Текст книги "Markens grøde"

VII

Det går en mand opover marken. Det suser og regner, høstvæten er begyndt, men det bryr ikke manden sig om, han ser glad ut og er det også, det er Aksel Strøm, han kommer fra forhøret og er frikjendt. Og han er glad: først så står nu en slåmaskine og en nybrotharv til ham nede på bryggen og dernæst er han frikjendt. Han har ikke været med at myrde et barn. Slik kan det gå!

Men for nogen stunder han har oplevet! Da han stod og vidnet hadde denne daglige sliter det tyngste arbeide i sit liv. Han hadde ingen fordel av at øke Barbros skyld, derfor tok han sig vel i agt for at si formeget, han åpenbaret ikke engang alt han visste, hvert ord blev spurt ut av ham og han svarte oftest med ja og nei. Var ikke det nok? Skulde saken gjøres endda større? Å det så mangen gang ut til at bli alvor, den høie øvrighet var så sortklædt og farlig, den kunde med nogen få ord ha vendt alt til det værste og kanske fåt ham dømt. Men det var snille folk, de vilde ikke hans undergang. Og det traf sig desuten så at det var mægtige kræfter i virksomhet for at redde Barbro, dette skulde også han komme til at nyte godt av.

Hvad i alverden stod så på for ham?

Barbro selv kunde vel ikke gi sig til at forklare sig til misfordel for sin forrige husbond og kjæreste, han sat inde med en frygtelig viden om både denne og en ældre barnesak, hun var vel ikke dum. Nei Barbro var klok nok, hun roste Aksel og sa at han slet intet visste om hendes nedkomst før efter at den var over. Han var småt egen av sig og de stemte ikke overens, men han var en stille kar og en aldeles utmærket kar. Nei at han hadde gravet en ny grav og skjult liket i den, det var længe bakefter, det kom sig av at han syntes ikke den første graven var tør nok, men det var den nu forresten, det var bare at han Aksel var så egen.

Hvad stod så på for Aksel når Barbro tok hele børen? Og for Barbro var det såre mægtige kræfter i bevægelse. Fru lensmand Heyerdahl var i bevægelse.

Hun gik til høi og lav person og sparte sig ikke, hun forlangte sig avhørt som vidne og holdt tale i retten. Da hendes tur kom stod hun der ved skranken og var meget til dame, hun optok spørsmålet om barnemord i hele sin bredde og gav retten et numer, det var som hun hadde utvirket tillatelse hertil på forhånd. Man kunde ha hvad for mening man vilde om lensmandsfruen, men tale kunde hun og lærd i politik og samfundsspørsmål det var hun. Det var et under hvor hun fik ordene ifra. Nu og da syntes lagmanden at ville føre hende litt tilbake til saken, men han hadde vel ikke hjærte til at forstyrre hende, han lot hende holde på. Og i slutten kom hun både med et par brukbare oplysninger og gjorde retten et opsigtsvækkende tilbud.

Alt foregik – bortset fra retstekniske vidtløftigheder – således:

Vi kvinder, sa lensmandsfruen, vi er en ulykkelig og underkuet halvdel av menneskeheten. Det er mænd som gjør lovene, vi kvinder har ingen indflytelse på dette. Men kan nu en mand sætte sig ind i hvad det vil si for en kvinde at få barn? Har han følt angsten, har han følt den forfærdelige smærte og ve og utstøtt skrikene?

I dette tilfælde er det en tjenestepike som har fåt barnet. Hun er ugift, hun skal altså hele tiden gå med barn i sig og prøve at skjule det. Hvorfor skal hun skjule det? For samfundets skyld. Samfundet foragter den ugifte kvinde som skal ha barn. Det ikke alene ikke beskytter hende, men det forfølger hende med foragt og skam. Er det ikke hårreisende? Det er så at ethvert menneske med hjærte i livet må oprøres! Piken skal ikke bare føde barn til verden, som kunde synes evig hårdt nok, men hun skal behandles som en forbryter herfor. Jeg vil si det var et held for denne pike som her sitter på anklagebænken at hendes barn ved et ulykkestilfælde blev født i bækken og kvalt. Det var en lykke både for hende selv og for barnet. Sålænge samfundet er som det nu er bør en ugift mor være straffri for endog at dræpe sit barn.

Det høres et svakt murr fra lagmanden.

Eller ialfald straffes bare ubetydelig, sa lensmandsfruen. Selvfølgelig er vi alle enige i at børnenes liv bør bevares, sa hun, men skal absolut ingen av humanitetens love gjælde overfor den ulykkelige mor? sa hun. Sæt dem ind i hvad hun har gjennemgåt under svangerskapet, hvad for kvaler hun har oplevet med at skjule sin tilstand og ikke vite sin arme råd med sig selv og det barn som skal komme. Det kan ikke nogen mand sætte sig ind i, sa hun. Barnet får ialfald en velment død. Morn vil ikke sig selv og det kjære barn så ondt at det skal leve, skammen er for tung for hende at bære, under dette modnes planen i hende om at avlive barnet. Så føder hun i dølgsmål og hun er i fire og tyve timer så fuld av vildelse at hun er utilregnelig under selve drapet. Hun har så at si næsten ikke utøvet det, for hun er så i vildelse. Med hver knokkel i sig endda værkende efter nedkomsten skal hun nu ombringe barnet og skaffe liket avveien, – tænk dem den viljeanstrængelse som utfordres til dette arbeide! Men naturligvis ønsker vi alle at børn skal leve og det er bare beklagelig at nogen av dem utryddes. Men det er samfundets egen skyld, dette håpløse, ubarmhjærtige, sladresyke, forfølgelsessyke, ondsindede samfund som står på vakt for at kværke den ugifte mor med alle midler!

Men selv efter en slik medfart av samfundet kan de mishandlede mødre reise sig igjen. Det er ofte så at disse piker efter sit sociale feiltrin netop da begynder at utfolde sine bedste og ædleste egenskaper. Lagretten kunde spørre bestyrerinderne på de asyler som optar mor og barn om ikke dette er sandt. Og det er erfaringsmæssig godtgjort at netop de piker som har – ja som samfundet således har tvunget til at dræpe sit barn, de blir så utmærkede barnepiker. Det skulde vel gi stof til eftertanke for nogen hver.

En anden side av saken er denne: hvorfor skal manden gå fri? Morn som begår barnemord hun kastes i fængsel og pines, men barnefarn, selve forføreren, han røres ikke. Men aldenstund han er barnets ophav har han del i mordet og den største del i det, uten ham vilde ulykken ikke været ute. Hvorfor går så han frank og fri? Fordi lovene forfattes av mandfolk. Der har de svaret. Det er så at man må anrope himlen om værn mot disse mandfolklove! Og det blir aldrig godt før vi kvinder blir med og får et ord at si ved valgene og på tinget.

Men, sa lensmandsfruen, når nu denne grusomme skjæbne rammer den skyldige – eller mere skyldige – ugifte mor som begår barnemord, hvad skal vi så mene om den uskyldige som bare mistænkes for mordet og ikke har utøvet det? Hvad for opreisning gir samfundet dette offer? Ingen opreisning! Jeg vidner at jeg kjender den anklagede pike som sitter der, jeg har kjendt hende fra barn, hun har været i min tjeneste, hendes far er min mands stævnevidne. Vi kvinder tillater os at tænke og føle stik imot mændenes anklager og forfølgelser, vi tillater os at ha en mening om tingene. Piken der er arresteret og berøvet friheten mistænkt for først at ha født i dølgsmål, dernæst for at ha ombragt sit barn. Hun har – det tviler ikke jeg på – ingen av delene gjort; lagretten vil selv komme til denne soleklare slutning. Dølgsmål? Hun føder midt på lyse dagen. Vel er hun alene, men hvem skulde være hos hende? Det er langt op i en ødemark, det eneste menneske på stedet foruten hende selv er en mand, skulde hun ha tilkaldt ham i et slikt øieblik? Vi kvinder oprøres ved en slik tanke, vi slår øinene ned ved en slik tanke. – Så skal hun ha dræpt barnet? Hun fødte det i en bæk, hun ligger der i iskoldt vand og føder. Hvorledes er hun kommet til bækken? Hun er tjenestepike, altså slave, hun har sine daglige gjøremål, nu skal hun tilskogs efter ener til trækjørlerne; idet hun skal over bækken glider hun og falder nedi. Der blir hun liggende, barnet fødes og kvæles i vandet.

Lensmandsfruen stanser. Hun kunde se på retten og tilhørerne at hun hadde talt forunderlig godt, det var så stille i rummet, bare Barbro sat nu og da og tørket øinene av rørelse. Fruen endte med disse ord: vi kvinder har et hjærte. Jeg har forlatt mine børn i fremmede hænder for at komme reisende og vidne for den ulykkelige pike som sitter der. Mændenes love kan ikke forbyde kvinden at tænke: jeg tænker at piken der er straffet nok for ikke at ha gjort nogetsomhelst galt. Frikjend hende da, så skal jeg ta hende til mig. Hun vil bli den mest utmærkede barnepike jeg har hat.

Fruen slutter.

Lagmanden bemærket: Ja men det var jo barnemorderskerne som efter fruens uttalelser blev så utmærkede barnepiker? Å, men lagmanden var ikke uenig med fru lensmand Heyerdahl, langtfra, han var så human han også, så presteagtig mild. Ved det par spørsmål som statsadvokaten fik rettet til fruen efterpå sat lagmanden for det meste og noterte på nogen papirer.

Det var en formiddags forhandling, ikke stort mere, vidnerne var så få og saken sandelig så grei. Aksel Strøm sat og håpet det bedste, så syntes pludselig både lensmandsfruen og statsadvokaten at forene sig om at skaffe ham ubehageligheter fordi han hadde begravet barneliket istedet for at mælde dødsfaldet. Han blev utspurt med nogen strænghet og han vilde kanske ikke ha klaret sig altfor godt på dette punkt hvis han ikke et stykke borti salen hadde fåt øie på Geissler. Aldeles rigtig: Geissler sat der. Dette gav Aksel et slags støtte, han følte sig ikke længer alene mot en øvrighet som vilde ham tillivs. Geissler nikket til ham.

Jo Geissler var møtt op i byen. Han kom ikke til at mælde sig som vidne, men han var tilstede. Han hadde også brukt et par dager før forhøret til at sætte sig ind i saken og notere ned det han husket av Aksels egen fortælling på Måneland. De fleste av dokumenterne var i Geisslers øine noget skrap, denne lensmand Heyerdahl var et meget indskrænket menneske, han hadde i sin efterforskning lagt an på at gjøre Aksel til medvider i barnemordet. Den tosk, den idiot, han hadde intet kjendskap til livet i marken, han forstod ikke at barnet netop var det bånd som skulde binde kvindfolkhjælpen til Aksels gård!

Geissler talte med statsadvokaten, men han fik det indtryk at han ikke hadde behøvet det: han vilde hjælpe Aksel hjem igjen til gården og marken, men Aksel trængte ingen hjælp. Nei for det så jo velsignet lyst ut for piken Barbro selv, og blev hun frikjendt vilde Aksels medskyld falde bort. Det kom jo an på vidneutsagnene.

Da de få vidner var avhørt – Oline var ikke indkaldt, men lensmanden, Aksel, sakkyndigheten, et par piker fra bygden, da de var avhørt var det middagshvile og Geissler gik til statsadvokaten igjen. Nei statsadvokaten hadde den opfatning at det fremdeles så lyst ut for piken Barbro, som godt var. Fru lensmand Heyerdahls vidneprov hadde været av megen vægt. Det kom jo an på lagretten.

Interesserer de dem særlig for denne piken? spurte statsadvokaten. – Forsåvidt, svarte Geissler. Eller kanske særlig for manden. – Har hun tjent hos dem også? – Nei han har ikke tjent hos mig. – Nå, manden. Men piken? Det er hun som samler rettens medfølelse. – Nei hun har ikke tjent hos mig. – Manden han er mere fordægtig, sa statsadvokaten. Han går hen aldeles alene og begraver barneliket i skogen. Det er mistænkelig. – Han vilde vel i det hele tat begrave det, sa Geissler, det var ikke gjort første gang. – Nå, hun var en kvinde og hadde ikke en mands kræfter til at grave. Og i den tilstand hun var orket hun ikke mere. I det hele og store, sa statsadvokaten, så har vi arbeidet os frem til et mere menneskelig syn på disse barnemordsaker. Jeg vilde som lagrette ikke våge at dømme denne piken, og efter det som foreligger tør jeg ikke kræve hendes domfældelse. – Det er meget glædelig! sa Geissler og bukket. – Statsadvokaten vedblev: Som menneske og privatmand vil jeg gå endda videre: jeg vilde ikke dømme til straf en eneste ugift mor som dræpte sit barn. – Det er interessant, sa Geissler, at hr. Statsadvokaten og fruen som vidnet idag er så enige. – Nå, hun! Men hun talte forresten godt. Nei, men hvad skal alle disse domfældelser være til? Ugifte mødre har lidt så uhørte kvaler på forhånd og er drevet så langt ned under alle menneskelige forhold ved verdens hårdhet og brutalitet at det er straf nok. – Geissler reiste sig og sa tilslut: Men så er det børnene? – Ja, svarte statsadvokaten, det er sørgelig nok med børnene. Men når alt kommer til alt så er det jo guds velsignelse med børn igjen. Og specielt slike uægte børn, hvorledes går det dem? Hvad blir det av dem? – Geissler vilde kanske ærte litt det runde menneske, eller kanske vilde han bare gjøre sig mystisk og dyp, han sa: Erasmus var løsbarn. – Erasmus? – Erasmus av Rotterdam. – Nå. – Leonardo var løsbarn. – Leonardo da Vinci? Så. Ja det gives naturligvis undtagelser, ellers var ikke regelen der. Men i det store og hele! – Vi freder fugl og dyr, sa Geissler, det synes litt rart ikke at frede spædbørn. – Statsadvokaten grep langsomt og værdig efter nogen papirer på bordet til tegn på at han måtte avbryte: ja, sa han fraværende, ja, åja. – Geissler takket for den overordentlig instruktive samtale han hadde opnådd og gik.

Han satte sig i retssalen igjen for at være ute i tide. Det kitlet ham vel at han sat der såpas mægtig: han hadde kundskap om en viss avklippet skjorte til at bære – soplimeris i, om et barnelik som drev engang på stadthavet, han kunde sætte retten fast, et ord av ham nu vilde være godt som tusen sværd. Men Geissler agtet visst ikke at uttale dette ord nu hvis det ikke blev nødvendig. Det tegnet jo herlig, selve den offentlige anklager var på anklagedes side.

Så fyldes lokalet og retten sættes igjen.

Det blev en interessant komedie i småbyen, statsadvokatens manende alvor, forsvarerens bevægede veltaleri. Lagretten sat og hørte efter hvad den skulde mene om piken Barbro og hendes barns død.

Ikke for det: så rent liketil var det nu ikke at finde dette ut. Statsadvokaten var en pen mand at se på og han var sikkert også et godt menneske, men noget måtte ha ærgret ham nylig, eller han var kommet i tanke om at han hadde en plass at forsvare i norsk retspleie, Gud vet. Det var uforståelig, men han var ikke så medgjørlig som i formiddag, han påtalte udåden hvis den var gjort, sandelig, sa han, det var et mørkt blad hvis det med bestemthet kunde sies at være så mørkt som vidneforklaringerne tillot at tro og tænke. Det måtte så lagretten avgjøre. Han vilde fæste opmærksomheten på tre punkter: det første punkt var om her forelå barnefødsel i dølgsmål, om dette spørsmål stod klart for dommerne. Han gjorde nogen personlige bemærkninger. Det andet punkt var klædet, denne halve skjorten, hvorfor hadde anklagede tat med sig den? Var det på vonen om at hun skulde få bruk for den? Han utviklet dette videre. Det tredje punkt var den skyndsomme og fordægtige begravelse uten at mælde dødsfaldet til prest og lensmand. Her var manden på stedet hovedpersonen, og det var av den største vigtighet for lagretten at opgjøre sig den rette mening her. For det var jo indlysende at var manden medvider, og det var derfor han foretok begravelsen på egen hånd, så måtte hans tjenestepike ha begåt en ugjærning som han var blit medvider i.

Hm! sa det i salen.

Aksel Strøm sat atter og skjønte at han var i fare, han så op og traf ikke et eneste blik, alle fulgte taleren med øinene. Men langt borti lokalet sat Geissler nu igjen, han så yterst overlegen ut, som sprækkefærdig av hovmod, med underlæben fremskutt og med ansigtet vendt mot loftet. Denne uhyre likegyldighet for rettens alvor og dette hm! Høit mot sky kom til at virke opkvikkende på Aksel, han følte sig atter ikke alene mot hele verden.

Og nu rettet det sig, denne statsadvokat syntes endelig at det kunde være nok, han hadde fåt utspredt så megen mistanke og ondskap mot ham som det var mulig, nu holdt han op. Ja han snudde på en måte helt rundt gjorde statsadvokaten, han forlangte ikke domfældelse. Han sa tilslut bent ut at efter de foreliggende vidneprov torde ikke han for sin del påstå anklagede dømt.

Det var jo rigtig godt! tænkte vel Aksel, nu blir det en ende på det!

Så tok forsvareren fat, en ung mand som hadde lært at bli jurist og som nu hadde fåt forsvaret i denne prægtige sak. Det blev også en låt der efter, aldrig hadde en mand været mere viss på at forsvare en uskyldighet end han. I grunden hadde denne fru lensmand Heyerdahl kommet ham i forkjøpet og knepet adskillige argumenter fra ham i formiddag, han var misnøid med at hun hadde utnyttet samfundet – å han hadde selv så meget at si samfundet! Han var ærgerlig på lagmanden som ikke hadde stoppet hende i talen, det var jo et indlæg hun leverte, oplagt procedure, hvad var nu tilbake til ham?

Han begyndte med begyndelsen av piken Barbro Bredesens levnetsløp, hun var fra et småkårshjem, forresten med strævsomme og agtværdige forældre, hun kom tidlig ut at tjene, hun kom først til lensmandens. Vi har idag hørt den mening som hendes matmor, fru Heyerdahl, hadde om hende, den kunde ikke være mere strålende. Barbro kom til Bergen. Forsvareren fæstet sig ved det dypt følte skudsmål fra to kontorister som hun hadde indtat en betrodd stilling hos i Bergen. Barbro kom hjem igjen for at styre hus hos en ungkar i utmarken. Her begyndte hendes ulykke.

Hun skulde ha barn med denne ungkar. Den ærede statsadvokat hadde – forøvrig på den allerskjønsomste og skånsomste måte – antydet barnefødsel i dølgsmål. Hadde Barbro dulgt sin tilstand, hadde hun fornægtet den? De to vidner, pikerne fra hendes hjembygd, hadde ment at forstå at hun var frugtsommelig, men da de spurte hende hadde hun aldeles intet nægtet, hun hadde bare slåt det hen. Slik gjør unge piker det med den ting, de slår det hen. Ingen andre hadde spurt Barbro. Var hun gåt til sin matmor og hadde bekjendt? Hun hadde ingen matmor. Hun var selv matmor. Hun hadde en husbond, men en ung pike går ikke til en mand med den slags hemmeligheter, hun bærer korset selv, hun synger ikke, hun hvisker ikke, hun er trappist. Hun dølger sig ikke, men hun går i enrum.

Barnet fødes, det er en fuldbåren og velskapt gut, han har levet og åndet efter fødselen, men han er kvalt. Lagretten kjender omstændigheterne ved denne fødsel, den foregik i vand, morn faldt i bækken og fødte, hun er ute av stand til at redde barnet, hun blir liggende og kan ikke engang redde sig selv på land før efterpå. Nuvel, det kan ikke opdages spor efter vold på barnet, det har ingen mærker, ingen har villet dets død, det er kvalt av vandet. Det er ikke mulig at finde en naturligere forklaring.

Den ærede statsadvokat hentydet til et klæde: det var et dunkelt punkt at hun hadde tat med sig denne halve skjorte på sin tur. Intet var klarere end denne dunkelhet: hun hadde tat med sig klædet for at rispe ener i det. Hun kunde ha tat – lat os si et putevar, men hun tok et klæde til det. Noget måtte hun ha, hun kunde ikke bære rispet ener med sig i hænderne. Nei her kunde lagretten være tryg!

Men det var et andet punkt som ikke var fuldt så klart: hadde anklagede den støtte og omsorg som hendes tilstand krævet i de tider? Viste hendes husbond hende skånsomhet? Godt, hvis han gjorde det! Piken har her under forhøret omtalt sin husbond med anerkjendelse, det skulde tyde på et godt og ædelt sindelag hos hende. Manden selv, Aksel Strøm, har jo heller ikke i sine forklaringer lagt sten til børen for anklagede og lastet hende, – det har han sandelig også gjort ret i, for ikke at si klokt i: det er hun som skal frelse ham. Det at kaste mest mulig skyld over på hende vilde jo nemlig, hvis det førte til hendes fald, også rive ham med.

Det er umulig at dukke ned i akterne i foreliggende sak uten at føle den dypeste medlidenhet med denne unge pike i hendes forlatthet. Og endda trænger hun ikke at anrope barmhjærtigheten, men bare retten og forståelsen. Hun og hendes husbond er på en måte forlovet med hverandre, men uforlikelighet og dyp forskjel i interesser utelukker ægteskap. Hos denne mand kan denne pike ikke finde sin fremtid. Det er ikke behagelig at måtte gjøre det, men for at vende tilbake til momentet med det medbragte klæde: når alt skal frem så var det ikke en av sine egne særker piken hadde tat med, men en av sin husbonds skjorter. Vi spurte os selv i begyndelsen: Var denne skjorte stillet til rådighet? Her, mente vi, kunde være en mulighet for at manden, at Aksel, hadde hat en finger med i spillet.

Hm! sa det borti salen. Det var så hårdt og høit at det stanset taleren, alle lette med øinene efter ophavsmanden til denne avbrytelse, lagmanden sendte et skarpt blik.

Men – fortsatte forsvareren efter at ha fundet sig selv igjen – også på dette punkt kan vi være rolige, takket være anklagede selv. Skjønt det skulde ligge i hendes interesse at halvere skylden her så har hun ikke gjort det. Hun har på det bestemteste fritat Aksel Strøm for at ha kjendt til at hun tok hans skjorte istedet for sin egen særk med til bækken – jeg mener med til skogen efter ener. Det er ingensomhelst grund til at tvile på anklagedes ord, de har hele veien holdt stik, de gjør det også her: hadde hun mottat skjorten av mandens hånd vilde dette ha forutsat hele barnemordet, og anklagede vil ikke med sin sandhetskjærlighet bidrage til at fælde selv denne mand for en forbrytelse som ikke er til. I det hele tat forklarer hun sig pent og åpenhjærtig og har ikke villet kaste nogen skyld over på andre. Dette træk at fare pent frem går igjen overalt hos hende, således har hun svøpt ind det lille barnelik på bedste måte og gjort sig flid med det. Slik fandt lensmanden det i graven.

Lagmanden vil – for en ordens skyld – gjøre opmærksom på at det var grav numer 2 lensmanden fandt, og der hadde jo Aksel begravet barnet.

Javel, det er så, og jeg takker hr. Lagmanden! sier forsvareren med al den ærbødighet man skylder justitsen. Jo det var så. Men nu hadde Aksel selv forklaret at han bare løftet liket over til den nye grav og la det nedi. Og det er utvilsomt også så at en kvinde kan bedre svøpe et barn end en mand kan, og hvem kan allerbedst svøpe det? Jo, en mor med de ømme hænder!

Lagmanden nikker.

Men forresten: kunde ikke denne pike – hvis hun hadde været av det slaget – ha gravet barnet ned nakent? Jeg vil gå så vidt som at si at hun kunde ha lagt det i en søppelkasse. Hun kunde ha efterlatt det under et træ ovenpå jorden for at fryse det ihjæl – det vil si hvis det ikke hadde været dødt. Hun kunde ha stukket det i ovnen i en ensom stund og brændt det op. Hun kunde ha tat det med sig til Sellanråelven og slængt det nedi den. Intet av dette gjorde denne mor, hun svøpte det døde barn og begrov det. Og var det pent svøpt da det blev fundet så var det en kvinde og ikke en mand som hadde gjort det.

Nu, sa forsvareren, skulde lagretten avgjøre hvad som blev tilbake av skyld hos piken Barbro. Det blev i sandhet lite tilbake, det blev efter forsvarerens bedste skjøn intet tilbake. Det skulde da være at lagretten vilde fælde hende for at ha undlatt anmældelse av dødsfaldet. Men nu var jo barnet engang dødt, det var langt opi ødemarken, mange mil til prest og lensmand, det fik sove sin evige søvn i en god grav i skogen. Var det en forbrytelse at begrave det her så delte anklagede den med barnefarn; men den forbrytelse måtte i alle tilfælder kunne tilgives. Man er mere og mere kommet bort fra at straffe forbrytelser, man forbedrer forbryterne. Det var i gamle dage man skulde straffe for alt mulig, det var nemlig hævnlæren fra det gamle testamente: øie for øie, tand for tand! Nei dette er ikke ånden i lovgivningen mere. Den moderne retspleie er human, den søker at avpasse sig efter det mere eller mindre forbryteske sindelag som vedkommende kan ha utvist.

Døm da ikke denne piken! sa forsvareren. Det gjælder ikke om at få en forbryter mere, det gjælder at tilbakegi til samfundet et godt og nyttig medlem. Forsvareren pekte på at anklagede nu vilde få det omhyggeligste tilsyn i en ny plass som var hende tilbydd: fru lensmand Heyerdahl hadde ut fra sit langvarige kjendskap til Barbro og efter sin rike erfaring som mor slåt sit hjem op på vid væg for hende; lagretten vilde da under vægten av sit ansvar dømme eller frikjende hende. Tilslut vilde forsvareren takke hr. Statsadvokaten fordi han ikke nedla påstand på domfældelse. Der så man den dype og humane forståelse.

Forsvareren satte sig.

Resten av forhandlingerne tok ikke lang tid, retsbelæringen var det samme op igjen, set fra to kanter: et kort sammendrag av hele skuespillets indhold, tørt, kjedelig og værdig. Det var gåt så koselig til, både statsadvokaten og forsvareren hadde jo været inde på lagmandens område, de hadde gjort ham hvervet let.

Det blev tændt lys, et par lamper skinnet ned fra loftet, et elendig lys som lagmanden ikke syntes at se sine notater ved. Han påtalte nokså skarpt at ikke det lille barns dødsfald var blit mældt til autoriteterne; men – sa han – det måtte under de forhåndenværende omstændigheter nærmest ha blit barnefarns sak og ikke morns, eftersom hun var for svak til det. Så var det da at lagretten skulde avgjøre om her forelå barnefødsel i dølgsmål og barnemord. Det blev atter engang forklaret fra ende til anden. Derpå fulgte det sædvanlige pålæg om at være sig ansvaret bevisst, hvad lagretten var blit indprentet før, og endelig det ikke ukjendte råd at i tvilstilfælde skulde avgjørelsen komme anklagede tilgode.

Nu var det hele klart.

Så gik dommerne ut av salen og ind i et kammers. De skulde rådslå over et papir med spørsmål som en av dem hadde fåt med sig. De var borte i fem minutter og kom tilbake med nei til alle spørsmålene.

Nei piken Barbro hadde ikke dræpt barnet sit.

Så talte lagmanden et par ord igjen og sa at piken Barbro var fri.

Folk forlot salen. Komedien var slut . . . .

Nogen tar Aksel Strøm i armen, det er Geissler. Han sa: Så, nu er du kvit saken! – Ja, sa Aksel. – Men de har jo hæftet dig bort til ingen nytte. – Ja, svarte Aksel igjen. Men nu var han kommet sig litt og la til: Men jeg får nu være glad at jeg slap unda. – Det skulde også bare ha manglet! sa Geissler og la vægt på hvert ord. – Herav fik Aksel det indtryk at Geissler måtte ha hat noget at gjøre med saken, at han hadde grepet ind. Gud vet om det ikke i grunden var Geissler som hadde ledet hele retten og fremskaffet det resultat han vilde. Dunkelt var det.

Men så meget skjønte Aksel at Geissler hadde ståt på hans side i hele dag. – Ja dokker skal nu ha så megen tak! sa han og vilde takke i hånden. – Hvad for? spurte Geissler. – For – ja for altsammen! – Geissler avviste ham kort: jeg har intet gjort. Jeg brydde mig ikke om at gjøre noget, det var ikke værdt! Men Geissler hadde kanske allikevel intet imot denne tak, det var som han hadde ventet på den og nu hadde fåt den: Jeg har ikke tid til at tale mere med dig netop nu, sa han. Reiser du hjem igjen imorgen? Det er godt. Lev vel sålænge! – Geissler drev nedover gaten . . . .

På dampskibet hjem traf Aksel lensmanden og fruen, Barbro og de to piker som hadde vidnet. – Nå, sa lensmandsfruen, er du ikke glad for utfaldet? – Aksel svarte at jo, han måtte vel være glad for at det blev endskap på det. – Lensmanden selv talte og sa: dette er nu den andre barnesaken jeg har hat i marken, den første galdt Inger på Sellanrå, nu har jeg fåt den andre ifra mig. Nei det nytter ikke at komme væk fra slikt, retfærdigheten må ske sin fyldest!

Men lensmandsfruen forstod vel at Aksel ikke var videre blid for hendes vidnemål igår, nu vilde hun jævne på det, gjøre det godt igjen: Ja du skjønte vel hvorfor jeg talte som jeg gjorde imot dig? – Ja. Jo, svarte Aksel. – For det skjønte du vel. Tror du jeg vilde dig tillivs? Dig har jeg altid holdt for en prægtig mand, det vil jeg bare si dig. – Nå, sa Aksel bare, men han blev både rørt og glad. – Ja det har jeg, sa lensmandsfruen. Men jeg var nødt til at lægge litt skyld på dig, ellers var Barbro blit dømt og du med hende. Det var gjort i den bedste mening fra min side. – Jaja tak skal dokker nu ha! – Det var jeg og ingen anden som gik til Herodes og Pilatus i byen og virket for dere. Og du hørte vel at alle vi som holdt tale måtte skylde litt på dig for at få dere begge fri. – Ja, sa Aksel. – Nei du trodde nu vel ikke et øieblik at jeg vilde være ond imot dig, vet jeg? Dig som jeg holder for en utmærket mand!

Det gjorde godt efter al fornedrelsen! Aksel var ialfald nu så rørt at han sandelig vilde gi lensmandsfruen noget, hvad det kunde bli, men vise sin taknemmelighet og gi hende et eller andet, kanske et slagt nu i høst. Han hadde en fors okse.

Fru lensmand Heyerdahl holdt ord: hun hadde tat Barbro til sig. Også ombord i skibet tok hun sig av hende og tillot hende hverken at fryse eller sulte, hun tillot hende heller ikke at fjase med den bergenske styrmand. Den første gang dette hændte sa ikke fruen noget, hun bare ropte Barbro til sig. Men se, nu stod Barbro igjen og fjaset med styrmanden og la hodet påsnei og talte bergensmål og smilte. Da ropte fruen på hende og sa: Jeg synes ikke du skal stå og holde passiar med mandfolk nu, Barbro. Husk på hvad du har været oppe i og hvad du kommer ifra. – Jeg hørte bare han var ifra Bergen og så snakket jeg til han, svarte Barbro.

Aksel talte ikke med hende. Han la mærke til at hun var fin og blek i huden og at hun hadde fåt pene tænder. Hun hadde ingen av hans ringer . . . .

Og nu stamper Aksel opover marken. Det blåser og regner, men han er sjæleglad, han har set slåmaskinen og nybrotharven nede på bryggen. Den Geissler! Ikke et ord hadde han nævnt nu i byen om den store sending. Han var en forunderlig herre.