Текст книги "Markens grøde"

V

Isak kunde vel også hat grund til at forundres over et og andet ellers, men han var ingen herlig hund til at tænke på mange ting ad gangen. Hvor er Inger? Sa han bare da han gik forbi kjøkkendøren. Han tænkte på at Geissler måtte bli ordentlig mottat.

Inger? Hun var i bærmarken, hadde været i bærmarken helt siden Isak gik tilfjælds, hun og Gustaf, svensken. Det gamle menneske, hun var blit så tullet og forelsket, det lidde til høst og vinter, men hun kjendte varme i sig igjen, blomster i sig igjen. Kom og vis mig hvor det er multer, sa Gustaf, hjortron! sa han. Hvem kunde stå for slikt! Hun løp ind i kammerset og var både alvorlig og religiøs i flere minutter, men der stod han utenfor og ventet, verden var hende like i hælene, det blev til at hun ordnet håret og speilet sig omhyggelig og gik ut igjen. Hvad så, hvem vilde ikke ha gjort det samme? Kvindfolk kjender ikke det ene mandfolk fra det andre, ikke altid, ikke ofte.

De går i bærmarken og plukker bær, plukker multer på myrene, de stiger fra tuve til tuve, hun løfter op og har sine gode lægger. Det er stille allevegne, rypen har alt store unger og hvæser ikke mere, det er lune steder med busker på myrene. Det er ikke gåt en time og de hviler alt. Inger sier: Er du slik! Å hun er så svak til ham, hun smiler forkommen, for hun er så forelsket, å hvor det er søtt og ondt at være forelsket, begge deler! Skik og bruk byder vel at forsvare sig? Ja for at overgi sig. Inger er så forelsket, dødelig og uten nåde, hun vil ham vel og er bare dyp og kostelig til ham.

Det gamle menneske.

Når fjøset er færdig så reiser du, sier hun så. – Nei han reiste ikke. Jo naturligvis måtte han vel reise engang, men ikke på en ukes tid. – Skal vi ikke gå hjemover? spør hun. – Nei. —

De plukker bær, og om en stund finder de sig atter nogen lune busker og Inger sier: Du er gal, Gustaf! Timer går, nu er de nok sovnet i buskene. Er de sovnet? Det er makeløst, midt i ødemarken, i eden. Da sier Inger og sitter ret op og lytter: Jeg synes jeg hører nogen kjøre langt bortpå veien? – Solen synker, lynghaugene mørkner litt av skygge da de går hjemover. De kommer forbi mange lune steder og Gustaf ser dem og Inger ser dem nok også, men hun synes hele tiden at nogen kjører foran dem. Å men gå og forsvare sig mot en gal og pen gut på hele hjemveien? Inger er så svak, hun smiler bare og sier: Nei jeg har ikke set slik som du er!

Hun kommer alene hjem tilgårds. Det var godt at hun kom nu, storartet, et minut senere hadde ikke været bra. Isak er netop steget ind på gården med sin smie og med Aronsen; en hest med kjærre er stanset.

Goddag! sier Geissler og hilser på Inger også.

Der står menneskene og ser på hverandre. Intet kunde høve bedre . . .

Geissler er kommet igjen. Han har været borte i nogen år nu, men her er han igjen, ældet og grånet, men kvik som altid, og nu er han fin, i hvit vest og guldkjæde. Pokker forstår den mand!

Var det så at han hadde fåt kundskap om at nu foregik noget i kobberfjældet og vilde undersøke saken? Godt, her var han. Han ser yterst vaken ut, han mønstrer stedet og jordet ved at snu hodet sagte og bruke øinene, han ser store forandringer, markgreven har utvidet sit herredømme. Geissler nikker.

Hvad er det du bærer? spør han Isak. Et helt hestelass! sier han. – En smieavl, – forklarer Isak. Han skal bli god at ha for mig mangen gang her på nybygget, sier han og kalder Sellanrå et nybygg endda! – Hvor har du fåt den? – På fjældet, ingeniøren tok og forærte mig han. – Er det en ingeniør på fjældet? spør Geissler som om han ikke visste det.

Og skulde Geissler stå tilbake for en ingeniør på fjældet! Jeg har hørt om at du har slåmaskine, nu har jeg med en rakemaskine til dig, sier han og viser til kjærrelasset. Der stod den, rød og blå, en umåtelig kam, en høirive til at kjøre med hest. De løftet den av kjærren og så den over, Isak spændte sig for og prøvet den på jordet. Det var ikke så rart at hans mund stod åpen, under på under blev nu samlet på Sellanrå!

De talte om kobberfjældet, om bergværket: De spurte så efter dokker, sa Isak. – Hvem spurte? – Ingeniøren og alle herrerne. At de endelig måtte finde dokker, sa de. —Å der gjorde visst Isak formeget av det, Geissler tålte det kanske ikke, han blev brat i nakken og sa: Jeg er her hvis de vil mig noget!

Dagen efter kom de to stafetter tilbake fra Sverige og med dem fulgte et par av eierne i minen, de var tilhest og var fornemme og tykke herrer, efter utseendet at dømme grundrike. De stanset næsten ikke på Sellanrå, men spurte fra hesteryggen et par spørsmål om veien og ridde videre opover fjældet. Geissler lot de som de ikke så skjønt han stod nær nok. Stafetterne med de lastede pakhester hvilte en time, talte med murerne på fjøset, fik vite at den gamle herre i hvit vest og guldkjæde var Geissler og drog så videre de også. Men den ene stafetten kom ned til gården igjen samme kvæld med mundtlig bud at Geissler måtte komme op til herrerne på fjældet. Jeg er her hvis de vil mig noget! lot Geissler svare.

Han var vel blit så stor, han tænkte kanske at han sat inde med alverdens magt, og fandt han et mundtlig budskap litt for nonchalant? Men hvorledes gik det til at han kom til Sellanrå just da han trængtes? Så var han vel en mester til at være alvitende og vite om mangt og meget. Nå, men da herrerne på fjældet fik Geisslers svar måtte de jo umake sig ned til Sellanrå. Ingeniøren og de to bergkyndige fulgte dem.

Se, det var altså mange kroker og sving endog før møtet kom istand. Det lovet ikke godt, nei Geissler var uhyre stor på det.

Herrerne var høflige nu, de bad undskylde at de hadde sendt bud på ham igår, de var så trætte efter færden. Geissler var høflig tilbake og svarte at også han var træt efter sin egen færd, ellers vilde han ha kommet. – Nå, men nu til saken: vilde han sælge fjældet på sørsiden av vandet? – Er herrerne kjøper? spurte Geissler, eller taler jeg med mellemmænd? – Dette kunde ikke være noget andet end vrangskap fra Geisslers side, han måtte vel se på dem at de fornemme og tykke herrer ikke var mellemmænd. Så gik de videre: Prisen? sa de. – Ja prisen! sa Geissler også og tænkte på det. Et par millioner, sa han. – Jaså, sa herrerne og smilte. – Geissler smilte ikke.

Ingeniøren og de bergkyndige hadde så løselig undersøkt fjældet bortover, hadde boret nogen huller og skutt, og her var nu opgaverne: forekomsten skyldtes eruption, den var ujævn, var efter den foreløpige undersøkelse dypest omkring skjellet mellem selskapets og Geisslers eiendom, siden tok den av. Den siste halvmilen var det ingen drivværdig kis at finde.

Geissler hørte på denne beretning med den største likegyldighet. Han tok op av lommen nogen dokumenter som han så opmærksomt i, men det var ikke karter og Gud vet om det da i hele tat var dokumenter som vedkom kobberfjældet. – De har ikke boret dypt nok! sa han som om han så det av papirerne. – Nei det indrømmet herrerne straks; men ingeniøren spurte: Ja hvorledes kan Geissler vite det? De har jo slet ikke boret? – Da smilte Geissler som om han nok hadde boret et par hundrede meter ned gjennem jordkloden, men derpå skjult hullerne.

De holdt på til middag og talte frem og tilbake, de begyndte at se på klokkerne sine. Nu hadde de fåt Geissler ned på en kvart million, men ikke en hårsbred længer ned. Nei de måtte ha støtt ham litt alvorlig, de gik ut fra at han var glad ved at sælge, nødt til at sælge, men det var han ikke, ho, så de ikke at han sat her næsten like så fin og stor som de! – En femten, tyve tusen skulde vel også være en bra skilling, sa herrerne. – Det nægtet Geissler ikke, når man netop trængte denne skilling, men to hundrede og femti tusen var mere. – Da sa en av herrerne, og han sa det vel for at holde Geissler nede ved jorden: Jeg husker med det samme, vi kan hilse fra fru Geisslers folk i Sverige. – Tak! svarte Geissler. – Apropos, sa den andre herren da ingenting nyttet: En kvart million! Det er da ikke guld, det er kis. – Geissler nikket: Det er kis. —

Da blev herrerne utålmodige allesammen og fem klokkekapsler sprang op og smaldt igjen og nu var det ikke tid til spøkefuldheter mere, nu var det middag. Herrerne begjærte ikke mat på Sellanrå, men ridde tilbake til gruverne igjen for at spise sin egen mat.

Slik løp møtet av.

Geissler blev alene.

Hvad monne det nu være for funderinger som sysselsatte ham? Kanske ingen, kanske var han likeglad og tankeløs? Ingenlunde, han tænkte, men han viste ingen uro. Efter middagen sa han til Isak: Jeg skulde ha været en lang tur over i fjældet mit og jeg skulde hat Sivert med likesom forrige gang. – Ja, sa Isak øieblikkelig. – Nei. Han har andet at gjøre. – Han skal gå med dokker på timen! sa Isak og ropte Sivert ned fra muren. – Geissler holdt hånden i veiret og sa kort nei.

Han drev omkring på hele gården og kom flere ganger tilbake til murerne og talte livlig med dem. At han kunde overkomme det, en stor sak hadde jo nys optat ham! Geissler, kanske hadde han så længe levet i usikre forhold at intet egentlig syntes at stå på spil for ham mere, noget svimlende fald vilde i ethvert tilfælde ikke ske med ham.

Han stod der han stod på ren slump. Da han hadde solgt den lille gruveteig til sin kones slægtninger gik han straks hen og kjøpte hele fjældet bortenfor, hvorfor gjorde han det? Vilde han ærgre eierne ved at bli nærmeste grande? Oprindelig hadde han vel bare hat den tanke at slå under sig en remse på sørsiden av vandet, der hvor gruvebyen måtte lægges hvis det nogensinde blev drift av; hele fjældet derimot blev han eier av fordi det næsten intet kostet og fordi han ikke vilde ha bry med en vidløftig skjelsforretning. Han blev bergkonge av likegyldighet, en liten bytomt til barakker og maskiner blev til et rike like til havet.

I Sverige gik den lille første gruveteig fra hånd til hånd og Geissler holdt sig vel underrettet om dens skjæbne. Naturligvis hadde de første eiere kjøpt galt, svinegalt, familjerådet var ikke bergfolk, det hadde ikke sikret sig fjæld nok, men hadde bare villet betale en viss Geissler bort fra sin nærhet. Men de nye eiere var ikke mindre komiske, det var vel mægtige folk, de kunde tillate sig en spøk og kjøpe for moro, kjøpe under et kalas, Gud vet. Men da det blev prøvedrift og alvor i tingen stod man pludselig foran en mur: Geissler.

De er børn! tænkte kanske Geissler fra sin store høide, han hadde fåt så meget mot og var blit såre brat i nakken. Rigtignok hadde herrerne prøvet at kjøle ham godt av, de trodde de stod foran en trængende og ymtet noget om en femten, tyve tusen, – de var børn, de kjendte ikke Geissler. Her stod han.

Herrerne kom ikke mere ned fra fjældet den dag, de mente vel at handle klokt ved ikke at vise sig for hippen. Den næste morgen kom de og hadde sine pakhester med og var på hjemfærd. Men da var Geissler gåt bort.

Var Geissler gåt bort?

Herrerne kunde så ikke avgjøre noget fra hesteryggen, de måtte stige av og vente. Hvor var Geissler gåt hen? Ingen visste det, han gik allevegne, han hadde interesse for Sellanrå gård, sist var han set ved sagen. Stafetterne blev sendt ut for at lete, men Geissler var kanske gåt langt bort, for han svarte ikke når det blev ropt. Herrerne så på sine klokker og til at begynde med var de nokså ærgerlige og sa: vi går ikke her som nogen narrer og venter. Vil Geissler sælge så får han være tilstede! Å men herrernes store ærgrelse la sig, de ventet, ja de begyndte endog at more sig, det blev jo desperat, de blev liggende ute på grænsefjældet til natten. Det går brillant! sa de, vore familjer vil engang finde vore ben!

Tilslut kom Geissler. Han hadde været og set sig om, sist kom han fra sommerfjøset. – Det ser ut til at bli forlite for dig sommerfjøset også, sa han til Isak. Hvormange dyr har du ialt deroppe? – Slikt kunde han si skjønt herrerne stod der med klokken i hånd. Geissler hadde en mærkelig rødme i ansigtet som om han hadde nytt stærkt. Puh, jeg blev varm av turen! sa han.

Vi ventet halvveis at de vilde ha været tilstede, sa en av herrerne. – Det har ikke herrerne bedt mig om, svarte Geissler, ellers vilde jeg ha været på pletten. – Nå, end handelen? Vilde Geissler idag ta imot et rimelig tilbud? Det var vel ikke tale om en femten, tyve tusen kroner hver dag for ham heller, eller hvorledes? – Denne nye hentydning støtte Geissler stærkt. Var det også en måte! Se, herrerne hadde vel ikke talt slik hvis de ikke hadde været ærgerlige, og Geissler hadde vel ikke øieblikkelig blit blek i ansigtet hvis han ikke først hadde været på et ensomt sted og blit rød. Nu bleknet han og svarte koldt: Jeg vil ikke antyde hvad som muligens er overkommelig for herrerne at betale, men derimot vet jeg hvad jeg vil motta. Jeg vil ikke høre på mere barneprat om fjældet. Min pris er den samme som igår. – En kvart million kroner? – Ja. —

Herrerne steg tilhest.

Nu skal jeg si Geissler ett, sa den ene: Vi skal gå til fem og tyve tusen! – De er fremdeles spøkefuld, svarte Geissler. Jeg skal derimot foreslå dem noget for fuldt alvor: vil de sælge det lille gruvefeltet deres? – Ja, sa herrerne litt overrumplet, det kunde tænkes. – Så skal jeg kjøpe det, sa Geissler.

Å den Geissler! Nu stod jo hele gården fuld og hørte ham, alle Sellanrås folk og murerne og herrerne og stafetterne, han kunde kanske ikke skaffe det mindste av pengene til en slik handel, men Gud vet om han ikke kunde det forresten, pokker forstod ham! I alle fald revolutionerte han litt blandt herrerne ved sine få ord. Var det knep? Mente han at gjøre sit fjæld betydningsfuldere ved den manøvre?

Herrerne tænkte på det, herrerne begyndte sandelig at tale sagte sammen om det, de steg av hestene igjen. Da blandet ingeniøren sig i det, se, dette syntes vel efter hans skjøn at bli for jammerlig, og han syntes at ha magt, kanske også myndighet. Nu stod jo hele gården fuld av folk og hørte på. – Vi sælger ikke! sa han. – Ikke det? spurte herrerne. – Nei. —

De hvisket litt til, så steg de tilhest for alvor. – Fem og tyve tusen! ropte en av herrerne. – Geissler svarte ikke, han vendte sig og gik bort til murerne igjen.

Og slik løp da siste møte av.

Geissler syntes likegyldig for følgerne, han gik fra og til og talte om det ene og det andre, for øieblikket var han optat av at murerne la ned nogen vældige loftsbjelker tværsover det hele fjøs. De vilde bli færdige denne uke med fjøset, taket skulde være bare et midlertidig tak, senere skulde et nyt foderhus bygges ovenpå fjøset.

Isak holdt Sivert nede fra muren nu og lot ham drive, det gjorde han for at Geissler til enhver tid skulde finde gutten ledig for den tur i fjældet. En fånyttig omsorg, Geissler hadde opgit turen eller kanske glemt den. Da han hadde fåt litt niste med av Inger gik han derimot veien nedover marken og blev borte tilkvælds.

Han passerte de to nye rydninger som var blit til nedenfor Sellanrå og talte med mændene, han kom helt ned til Måneland og vilde se hvad Aksel Strøm hadde utrettet i disse år. Det hadde ikke gåt så svært fort med ham, men han hadde gjort godt arbeide på jorden. Geissler interesserte sig også for dette nybygg og sa til ham: Har du hest? – Ja. – Jeg har stående en slåmaskine og en nybrotsharv sørpå, nye saker, jeg skal sende dig dem. – Hvad? spurte Aksel og skjønte ikke en slik storartethet, han tænkte sig noget med avbetaling. – Jeg skal forære dig de redskaperne, sa Geissler. – Det er da ikke mulig? – Men du skal hjælpe de to naboerne dine her ovenfor og harve noget nyland for dem. – Ja det skal ikke mankere! erklærte Aksel og kunde endda ikke skjønne hele Geissler: Nå, så har dokker eiendom og maskiner sørpå? – Geissler svarte: Jeg har så meget at stå i. – Se, det hadde kanske Geissler ikke, meget at stå i; men han lot ofte så. Denne slåmaskine og harv kunde han jo bare kjøpe i en av byerne og sende nordover.

Han kom til at tale længe med Aksel Strøm, om de andre nybyggere i marken, om handelsstedet Storborg, om Aksels bror, en nygift mand som nu var kommet til Breidablik og hadde begyndt at åpne myrene og få vandet ut av dem. Aksel klaget over at det ikke var kvindfolkhjælp at få, han hadde bare en gammel kone som hette Oline, hun vann ikke stort, men han fik endda være glad sålænge han beholdt hende. Aksel hadde en stund måttet arbeide nat og dag i sommer. Han kunde kanske ha fåt et kvindfolk fra sit hjemsted, fra Helgeland, men så hadde han måttet betale reisepenger omfremt lønnen. Det var utgifter på alle kanter. Aksel fortalte videre at han hadde overtat opsynet over telegraflinjen, men det angret han litt på. – Slikt noget det er for folk som Brede, sa Geissler. – Det er så sandt som det er sagt! indrømmet Aksel. Men det var de skillingerne. – Hvormange kjyr har du? – Fire. Og en fors okse. Det var så langt til Sellanrå til oksen. —

Men en meget vigtigere sak lå det Aksel Strøm på hjærte at få tale med Geissler om: nu var det sat undersøkelse i gang mot Barbro. Jo naturligvis var det kommet op: Barbro hadde gåt her med barn, men hun var reist fri og frank og uten barn herfra, hvorledes hang det sammen? Da Geissler hørte hvad det galdt sa han kort og godt: Kom her! Han tok Aksel med sig bort fra husene, Geissler gjorde sig dygtig til og var som en øvrighet. De satte sig i skogkanten og Geissler sa: Lat mig nu høre!

Naturligvis var det kommet op ja, hvorledes kunde det undgåes! Det var ikke længer frit for mennesker i marken og desuten var Oline kommet dit. Hvad hadde Oline med den sak? Ho! Og at på alt så hadde Brede Olsen gjort sig uvenner med hende. Nu var ikke Oline længer til at komme forbi, hun bodde på åstedet og kunde fritte Aksel selv ut i små skift, det var jo mistænkelige saker hun levet for, tildels levet av, se her var nu atter noget med den rette lugt! I grunden var Oline nu blit for gammel og svak til at stelle hus og dyr på Måneland, hun burde opgi det; men kunde hun det? Kunde hun rolig forlate et sted hvor en så diger gåte lå uopklaret? Hun greidde vinterens arbeide; ja hun slet sig også igjennem i sommer, og det var svært til styrke hun hentet sig bare ved utsigten til at kunne avsløre en datter av Brede. Sneen gik ikke før av marken i vår før Oline gav sig til at snuse omkring, hun fandt den lille grønne haug ved bækken og så straks at torven var lagt på i ruter; hun hadde også været så lykkelig at komme over Aksel en dag han stod og trødde på den lille grav og jævnet den ned. Aksel visste altså om det hele. Oline nikket med sit grå hode at nu var det hendes tur!

Ikke for det, han Aksel var ikke en uvennes mand at være hos, men han var dygtig påholdende og talte ostene sine og hadde god rede på hver ulddott; Oline hadde langtfra frie hænder. Og nu redningen hans ifjor, hadde Aksel vist sig som en herremand og forskyldt hende for den? Tværtimot, han holdt stadig fast på sin deling av triumfen: Javel, sa han, dersom at ikke Oline var kommet så hadde han måttet ligge ute og fryse den natten; men han Brede hadde nu også været til god hjælp på hjemveien! Det var takken. Oline syntes det var så at den almægtige måtte fortørnes over menneskene! Kunde ikke han Aksel ha tat en ku på båsen og leidd hende frem og sagt: Det er din ku, Oline! Men nei.

Nu kom det sig an på om det ikke vilde koste ham mere end som en ku!

Sommeren utover passet Oline op hvert menneske som gik forbi og hvisket med dem og nikket og betrodde sig til dem. Men ikke mine ord igjen! sa hun. Oline var også et par ganger nede i bygden. Nu begyndte det at drive med rygter i marken, ja det drev som tåke, det la sig på ansigterne og trængte ind i ørene, selv børnene som gik på skole på Breidablik begyndte at nikke med hemmeligheter. Tilsist måtte lensmanden røre på sig, måtte indberette det og få sin ordre. Så kom han med følgesvend og protokol til Måneland en dag og efterforsket og skrev op og reiste igjen. Men tre uker efter kom han tilbake og efterforsket og skrev op mere, og denne gang åpnet han en liten grøn haug ved bækken og tok ut et barnelik av den; Oline var ham en uundværlig hjælp, til vederlag måtte han svare på hendes mange spørsmål og han svarte da blandt andet at ja det kunde nok bli tale om at arrestere Aksel. Da slog Oline hænderne sammen over al den fordærvelse hun var kommet op i her på stedet og ønsket sig bort, langt bort. Men end ho Barbro? hvisket hun. – Piken Barbro, sa lensmanden, hun sitter arresteret i Bergen; retfærdigheten må ha sin gang, sa han. – Så tok han liket med og reiste igjen . . . .

Det var da ikke rart at Aksel Strøm gik i spænding. Han hadde forklaret sig for lensmanden og intet nægtet: det han hadde del i var selve barnet og desuten hadde han på egen hånd gravet en grav til det. Nu spurte han Geissler hvorledes han videre skulde fare ad. Han måtte vel til byen på meget værre forhør og pinsel?

Geissler var ikke længer slik kar, nei den omstændelige fortælling hadde trættet ham, han dovnet av – hvad nu grunden kunde være, om han kanske ikke længer hadde ånden fra om morgningen over sig. Han så på klokken, reiste sig fra marken og sa: det der må overveies grundig, jeg skal tænke på det. Du skal få mit svar før jeg reiser!

Dermed gik Geissler.

Han kom tilbake til Sellanrå om kvælden, spiste litt og gik tilsengs. Han sov til langt på dag, sov, hvilte ut, han var vel slap efter møtet med de svenske gruveeiere. Først to dager efter laget han sig til at reise sin vei. Han var atter stor og overlegen, betalte rundelig og gav lille Rebekka en blank krone.

Isak holdt han en tale for og sa: Det er det samme om det ikke blev handel nu, det kommer nok engang; foreløpig stanser jeg denne driften opi fjældet. Det var nogen børn var det, de mente at lære mig! Hørte du at de bydde mig fem og tyve tusen? – ja, sa Isak. – Nå, vedblev Geissler og vinket bort alle slags skambud og støvgrand med hodet, det skader ikke distriktet her opover at jeg stanser driften, tværtimot, det vil tukte folk til at dyrke sin jord. Men det vil mærkes i bygden dernede. Det kom jo adskillig med penger ind i sommer, det blev fine klær og grynmelsgrøt til nogen hver; nu er det slut. Se, bygden kunde gjærne ha været venner med mig, så vilde det kanske ha gåt anderledes. Nu er det jeg som råder!

Han så nu ikke ut til at råde over meget allikevel da han gik, han bar litt niste i hånden og hadde en vest som ikke længer var rent hvit. Nu hadde kanske hans gode kone utstyret ham til denne tur for resten av de firti tusen hun engang fik, Gud vet om det ikke var så. Men nu kommer han snau hjem!

Han glemte ikke at gå indom Aksel Strøm på nedturen og gi ham besked: Jeg har tænkt over det, sa han, saken er altså løpende, du kan ingenting gjøre nu. Du blir indkaldt til forhør og må forklare dig … Bare almindelig prat, Geissler hadde kanske ikke tænkt det spor på saken. Og Aksel sa motfalden ja til alt. Tilslut blusset Geissler op til en mægtig mand igjen, han rynket brynene og sa grublende: det skulde da være om jeg kunde møte op i byen og være tilstede? – Ja dersom at dokker kunde det! utbrøt Aksel. – Geissler avgjorde det i næste øieblik: Jeg skal se om jeg får tid, men jeg har så meget at ivareta sørpå. Men jeg skal se om jeg får tid. Farvel for idag. Jeg skal sende dig de redskaperne!

Geissler gik.

Var det nu hans siste tur i marken?