDVIG. Det er fordi, at altid, når jeg sådan med én gang – i en fart – kommer til at huske på det der inde, så synes jeg altid, at hele rummet og alt sammen heder «havsens bund». Men det er jo så dumt.

GREGERS. Det skal De slet ikke sige.

HEDVIG. Jo, for det er jo bare et loft.

GREGERS (ser fast på hende). Er De så viss på det?

HEDVIG (forbauset). At det er et loft!

GREGERS. Ja, ved De det så sikkert?

HEDVIG (tier og ser på ham med åben mund. Gina kommer med dækketøj fra køkkenet.)

GREGERS (rejser sig). Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.

GINA. Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig.

(Hedvig ryder op; hun og Gina dækker under det følgende. Gregers sætter sig i lænestolen og blader i et album.)

GREGERS. Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal.

GINA (med et sideblik). Jaha, jeg kan det.

GREGERS. Det traf sig da rigtig heldigt.

GINA. Hvorledes heldig?

GREGERS. Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.

HEDVIG. Mor kan også fotografere.

GINA. Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.

GREGERS. Så er det kanske Dem, som driver forretningen?

GINA. Ja, når ikke Ekdal har tid selv, så —

GREGERS. Han er sagtens så opta’t af sin gamle far, han, kan jeg tænke.

GINA. Ja, og så er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal, at gå her og ta’ potrætter af kreti og preti.

GREGERS. Det synes jeg også; men når han nu engang er slåt ind på den vejen, så —

GINA. Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne.

GREGERS. Nå så alligevel! Men – ?

(Et skud fyres af inde på loftet.)

GREGERS (farer op). Hvad er det!

GINA. Uf, nu skyder de igen!

GREGERS. Skyder de også?

HEDVIG. De går på jagt.

GREGERS. Hvad for noget! (Henne ved loftsdøren.) Går du på jagt, Hjalmar?

HJALMAR (indenfor garnet). Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var så opta’t – . (Til Hedvig.) Og du, som ikke siger os til! (Kommer ind i atelieret.)

GREGERS. Går du og skyder inde på loftet?

HJALMAR (viser en dobbeltløbet pistol). Å, det er bare med denne her.

GINA. Ja, du og gamle – far kommer nok engang til at gøre en ulykke med den pigstolen.

HJALMAR (ærgerlig). Jeg tror, jeg har sagt, at et sådant skydevåben heder en pistol.

GINA. Å, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

GREGERS. Så du er altså ble’t jæger, du også, Hjalmar?

HJALMAR. Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars skyld, kan du skønne.

GINA. Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha’ noget at dividere sig med.

HJALMAR (arrig). Ja rigtig, ja; vi skal altid ha’ noget at divertere os med.

GINA. Ja det er jo akkurat det jeg siger.

HJALMAR. Nå; hm! (til Gregers.) Jo, ser du, og så træffer det sig så heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan høre det, når vi skyder. (Lægger pistolen på den øverste reolhylde.) Ikke rør pistolen, Hedvig! Det ene løbet er ladt; husk på det.

GREGERS (ser ind gennem garnet). Jagtgevær har du også, ser jeg.

HJALMAR. Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen. Men det er ganske morsomt at ha’ det alligevel; for vi kan ta’ det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen – . Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget.

HEDVIG (henne ved Gregers). Nu kan De da rigtig se vildanden.

GREGERS. Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.

HJALMAR. Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt.

GREGERS. Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så?

HJALMAR. Kanske en bitte liden smule.

HEDVIG. Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

HJALMAR. Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder —

GREGERS (med et øjekast til Hedvig). – og som har været på havsens bund – så længe.

HEDVIG (smiler). Ja.

GINA (steller ved bordet). Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for.

HJALMAR. Hm; – er det snart dækket kanske?

GINA. Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig. (Gina og Hedvig går ud i køkkenet.)

HJALMAR (halv højt). Jeg tror ikke, det er værdt, du står der og ser på far; han liker det ikke.

GREGERS. (går fra loftsdøren).

HJALMAR. Og så er det bedst jeg stænger, før de andre kommer ind. (Skrammer med hændeme.) Hysch – hysch; Vil I væk med jer! (I det han hejser forhænget op og trækker døren sammen.) Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig ganske morsomt at ha’ sligt noget at stelle med og gøre i stand, når det går i stykker. Og så er det desuden aldeles nødvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha’ kaniner og høns ind i atelieret.

GREGERS. Nej, nej; og det er kanske din kone, som står for styret her?

HJALMAR. Jeg overlader hende i almindelighed de løbende forretninger; for så kan jeg imens ty ind i dagligstuen og tænke over de ting, som vigtigere er.

GREGERS. Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

HJALMAR. Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det før. Eller kanske du ikke har hørt tale om opfindelsen?

GREGERS. Opfindelsen? Nej.

HJALMAR. Så? Du har ikke det? Å nej, der oppe i skogtrakterne og ødemarkerne —

GREGERS. Du har altså gjort en opfindelse!

HJALMAR. Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder på med det. Du kan jo nok tænke dig, at da jeg beslutted at offre mig for fotografien, så var det ikke for at gå her og ta’ portrætter af alskens hverdagsmennesker.

GREGERS. Nej, nej, det sa’ også din kone nu nylig.

HJALMAR. Jeg svor, at skulde jeg vie mine kræfter til den håndtering, så skulde jeg også hæve den så højt, at den blev både til en kunst og til en videnskab. Og så beslutted jeg at gøre den mærkelige opfindelsen.

GREGERS. Og hvad består så den opfindelsen i? Hvad går den ud på?

HJALMAR. Ja, kære, du må ikke spørge således om enkeltheder endnu. Det tar tid, ser du. Og så skal du ikke tro det er forfængelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke for min egen skyld. Å nej, det er livsopgaven, som står for mig nat og dag.

GREGERS. Hvilken livsopgave da?

HJALMAR. Glemmer du gubben med sølvhåret?

GREGERS. Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gøre for ham?

HJALMAR. Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen.

GREGERS. Det er altså din livsopgave.

HJALMAR. Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv. Pistolen der henne, du, – den, som vi bruger til at skyde kaniner med, – den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie.

GREGERS. Pistolen! Så?

HJALMAR. Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, – da havde han pistolen i sin hånd —

GREGERS. Havde han – !

HJALMAR. Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble’t allerede dengang. Å, kan du begribe det? Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter, – ja, fra den ene efter den anden, naturligvis – . Kan du begribe det, Gregers?

GREGERS. Ja, jeg begriber det godt.

HJALMAR. Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.

GREGERS. Slig følte jeg det også, da mor var død.

HJALMAR. I en sådan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit eget bryst.

GREGERS Du tænkte også på at – !

HJALMAR. Ja.

GREGERS. Men du skød ikke?

HJALMAR. Nej. I det afgørende øjeblik vandt jeg sejr over mig selv. Jeg blev i live. Men du kan tro, der hører mod til at vælge livet under de vilkår.

GREGERS. Ja, det er som man tar det.

HJALMAR. Jo, ubetinget, du. Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn.

GREGERS. Så det er det med uniformen, som han – ?

HJALMAR. Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham. Hver gang vi fejrer en liden familjefest – som Ginas og min bryllupsdag, eller hvad det nu kan være – da træder oldingen her ind iført sin løjtnantsuniform fra lykkens dage. Men banker det så bare på gangdøren, – for han tør jo ikke vise sig for fremmede, ved du, – da piler han ind i sit kammers igen, så fort som de gamle ben vil bære ham. Sligt er sønderslidende for et sønnehjerte at se på, du!

GREGERS. Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli’ færdig?

HJALMAR. Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, – på en indskydelse, – og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder.

GREGERS. Men fremad går det da vel?

HJALMAR. Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også.

GREGERS. Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra’r dig bort og spreder dig for meget?

HJALMAR. Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha’ noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, – når den kommer, så kommer den alligevel.

GREGERS. Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig.

HJALMAR. Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

GREGERS. Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset.

HJALMAR. Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen – og mig også?

GREGERS. Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.

HJALMAR. Jeg? Dø i mørke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig la’ være med slig snak.

GREGERS. Vær bare rolig; jeg skal nok se at få dig op igen. For jeg har også fåt en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igår.

HJALMAR. Ja det kan gerne være; men du skal bare la’ mig bli udenfor. Jeg kan forsikkre dig, at – fraregnet min let forklarlige melankoli naturligvis – så befinder jeg mig så vel, som noget menneske kan ønske det.

GREGERS. At du det gør, det kommer også af forgiften.

HJALMAR. Nej, kære snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

GREGERS. Nej, det skal du nok få mig til at tro.

HJALMAR. Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft, som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget lavt, det ved jeg nok, – og mine kår er ringe. Men jeg er en opfinder, du, – og jeg er familjeforsørger tillige. Det bærer mig oppe over de små vilkår. – Ah, der kommer de med frokosten!

(Gina og Hedvig bringer ølflasker, brændevinskaraffel, glasse og andet tilbehør. I det samme kommer Relling og Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtøj; Molvik er sortklædt.)

GINA (sætter sagerne på bordet). Nå, de to kommer da rigtig til rette tid.

RELLING. Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så var han ikke til at holde. – Godmorgen for anden gang, Ekdal.

HJALMAR. Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor – , ja, Relling kender du jo?

GREGERS. Ja, så løselig.

RELLING. Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket. De er nok netop flyttet ind?

GREGERS. Jeg flytted ind nu imorges.

RELLING. Og nedenunder bor Molvik og jeg, så De har ikke langt til doktor og prest, om De skulde få brug for slige nogen.

GREGERS. Tak, det kunde nok hænde; for igår var vi tretten til bords.

HJALMAR. Å, kom nu ikke ind på det uhyggelige igen!

RELLING. Du kan ta’ det med ro, Ekdal; for dig træffer det s’gu ikke.

HJALMAR. Det vil jeg ønske for min familjes skyld. Men la’ os nu sætte os og spise og drikke og være glade.

GREGERS. Skal vi ikke vente på din far?

HJALMAR. Nej, han vil ha’ sit ind til sig siden. Kom så! (Herrerne sætter sig; til frokostbordet, spiser og drikker. Gina og Hedvig går ud og ind og varter op.)